Læg kameraet fra dig, og nyd øjeblikket i stedet – så husker du oplevelser langt bedre, viser forskning.

Hvis du gerne vil huske din onkels bryllup, den fede koncert du skal til eller skiferien med vennerne, skal du overveje at lade være med at tage kameraet med eller tage mobilen op af lommen for at forevige begivenhederne.

Når man knipser løs med kameraet, husker man nemlig det, man fotograferer, dårligere, end hvis man bare kiggede på det.

Det viser ny amerikansk forskning fra Department of Psychology på Fairfield University, ifølge Videnskab.dk.

Forskeren Linda A. Henkel har sendt en gruppe på en guidet tur rundt på et museum og bedt deltagerne om at fotografere nogle af tingene, mens de bare skulle kigge på andre. Herefter har hun testet, hvor gode deltagerne var til at huske de ting, de havde set, både igennem og uden om kameraets linse.

Resultaterne viser, at fotografering har en negativ effekt på, hvor godt vi kan huske det, vi tager billeder af. Deltagerne kunne både huske færre af de ting, de havde fotograferet, og samtidig også færre detaljer om hver enkelt ting, end hvis de bare havde kigget på dem.

Læs også hos Videnskab.dk: Sådan bliver du fantastisk god til at huske 

Hvis deltagerne i stedet zoomede ind og fotograferede et udvalgt område af en ting på museet, kunne de dog efterfølgende huske lige så mange forskellige ting og lige så detaljeret, som hvis de havde kigget på tingene uden at tage et billede. Desuden kunne de også i lige så høj grad genkalde sig omgivelser omkring det, de havde zoomet ind på.

Ifølge forskeren understreger resultaterne forskellen mellem vores egen hukommelse og kameraets hukommelse – hvis vi bare tager billeder af ting, husker vi dem dårligere, end hvis vi koncentrerer os om dem. De kognitive processer, som et fokus på at udvælge et område at zoome ind på sætter i gang, gør altså, at vi er lige så opmærksomme det, vi fotograferer, som hvis vi havde kigget på dem uden kamera.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor kan det være svært at huske ord? 

Axel Larsen, der er professor og institutleder på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, mener, at forskerens resultater lyder fornuftige, fordi det, du husker, som regel vil være det, du er opmærksom på.

- Det vil du huske meget bedre, end det du ikke er opmærksom på. Når du tager et snap shot, er du faktisk ikke lige så interesseret indholdet af billedet, som du er i belysning, skyggefald, om personer går ind foran kameraet, og at indholdet kommer så tydeligt frem som muligt. Du er mere opmærksom på, om du får et godt billede, forklarer han.

Det kan også forklare, hvorfor man bedre kan huske det, man har taget billede af, når man bevidst zoomer ind på noget bestemt.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Hjerneskadede husker følelser trods hukommelsestab 

Derfor skal du huske at huske 

Kan man stole på hukommelsen?