Juleaften nærmer sig med hastige skridt.

Her kan der blandt andet være and, gås, flæskesteg og medisterpølse på bordet, og der skal da også være plads til de brunede kartofler, rigeligt med sovs, risalamande og dertilhørende vin og/eller øl til at skylle det hele ned med.

Sådan et klassisk dansk julemåltid kan ifølge Illustreret Videnskab løbe op i hele 2000 kalorier, hvilket er omkring det samme, som en voksen person skal indtage på en hel dag. Og hvis man medregner morgenmad, frokost og måske lidt til den søde tan, før og efter måltidet bliver serveret, så kommer de fleste formentlig langt over det tal.

BT har allieret sig med træningsfysiolog Henrik Duer, der fortæller, hvor meget motion, der skal til, hvis man vil forbrænde det store måltid.

»Som tommelfingerregel siger man, at man forbrænder en kcal pr. kg kropsvægt pr. kilometer. Så hvis du vejer 50 kg, så skal du løbe 40 km for at forbrænde 2000 kalorier. Hvis man vejer 75 kg, så skal man løbe 30 km, og hvis man vejer 100 kg, så er det 20 km,« siger han og lægger vægt på, at der kan være en stor individuel variation.

Henrik Duer mener ikke, at der er nogen form for træning, der som sådan er bedre end andre, når man skal forbrænde julemaden. Træningsfysiologen påpeger, at der også befinder sig en 'skjult' synder i juledagene og under julemåltidet, som man måske ikke tænker så meget over.

Nemlig alkoholen.

»Hvis man drikker igennem juleaften, kan der komme rigtigt mange kalorier indenbords. Det tror jeg ikke, folk tænker over,« siger han.

Eksempelvis indeholder en dåseøl omkring 125 kalorier, og et glas rødvin på 12 cl indeholder 134 kalorier. Så hvis man drikker to øl, to glas vin og måske lige slutter af med en cognac eller likør (90-100 kalorier) efter maden, så er man alene i alkohol kommet over 600 kalorier - altså over en fjerdedel af ens daglige kalorieindtag.

Men til dem, som måske ikke orker at præstere den vilde kraftanstrengelse og løbe adskillige km dagen derpå, så er det også helt ok at gøre mindre, så længe man ikke har levet af julemad hele december måned.

»Jeg ville lave en kombination af at få gået nogle ture og så spise lidt mindre dagen efter. Hvis du tager en utrænet mand ned i fitnesscentret, kan han godt være dernede i 3-4 timer for at forbrænde julemaden, og hvem får gjort det? Så man skal lave den motion, man synes er sjovest. De fleste kan jo åbne døren og gå en tur, få lidt frisk luft eller tage børnene med ud på Pokémonjagt,« siger han med henvisning til det populære mobilspil 'Pokemon Go' og fortsætter:

»Jeg sparer selv lidt op. Hvis jeg ved, at jeg skal til en stor fest, så holder jeg lidt igen op til for at finde balancen,« siger han.

Der opstår dog et 'problem', hvis man i løbet af julen går 'all in' på julemad og alkohol, og man samtidig holder sig inaktiv.

»Udfordringen er, hvis man har mange julefrokoster over en længere periode, og man er totalt inaktivt, men ellers betyder det ikke så meget.«