Den sværeste beslutning: aflivning?

De fleste hundeejere kommer på et tidspunkt i den situation, hvor de skal tage den tunge beslutning, om at lade dyrlægen aflive deres kæledyr. Det er så svært, og derfor bør du konsultere din dyrlæge, når tiden nærmer sig.
Når vi anskaffer os den dejlige, lille, søde hundehvalp, tænker vi i vores glæde ikke meget over, at vi 10-15 år senere eller måske tidligere, står med ansvaret for en hund, som ikke længere har et godt liv. Strejfer tanken os senere, er det ofte med håbet om, at når den dag kommer, så ligger hunden pludselig død i sin kurv en morgen. Desværre sker det ikke så tit. Men hvornår er tiden inde, når det ikke drejer sig om uhelbredeligt syge eller hunde med store smerter?
Dyrlæge Charlotte Frydensberg fra Usserød Dyreklinik i Hørsholm øser ud af sin erfaring.
"Hvis ens hund ændrer adfærd eller ikke trives, som den plejer, er det en god ide at besøge sin dyrlæge. Dyrlægen kan fagligt vurdere hunden, og ofte kender dyrlægen jo også hunden i forvejen. Man skal ikke være nervøs for at gå til sin dyrlæge, fordi man frygter dyrlægens dom. Vi kan i dag behandle langt flere alderdomsrelaterede sygdomme end tidligere. Og alle dyrlæger vil da langt hellere behandle dyrene og give dem et godt otium, end de vil aflive dem. Sygdomme som f.eks. diabetes, hjertelidelser og gigtsygdomme kan i dag typisk behandles med forholdsvis simple midler. Endog visse cancertyper er der mulighed for, om ikke at kurere, så kan hundens liv måske forlænges med kemoterapi. Det helt overordnede er selvfølgeligt, at livskvaliteten bevares for hunden."
Efter Charlotte Frydensbergs mening er det ok, at hunden bliver medicinkrævende, så længe den kan klare sine basale funktioner. Altså spise, drikke, besørge og bevæge sig ved egen hjælp uden smerter. Det vil altid være et individuelt skøn, og det er i sidste ende ejeren, der bestemmer, men forhåbentligt med dyrlægen som rådgiver. Det er Charlottes erfaring, at de fleste ejere godt ved, når tiden er inde og egentlig bare skal have det bekræftet af dyrlægen.
Hvordan skal det ske?
Når den svære beslutning er taget, foregår de fleste aflivninger hos den nordsjællandske dyrlæge i hendes klinik, men det er også muligt at få hunden aflivet i hjemmet.
"For hunde, som er utrygge ved at komme i klinikken eller måske er bange for at køre i bil, er det en rolig og god afslutning på livet, at jeg kommer hjem til dem. Hunden undgår at blive stresset, og ejer og dyr føler sig på hjemmebane, når hunden sover stille ind i sin kurv med sine mennesker omkring sig."
Selve aflivningen er en meget fredelig og udramatisk procedure.
"Hunden får først en indsprøjtning med sovemedicin - normalt i musklerne i låret. Det er et prik, som enhver anden injektion. Efter fem - syv minutter sover hunden godt og er nærmest bevidstløs. Derefter får den et kraftigt barbiturat direkte i en blodåre, som regel i forbenet. Vejrtrækning og hjerte stopper næsten øjeblikkeligt, og det er uden smerte og ubehag for hunden."
"Mange ejere vil gerne kunne tage afsked med deres hund, uden at jeg står lige ved siden af dem. Det er meget individuelt, hvor lang tid folk bliver i lokalet. Der er ikke noget "rigtigt" tidsrum. Folk får den tid de har brug for," forsikrer dyrlægen.
Læs meget mere om 'Det sidste farvel' ved at følge linkene i boksen samt i Vi med Hund nr. 4/2008.
Læs også:
Kremering: En værdig afslutning
For hundens skyld - vær miljøvenlig




