Safran hæmmer kræftceller i laboratoriet, men det kræver flere forsøg, før vi ved, om krydderiet virker på samme måde i mennesker.

Rug kan bremse kræft, varme drikke kan give kræft i spiserøret, grønkål kan holde tarmkræft tilbage, men er brændt mad kræftfremkaldende, og må man egentlig spise mad, der er dyrket ved en trafikeret vej?

Spørgsmålene – og ikke mindst svarene – er mange, når det handler om mad, der måske kan risikere at give dig kræft eller måske beskytte en smule mod en art af sygdommen.

Desværre er der endnu ikke fundet en grøntsag eller krydderurt, der kan gøre os alle til supermennesker, men det er alligevel interessant og vigtigt at undersøge, hvordan mad kan påvirke os. Og nu har forskere stillet kikkerten skarpt på krydderiet safran.

Det skriver ACSH.org, ifølge Videnskab.dk.

Det er italienske og amerikanske forskere, der har undersøgt, hvordan kræftceller reagerer, når det sættes i forbindelse med krydderiet, der har tilnavnet 'det røde guld' på grund af sin dyre kilopris.

Helt præcist undersøgte forskerne en del af safran kaldet crocetin, som de fremstillede i laboratoriet. Crocetinen viste sig at virke hæmmende på kræftcellernes udbredelse i henholdvis livmoderhalskræft og lungekræft, når det blev undersøgt i et laboratorium.

Specifikt ser det ud til, at crocetin kan hæmme et enzym, som er meget aktivt i kræftcellerne.

Læs også på Videnskab.dk:

Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk slankekur

Men før vi alle løber ud og spenderer hele formuen på safran er det vigtigt at notere sig, at der er mange molekyler, der holder kræft tilbage, når det testes i et laboratorium, og det betyder altså ikke nødvendigvis, at det har en gavnlig effekt på mennesker.

På trods af at en stor bunke beviser og biologiske mekanismer, som 'bør' virke på bestemte måder, viser, at antioxidanter burde virke i kampen mod kræft, er der ikke mange kliniske studier på mennesker, der kan bevise en effekt.

Netop kliniske studier er næste skridt for safran, og indtil da er det blot et lækkert krydderi – som måske – måske ikke – kan gøre noget gavnligt i kampen mod kræft.

Studiet er publiceret i Journal of Agricultural and Food Chemistry.

Læs også på Videnskab.dk:

9 ting du ikke vidste om dyrs sexliv

Forskere: Vi har løst historiens største UFO-mysterium

Penislængden og kropsstørrelse bestemmer troskab