Lige inden Stine Bujes mor døde af kræft, nåede de to at tage den svære samtale om livet og døden. Nu inspirerer hun andre til at få taget den sidste samtale. Læs Stines historie og få gode råd til, hvordan du får sagt ordenligt farvel.
I hænderne holder Stine Buje en stor bunke postkort med farvestrålende motiver og sætninger som ’Dig og mig’ og ’Elsker dig’. Langsomt bladrer hun igennem bunken. På bagsiden af hvert kort står et spørgsmål til hendes nu afdøde mor.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Stine Bujes svære afsked med sin mor, få gode råd til hvordan du får sagt ordenligt farvel og læs om Nicolaj Thomas Truelsen, som aldrig fik taget ordenlig afsked med sin far.
Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
I hænderne holder Stine Buje en stor bunke postkort med farvestrålende motiver og sætninger som ’Dig og mig’ og ’Elsker dig’. Langsomt bladrer hun igennem bunken. På bagsiden af hvert kort står et spørgsmål til hendes nu afdøde mor.
»Hvad har været den største beslutning i dit liv?« »Hvordan ser du dig selv i mig?« »Hvilken godnat-sang sang du for mig, da jeg var barn?«
Postkortene skrev Stine Buje på et tidspunkt, hvor hun havde mange spørgsmål, men ikke lang tid tilbage at stille dem i. For hendes mor skulle dø.
33-årige Stine Buje fortæller sin historie i sin lejlighed på Vesterbro. For godt et år siden sad hun og hendes mor på et værelse på Hotel Bella Sky Copenhagen med kortene mellem sig. Moderen trak et efter et. Hun var så svækket, at hun faldt i søvn undervejs, men de kom igennem alle spørgsmålene. Det blev til en 50 minutter lang snak om livet – og det at være mor.
»Vi græd begge, når vi talte om, at min mor aldrig vil få sine børnebørn at se. Men hun gav sine erfaringer videre. Det betød meget for hende. Og for mig er det en kæmpe trøst at have hendes stemme med mig videre i livet.«
I september 2012 fik Stine Buje og hendes forældre en uventet besked. Moderen, der var 60 år, ikke-ryger og ikke havde haft én sygedag i mere end tyve år, havde uhelbredelig lungekræft.
»Det kan ikke passe, tænkte jeg. At hun kunne være så syg, uden at man kunne se det. Så panikkede jeg over, at hun skulle væk, for der var en masse, jeg ville nå. Jeg ledte efter værktøjer på nettet, som kunne hjælpe mig, men fandt ingen,« siger Stine Buje.
Efter moderens død har hun derfor selv skrevet bogen ’Snak på livet løs’, om hvordan hun og hendes mor tog hul på den sidste ’svære samtale’. Læserne får Stine Bujes egen historie, men også gode råd fra andre pårørende og eksperter til, hvordan man kan forholde sig i en lignende situation.
Hvert år dør omkring 15.000 danskere af kræft. Det efterlader mange pårørende i samme situation, som Stine Buje stod i.
»Der er et behov for helt konkrete idéer til, hvordan man får det bedste ud af den sidste tid sammen,« siger hun.
Efter sin mors død, sagde Stine Buje derfor sit job i Ungdommens Røde Kors op og tog til Sri Lanka og Bali for at skrive sin bog.
Accept af sorgen
Denne dag i Vesterbro-lejligheden har Stine Buje tændt stearinlys og skænket te. Men det er ikke for at skylle den klump i halsen væk, der normalt kan opstå, når man taler om dem, man har mistet. Selvom hun savner sin mor, mangler hun ikke at bearbejde noget. Hun accepterer sin sorg.
»Jeg er ikke bange for at gå ind i sorgen. Det er ikke det samme som, at det ikke har været hårdt. Det var helt vildt hårdt. Min verden faldt sammen, da min mor blev syg, og jeg kæmpede for at få hverdag og arbejde til at hænge sammen samtidig med det svære forløb med min mor.«
Moderen holdt ud i halvandet år. Der var op- og nedture, men det gik kun én vej.
For Stine Buje var det vigtigt at lære så meget som muligt om sin mor, før det var for sent. Men det var ikke helt let at få taget hul på de følsomme emner.
»Min mor og jeg håndterede sygdommen meget forskelligt. Jeg havde behov for at gå ind i de dybe snakke om livet og alt det, der ventede forude. Hun havde behov for, at hverdagen fortsatte, som den plejede.«
Når Stine Buje forsøgte at bringe de dybe emner på banen, lukkede moderen ned. Det kom for tæt på. Derfor var Stine Buje nødt til at finde på mere kreative måder at få åbnet op for samtalen.
En af måderne var at samle 61 breve fra familie, venner og kolleger. Hver især havde de skrevet om en god stund i selskab med moderen. De blev afleveret på hendes 61 års fødselsdag, og var en god indgang til at tale om alt det, moderen havde oplevet.
»Hun blev overvældet over alle dem, der havde skrevet til hende, men det blev en hyggelig dag, hvor vi snakkede, grinede og græd. Det var første gang, vi tog hul på det hele. Jeg fandt bl.a. ud af, at hun jo havde haft et helt liv før mig, hvilket man som datter godt kan glemme. Jeg hørte f.eks. om dengang, hun flyttede fra Jylland til København, og hvordan det var at være fremmed i en helt ny by. På den måde lærte jeg hende bedre at kende.«
Vigtigt for begge
I begyndelsen frygtede Stine Buje at overskride moderens grænser, men sidst i sygdomsforløbet, da de sad på hotelværelset med postkortene, og Stine Buje gav sin mor en pedicure, sagde moderen noget, der stadig rører datteren.
»Hun sagde, at hun var glad for, at jeg hjalp hende med at sætte ord på det, der var svært at tale om. Det havde været min største frygt, at det blev for meget for min mor med de her snakke. Nu vidste jeg, at det også var vigtigt for hende. Det kan være ensomt at være døende, fordi der er så meget berøringsangst, og folk undviger. Det er tit et misforstået hensyn, som gør, at den døende ikke får mulighed for at tale om det, der venter,« siger Stine Buje, der i dag holder foredrag for og tilbyder rådgivning til pårørende, der vil have det bedste ud af den sidste tid med deres nære.
Sorgen er for altid
Halvanden måned efter hotelopholdet var det slut. I marts 2014 sagde Stine Buje farvel til sin mor på et hospice.
»Jeg tog hendes hånd. Fortalte hende, at hun havde kæmpet en flot kamp. At det var okay at give slip nu. Vi sagde, at vi elskede hinanden.«
Det var de sidste ord mellem Stine og hendes mor, inden hun forsvandt for altid.
Forløbet har bevist for Stine Buje, hvor vigtigt det er, at få talt sammen inden døden. Hvor svært det end kan være.
»Havde jeg ikke gjort det, skulle jeg kæmpe både med sorgen over at have mistet hende og sorgen over ikke at have fået det bedste ud af den sidste tid. Det kan være svært at fortsætte i livet alene, hvis man føler, der er noget, der mangler at blive sagt.«
Hun forstår godt, at det er kan være svært,
»De svære snakke indebærer jo en erkendelse af, at den ene af os snart skal herfra. Det er rigtig hårdt at acceptere, men det nytter ikke, at tie det ihjel. Noget så simpelt som at sige: ’Jeg elsker dig’, har mange svært ved. Jeg håber, at min historie og min bog kan motivere folk til at turde – og ikke nødvendigvis kun, når den ene snart skal dø.«
Selv har hun accepteret, at sorgen altid vil være en del af hende.
»Da hun var død, følte jeg, vi var kommet omkring det hele, men der dukker hele tiden nye ting op. F.eks. ville jeg gerne have haft flere videoklip, for jeg glemmer hurtigt hendes bevægelser. Sorgen vil være med mig altid. Den er et udtryk for min kærlighed til min mor, og min kærlighed forsvinder jo ikke bare, fordi hun ikke er her længere.«
Guide Sig ordentligt farvel
Snak nu
- Udskyd ikke samtalerne. Saml mod til at få sat gang i samtalen med det samme. Tag hul på det, du gerne vil tale om. Det skal være nu, for sygdomme kan udvikle sig i alle retninger, og ende med at forhindre jeres snak. Ofte bliver overskuddet hos begge parter mindre, jo længere man kommer i forløbet.
Brug musik eller billeder
- Det kan hurtigt blive for følelsesladet, at have ’den store samtale’. Det kan være svært at sige: ’Nu vil jeg høre ALT om dit liv’. Brug kreative metoder til at komme rundt i samtalen, det bliver lettere både for dig og den døende. Musik, som betyder noget særligt for den døende, kan sætte gang i samtalen. Det samme kan billeder, af oplevelser, man har haft sammen. En god idé kan være at tage på hotel, i sommerhus eller andet, så man slipper hverdagen.
Dokumentér
- Gem din sidste tid sammen med den, du skal miste. Man glemmer hurtigt stemmer, bevægelser og historier, selvom de står meget klare, lige når personen dør. Sørg for at gemme sms’er, optag jeres samtaler, tag billeder eller video, så du senere lettere kan mindes.
Vær sammen
- Man bliver let fanget i hverdag, arbejde og daglige pligter. Men prioritér hinanden. Alt det andet kan du indhente bagefter. Husk, at det ikke nødvendigvis er arbejdet, der er det vigtigste i dit liv lige nu. Tiden med din nærmeste kommer aldrig igen, og den, du har, vil du værdsætte resten af dit liv. Har du dårlig samvittighed over, at forsømme arbejde eller venner, så vær åben omkring det.
Pas på dig selv
- Der er så meget fokus på den, man skal miste, at man kan glemme sig selv. Konsekvensen kan være, at man ikke kan overskue at være der for den, der skal dø. Husk at få et pusterum fra sygdommen. Læs af på mennesker omkring dig. Vær klar over, hvad du har behov for. Det kan være, at der er venner eller familie, der skal komme og fylde køleskabet op med mad og straks gå igen. Vær ikke bange for at række ud efter hjælp.
En kort afsked
I modsætning til Stine Buje, fik BT’s Nicolaj Thomas Truelsen aldrig taget ordentlig afsked med sin far
»Da Stine Bujes mor i 2014 efter halvandet års sygdom døde af lungekræft, var både Stine Buje og hendes mor klar. For de fik taget afsked.
I modsætning til størstedelen af dem, der skal sige farvel, fik Stine Buje gjort det svære let. Selv fik jeg aldrig taget ’den svære samtale’ med min far, før han døde for snart seks år siden.
Jeg var 17, da jeg mistede min far til lungehindekræft. Det var i sommeren 2009. Fra han fik diagnosen til han døde, gik der bare få måneder. Dér gik vi og troede, at det bare var nogle rygsmerter. Men da min far pludselig lå helt bleg i sengen og ikke kunne bevæge sig, frygtede vi noget langt værre. Han blev kørt til scanning, som afslørede, at det var uhelbredelig kræft.
Pludselig var de næste måneder den sidste tid, vi nogensinde skulle få sammen.
Som enebarn i en tryg familie, hvor mor og far altid havde været sammen, og hvor jeg altid havde deres støtte, var det en besked, der var umulig for mig at tackle. I min barndom spillede vi ofte computerspil sammen og fiskede, så vi havde et godt forhold.
Da jeg den sommerdag i 2009 sagde farvel til min far, tænkte jeg ikke over, at jeg måske burde have talt med ham om min barndom, om hvordan det er at være far, og hvordan hans liv var før mig.
Det er først nu, at jeg - især efter at have læst linjerne i Stine Bujes nye bog - har tænkt over, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Men det var svært. Hverken min far eller jeg – var og – er typer, der åbner æsken med de helt store spørgsmål. Jeg nåede aldrig at tage mig sammen, før det var for sent.
Når jeg tænker tilbage, var jeg konstant i underskud. Hele perioden står meget sløret for mig. Det eneste, jeg husker fra sygdomsforløbet, er alle turene frem og tilbage til sygehuset med min mor og farmor. Stine Buje husker også turene til sygehuset med sin mor.
Men som hun skriver i sin bog, husker hun også, hvordan hun fik talt med sin mor om hendes barndom, om det at være mor og så videre. Dér var jeg slet ikke i mine tanker.
Misundelig
Selvfølgelig gjorde min unge alder det ikke lettere, men det er stadig imponerende for mig at se alle de kreative tanker, Stine Buje kunne overskue at tænke under hendes mors sygdomsforløb. Det nåede jeg aldrig.
Man ved aldrig, hvordan man reagerer på at få en besked om, at det snart er slut, før man står midt i det. Jeg lukkede ned, mens Stine Buje åbnede op – både for sig selv og sin mor.
Jeg så min far gå fra at spille golf til knap at kunne løfte sin arm. Til sidst var han helt udmarvet og så pumpet op på morfin, at det var næsten umuligt at tale med ham. Det gjorde det ikke nemmere at få sagt det, der skulle siges, at jeg så min far falde sammen på den måde.
Når jeg læser alt det, Stine Buje og hendes mor nåede sammen, bliver jeg misundelig. Jeg ville ønske, at jeg ligesom hende havde samlet 30 postkort med spørgsmål om min fars liv, mit liv og vores liv sammen.
At han fik givet mig sine sidste råd, og at jeg fik fortalt ham, at jeg nok skulle klare mig. Jeg er sikker på, at det ville have lettet en del af min efterfølgende sorg, hvor jeg havde 25 pct. fravær i 3.g og ofte endte med at bryde sammen, hvis folk spurgte ind til mig. Jeg er sikker på, at det havde gjort det lidt nemmere for min far at give slip i sin sidste tid med store smerter.
Jeg har accepteret, at det for min far og jeg blev en kort og ikke en smuk afsked. I stedet for afskeden, som vi ikke tog, fokuserer jeg på den tid, vi nåede at have sammen, inden sygdommen ramte. Men jeg håber at kunne inspirere andre til at tage mod til den svære samtale – inden det er for sent.
Uden tvivl giver den en lettelse hos både den døende og den pårørende.«
