Alle kender det, og alle ved, det er irriterende. Men hvorfor sker det?

På arbejdet, i skolen, i vennekredsen. De fleste kender en eller flere personer, der stort set altid kommer for sent til aftaler eller konsekvent overskrider mødetider. Og de fleste kan blive enige om, at det kan være ret irriterende.

Men personer, som jævnligt kommer for sent, gør det som regel ikke for at irritere eller provokere sine medmennesker. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at personerne er dovne, forklarer psykolog Sondre Risholm Liverød fra WebPsykologentil norske Dagbladet.

Han mener, der kan være flere årsager til, at nogle mennesker er kronisk forsinkede.

»At komme til tiden er noget, som voksne og ansvarlige mennesker gør. Hvis man stadig kommer for sent, kan det være en form for opposition mod kravet om at blive voksen, nævner han som en mulig forklaring.«

Ifølge BBC har personer med punktlighedsproblemer ofte forskellige karaktertræk til fælles - herunder optimisme, mangel på selvkontrol og/eller hang til spænding.

I et studie fra 2001 delte psykolog Jeff Conte fra San Diego State University sine deltagere ind i to kategorier. Type A var de ambitiøse og kompetitive, mens type B var de kreative og reflektive. Herefter bad han dem om at vurdere, hvornår der var gået et minut (uden at bruge et ur, naturligvis). Personerne i gruppe A var ret præcise - de ramte i gennemsnit 58 sekunder. I gruppe B derimod var de knap så punktlige - her lød gennemsnittet på 77 sekunder.

»Hvis du gang på gang kommer for sent, bør det interessere dig. Det kan nemlig sige noget om dig selv,« forklarer Sondre Risholm Liverød.

Han mener dog også, at det er noget, alle kan ændre på.

»Hvis du virkelig, virkelig vil komme til tiden, så skal du nok komme til tiden. Det handler om at prioritere,« siger han til Dagbladet.

Psykolog Linda Sapadin, der er forfatter til bogen ‘How to Beat Procrastination in the Digital Age’, forklarer over for BBC, at omgangskredsen også kan gøre noget for at hjælpe folk med ikke at komme for sent altid.

»I stedet for at blive vred eller oprørt, kan du tage et standpunkt og trække nogle grænser op. Tal om hvad du vil gøre, næste gang personen er forsinket. For eksempel kan du sige til din kronisk forsinkede ven, at du vil gå i biografen uden ham/hende, hvis personen kommer mere end 10 minutter for sent,« siger hun.