Jeg er en af de 12.892 danske kvinder, der fik fertilitetsbehandling herhjemme i 2015. Tilsammen fik vi 29.354 behandlinger. Seks af dem gik jeg igennem. Én af dem gav mig en positiv graviditetstest, der endte med en ufrivillig abort i slutningen af syvende graviditetsuge.
Jeg er en af de 12.892 danske kvinder, der fik fertilitetsbehandling herhjemme i 2015. Tilsammen fik vi 29.354 behandlinger. Seks af dem gik jeg igennem. Én af dem gav mig en positiv graviditetstest, der endte med en ufrivillig abort i slutningen af syvende graviditetsuge. Foto: Shutterstock

På Roskilde Festival kom den første bloddråbe, mens jeg tjekkede ind med de frivillige, jeg var ansvarlig for.

Det begyndte med en scanning i syvende graviditetsuge, nogle dage tidligere, hvor jeg så hjerteblink og en bekymret læge.

»Jeg er optimist,« sagde hun, og fortalte, at hun ikke troede på, at den lille spunk, der voksede under og i mit hjerte, ville blive til en rigtig grædende baby ­– men hun havde set det ske for andre, så måske kunne det også ske for mig...

I et døgn sad jeg i et hjørne af min sofa og hulkede. Kunne ikke stoppe tårerne.

Jeg passede mit arbejde på festivalen, da blodet kom. Smalltalkede. Smilede. Og flygtede så hurtigt jeg kunne. Lod veninder og koncerter passe sig selv. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme hjem, hvor der ikke var andre mennesker at forholde mig til. Hjem, hvor der kun var mig og barnet, der aldrig ville blive til en baby.

Hvem ringer man til, når man er ved at abortere? Der stod intet i bunken af papirer, jeg havde fået på Rigshospitalets fertilitetsklinik, som havde skabt mit barn af et af mine æg og sæd fra en donor.

Jeg ringede til en veninde, der tidligere selv har aborteret. Hulkede i røret. Ringede til fertilitetsklinikken, som selvfølgelig ikke svarede en lørdag eftermiddag. På Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet bad en rolig sygeplejerske mig komme derover, så ville hun scanne mig.

Jeg var ikke i tvivl om, hvad scanningen ville vise. Der kom mere og mere blod. Og jeg mærkede en lille hård klump glide ud i toilettet og vidste, at det nu var slut.

»Det er ikke noget, du har gjort, der er skyld i det her,« sagde sygeplejersken med fast stemme og gav min arm et klem.

Men min baby, som jeg havde glædet mig til at holde i mine arme, var ikke mere.

»I det mindste ved du nu, at du kan blive gravid.«

Familien Danmark Christianshavn 123

Jeg er en af de 12.892 danske kvinder, der fik fertilitetsbehandling herhjemme i 2015. Tilsammen fik vi 29.354 behandlinger. Seks af dem gik jeg igennem. Én af dem gav mig en jublende positiv graviditetstest, der endte med en ufrivillig abort som den sommers tunge punktum. Siden har jeg i det private været gennem syv yderligere behandlinger med ægudtagning, befrugtning i petriskål og ægoplægning.

Jeg skriver for at sætte mig selv fri. Fri fra det hemmelige liv med babyfeber, lægebesøg, indsprøjtninger og fertilitetsbehandlinger, jeg har levet i snart tre år.

Jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle have børn. Være mor. Jeg har taget for givet, at det vil ske. Fremtiden og børn var ikke noget, jeg tænkte på eller bekymrede mig om. Den og de lå der ligesom bare og ventede på, at jeg skulle nå derhen. Men når fremtid bliver nutid, ser den ikke altid helt ud som forventet.

Jeg har længe søgt efter andre i samme situation, som tør fortælle offentligt om deres kamp. Andre, der ligesom mig drømmer om at blive mor og er i fertilitetsbehandling. Som tør fortælle om det, mens de står midt i det og ikke først, når de står på den anden side med baby i armene. Jeg har savnet, at nogen stiller sig op og bryder det tabu og den tavshed, vi skjuler os bag.

Jeg har det princip, at brokker man sig længe nok over, at ingen andre gør noget, er man på et tidspunkt nødt til selv at være den, der gør det. Så her er jeg. Klar til at dele håb, sorg og drømmen.

Min største drøm er at blive mor, og jeg håber, at det en dag lykkedes.

SMS

Hitter på Facebook