Byline Dorte Hansen
Byline Dorte Hansen Foto: Sarah Christine Nørgaard

Jeg skal til Cypern. For at få min næste fertilietsbehandling. Hvor er det mærkeligt at måtte rejse ud for at kunne blive mor.

Jeg har vejet for og imod og researchet i månedsvis, indtil jeg nærmest var blå i hovedet. Og det er en lettelse at tage beslutningen. Endelig sker der noget!

»Jeg synes, du skal prøve med en ægdonor,« var lægens ord til en af mine sidste samtaler på min danske fertilitetsklinik, velvidende, at hans klinik så ikke længere kan hjælpe mig.

Inden da havde jeg selv overvejet, om jeg var klar til det skridt - og siden, hvornår jeg ville tage det. Men jeg kunne jo hele tiden  liiiiige give mine egne æg én chance mere...

Det var en lettelse, at en anden på den måde tog beslutningen for mig, for når man er i fertilitetsbehandling, er der hele tiden noget at tage stilling til - hvilken klinik, hvilken menstruationscyklus, hvilken sæddonor osv.

Hjerteoperationer udsættes på Rigshospitalet

For mange år siden har jeg opdaget, at beslutninger ikke bliver lettere af, at jeg har et utal af valgmuligheder. Forskning i ‘the paradox of choice’ - valgmulighedernes paradox - viser, at vi tror, at det godt at have meget at vælge imellem. Men i virkeligheden risikerer vi at blive handlingslammede, eller vi bliver mindre tilfredse med den beslutning, vi ender med at tage. Vi ender simpelthen med at tvivle mere på, hvorvidt en af de andre valg måske havde været bedre. Og derfor bliver vi også mindre glade for det, vi har valgt.

Derfor har jeg tillagt mig en tendens til hurtigst muligt at indsnævre mine valgmuligheder - det kan for eksempel være ved at stoppe med at lede efter flere at vælge imellem, når jeg har fundet fem gode. Det samme gjorde jeg, da jeg skulle vælge min næste fertilitetsklinik.

Den danske stat har hjulpet mig lidt, for de har besluttet, at det ikke er tilladt for mig som single at blive behandlet med en ægdonor i Danmark. Dem, der lavede den gældende lov, mener bl.a., at det er virkeligt vigtigt, at et barn er genetisk knyttet til den ene af sine to forældre, hvilket reelt betyder at kun heteroseksuelle par, hvor fertilitetsproblemet ligger hos kvinden, har lov til at bruge en ægdonor.

572900056.jpg

Alle os andre – singler, homoer, heteropar, hvor hun har dårlige æg og han dårlig sæd, må søge til udlandet. Men lovgiverne har været lidt til den dobbeltmoralske side, for adoption er jo (heldigvis!) stadig lovligt, selv om forældre og børn heller ikke deler gener i de tilfælde. Og helt ærligt, så ved vi jo også alle udmærket godt, at fælles gener ikke garanterer evnen til at være kærlige forældre. Giv dog os andre en chance.

Heldigvis for mig og mange andre danske kvinder og par i samme situation ser andre regeringer ikke lige så snævert på ægdonation.

Og heldigvis har de større erfaring med ægdonorbehandling i andre lande, hvorfor de sandsynligvis også har bedre resultater end klinikkerne herhjemme, der ikke har haft mulighed for at øve sig i helt så mange år - eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, for bedre at kunne acceptere, at jeg er tvunget ud af mit eget land.

Hvad er det vigtigste?

Jeg gjorde det klart, hvilke kriterier der er vigtige for mig.

I mine 14 blandede fertilitetsbehandlinger med mine egne æg, har jeg - fordi jeg er single - brugt sæddonorere. Det er vigtigt for mig, at Baby X (som jeg kalder mit kommende  barn) engang kan få mere at vide om den mand, der har doneret den ene af de to kønsceller, hen er skabt af. Derfor har jeg altid valgt det, sædbankerne kalder en åben donor, som giver barnet mulighed for som 18-årig at få kontakt.

I begyndelsen brugte jeg lang tid på at søge i de to danske sædbanker European Spermbank og Cryos. Jeg lavede lister med donornavne og plusser og minusser. Lyttede til donorernes stemme og kiggede på deres babybilleder. Men da jeg skiftede fra det offentlige til en privat klinik, gav jeg på lægens opfordring istedet klinikken lov til at vælge for mig. Det var med ondt i maven. Men det viste sig at være en stor lettelse ikke at skulle tage stilling til sygdomshistorie, toneleje og grimme babyer. Jeg gav slip. Og det samme gjorde jeg på den næste privatklinik, jeg kom på.

Men nu skal der være to donorere. En kvinde og en mand. Så jeg har lavet plus og minusliste igen. Overvejet, hvad der er vigtigt for mig. Og er kommet frem til, at mindst den ene donor skal være kontaktbar om 18+ år.

459100483.jpg

”Det er du slet ikke interesset i. Det er jo dig, der er moderen,” sagde en storsmilende og hovedrystende sælger fra en amerikansk ferilitetsklinik til mig på fertilitetsmesse i London i vinter.

Jeg havde spurgt, om hendes klinik havde mulighed for at bruge en åben ægdonor, hvilket hun afviste prompte.

Andres erfaringer hjælper

Det er meget få lande i verden, hvor det er muligt for singler at benytte en åben ægdonor - uden at det koster spidsen af en jetjager, for selvfølgelig kan penge købe alt.

Så endnu en beslutning blev hurtigt taget for mig.

Og da jeg har besluttet, at mindst den ene donor skal være åben og dermed kontaktbar, ventetiden på behandling med donoræg skal være kort, lægerne skal have flere års erfaring med dobbeltdonation (brug af æg- og sæddonor på samme tid), gode anbefalinger og behandlingen være til at betale med en enkelt indtægt, stod jeg tilbage med to muligheder. Finland eller Cypern.

Det blev mavefornemmelsen, der blev afgørende.

I de seneste måneder har jeg mødt og skrevet med en håndfuld solister, der har fået dobbeltdonation på Cypern. Deres erfaringer sammen med kontakten med den klinik jeg er endt med at vælge – de svarede simpelthen hurtigt og fyldigt på alle spørgsmål - har gjort mig tryg og sikker på mit valg. Så sikker som man nu kan blive. For selvfølgelig er jeg nervøs for, om det er det rigtige valg. Men det er jo ’the paradox of choice’’ - en helt almindelig del af livet.

Så nu er aftalen lavet, datoen plottet i kalenderen og depositummet betalt! Endelig sker der noget igen. Endelig kommer jeg et babyskridt nærmere mit mål.

SMS

Hitter på Facebook