Vinderen af Eremitageløbet og BT Halvmarathon holder sig i gang under graviditeten

Eremitageløbet og BT Halvmarathon skal have en ny vinder.

Sara Sig Møller, 29, som vandt i Dyrehaven sidste år og i april triumferede i klassikeren fra Kongens Lyngby til Nærum, er gravid.

- Jeg blev testet positiv umiddelbart  efter mit seneste løb, 5.000 meter i starten af juni i England. Jeg var fem uger henne, da jeg løb, men vidste på det tidspunkt ikke, at jeg var gravid, siger hun.

- Fødslen er sat til starten af februar, og min kæreste (den tidligere topløber Jakob Hannibal, red.) og jeg glæder os meget. Vi har altid gerne villet være forældre, og jeg fylder jo snart 30.

Sara Sig Møller har trappet træningen ned, men løber stadig to gange dagligt for at holde sig i gang.
- Konkurrencer er det slut med indtil videre. Med et lille barn i maven vil jeg ikke presse min krop for hårdt. Hvilken rolle, eliteløb kommer til at spille i mit liv efter fødslen, kan kun tiden vise, men mange er jo vendt tilbage på eliteplan efter en fødsel.

Den forestående lykkelige begivenhed betyder, at Sara Sig Møller ikke kommer med i VM på halvmarathon 29. marts i København, årets største danske idrætsbegivenhed i 2014.

- Jeg vil følge løbet med en lille en i barnevogn, siger hun.