Naturen er en mental vitaminpille. Men det er kun knap halvdelen af alle voksne danskere, der får ’vitamin N’ mindst én gang om ugen.
Vi flytter fra landet ind i byerne. Tilbringer stadig mere tid på sofaen, mens iPads og smartphones stjæler opmærksomheden.
Danskerne lider af naturmangel. Mangel på ’Vitamin N’, der styrker vores mentale sundhed. Det mener læge og journalist Peter Qvortrup Geisling, der har skrevet bogen ’Naturen på recept’, som udkommer i denne måned.
Det er kun knap halvdelen af de voksne danskerne, der mindst en gang om ugen færdes i skoven, på mark eller stranden. Men 60 pct. ville ønske, at de brugte mere tid i naturen. Det viser en YouGov undersøgelse foretaget for BTMX.
Friluftsrådet er ikke overrasket. Danskerne har nemlig opdaget værdien af at tage ud i naturen, både for at være aktive og for at få ro og fred.
»Vi tager ud i naturen for at mærke os selv på den ene eller anden måde. En tur i naturen giver også mulighed for en anden form for nærvær med dem, man er sammen med i forhold til, hvis man er derhjemme med hver sin skærm som en forlængelse af hånden,« siger direktør i Friluftsrådet Jan Ejlsted.
Alligevel kan det være svært at få presset naturoplevelser ind i hverdagen – især hvis man bor i byerne, hvor skoven ikke er lige uden for døren.
Mangel på tid på grund af arbejde er den største barriere for, at voksne ikke kommer ud i naturen, viser undersøgelser fra Friluftsrådet. For børn er det elektronisk legetøj og sport. Også vejret nævner flere.
»Hundeejere er oftere i naturen end andre. Hvis vi nu luftede børnene eller partneren, ligesom vi lufter hunden, så ville det blive til noget,« siger Jan Ejlsted.
Byen gør os syge
De senere år er flere danskere flyttet fra områder på landet eller små byer til de større byer. Vi er det land i EU, hvor strømmen mod byerne har været størst, viser tal fra Eurostat. Det betyder også, at vi i stigende grad lever mere adskilt fra naturen.
Forskning peger på, at det moderne bylivs vilkår er en del af forklaringen på den voldsomme stigning i overvægt, type 2-diabetes, knogleskørhed, hjerte-kar-sygdomme, stress og depression. På den baggrund har WHO advaret om, at manglen på grønne områder i hverdagen er et problem for sundhed og velvære.
Professor i landskabsarkitektur Ulrika K. Stigsdotter ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, forsker i, hvordan naturen påvirker vores sundhed.
»Vi ser nogle positive effekter både mentalt, social og fysisk. Og de positive sammenhænge ser vi, uanset om man er fysisk ude i naturen eller kigger på den,« siger hun.
Hvorfor det forholder sig sådan, er forskerne uenige om. Den mest overbevisende teori lige nu er, at vi i hjernen har to forskellige opmærksomhedssystemer. Den målrette opmærksomhed, som især er i spil, når vi i et bymiljø skal sortere flere millioner indtryk i sekundet. Den målrette opmærksomhed gør os mentalt trætte og kan resultere i stress. Den spontane opmærksomhed er i spil, når vi er i naturen. Her scanner vi omgivelser, uden at det kræver energi på samme måde som den målrette opmærksomhed i byen.
»Man kan sige, at vi ude i naturen giver den målrettede opmærksomhed en pause, så den kan nå at genoplade,« siger hun.
Derfor arbejder vi f.eks. bedre, hvis vi fra vores arbejdsplads kan se noget grønt ud gennem vinduet. Naturen styrker vores mentale restitution.
Derudover opfordrer naturen også til fysisk og social aktivitet, som i sig selv er sundhedsfremmende.
»Træning i fitnesscentret er også sundt, men hvis vi tager træningen med ud i naturen, vil vi få en endnu større effekt ud af det, fordi vi også får den mentale stimulation,« siger hun.
Det gælder også i sociale relationer. Det er sundt at være sammen med andre, f.eks. at mødes med en veninde til kaffe. Men vil du også styrke din mentale sundhed, så hæld kaffen på en termokande og tag den og veninden med ud i naturen.
- Peder Vestergaard er leder i FDF Sletten Familie- og Friluftskreds
'Det giver et helt fantastisk nærvær at se naturen i børnehøjde'
Det er 1. januar. Mens de unge mennesker plejer tømmermænd på Mc Donald’s, og naboerne går og fejer fortovet, har Peder Vestergaard og familien smurt madpakker og er taget i skoven. De vågnede tidligt og havde efter julens ræs brug for ro. Skovturen var en spontan beslutning. De trasker igennem sneen, som nogle steder når langt over støvlehøjde. Ingen andre har fået samme idé – og slet ikke klokken 8-10 stykker om morgenen, så de er helt alene. Enkelte fugle pipper, men ellers er der fuldstændig ro.
»Vi kører også tit til Nationalpark Thy. I 25 år er jeg kommet deroppe og nyder de store vidder og roen. Det er det eneste sted i Danmark, hvor naturen rigtig viser tænder.«
Naturen i børnehøjde
Hvorfor blev du FDF’er?
»Jeg var otte år og var allerede dengang betaget af naturen – at være ude at lege og få skrammer på knæene. Jeg blev draget af, at der var nogle voksne, som havde lyst til og forstod at lave aktiviteter i naturen med sådan nogle som os – helt nede i børnehøjde. Og så var det lidt en tradition i familien, hvor vi har været FDF’ere siden engang i 1930erne.«
Hvad får du ud af det?
»Jeg har været med i FDF siden 1986, så det er blevet en del af min identitet at have med friluftsliv og børn at gøre. I FDF Sletten Familie- og Friluftskreds mødes vi 12 lørdage om året fra klokken 10 til 16, hvor vi laver mad på bål og andre aktiviteter, som passer til årstiden. Aktiviteterne er tilpasset børnenes alder – de fleste er førskolebørn – og der er plads til barnevogne, bleskift og middagssøvn. Om sommeren sover vi i sheltere og går på skattejagt, om vinteren kælker vi i sneen, laver snelygter og leder efter dyrespor. Vi laver al mad på bål og har f.eks. lavet en helt traditionel julemiddag med and, rødkål, brune og hvide kartofler på bålet. Selv om det er frostgrader og blæser lidt, så smager maden bare så meget bedre ude i naturen. I hverdagen kan det være svært at inddrage børnene i madlavningen, men derude tager ting den tid, det tager, og alle skal hjælpe til, hvis vi skal have mad. Når vi er sammen derude, har vi meget sjældent mobilerne fremme. Det giver et helt fantastisk nærvær som familie at se naturen i børnehøjde.«
Sådan kommer du i gang:
Meld dig ind i en FDF- eller spejderkreds. Der kan dog være ventelister, og de særlige familielørdage findes langtfra alle steder. Men så kan du heldigvis selv tage familien med ud i naturen.
Pak soveposer og liggeunderlag og flyt for en nat ud i et af de gratis sheltere, som findes i hele Danmark. Sov i naturen og bliv vækket af fuglene, når solen står op.
Lav havregrød på det bål, det har taget tre timer at tænde. Det er den bedste grød, man kan få.
Ved en shelterplads er der lidt mere komfort – flere steder er der f.eks. vand og toilet – så det er et godt sted at begynde. Her kan alle børn være med. Vi havde vores med, fra de var tre måneder.
En cykeltur i skoven er også en god begyndelse. En helt almindelig cykel kan sagtens køre på de små knoldede og rodfyldte stier inde i skoven.
- Thomas Laursen samler spiselige planter i naturen som f.eks. tang, bær, svampe og urter
’Det føles som at vende tilbage til mig selv’
I Mols Bjerge har jeg et lille, hemmeligt sted, hvor jeg første gang fandt mynte og brøndkarse. Ikke så langt fra mit allerbedste kantarel-spot strømmede en lille bæk.
Før jeg kom dertil, mødte jeg en afgræsset eng, og omkring bækken var der tjørn og vilde æbler. Vandet i bækken var kun ti centimeter dybt og forsvandt ud i en slugt.
Op af vandet stak vandmynten og brøndkarsen.
Det er et supersmukt sted, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, selvom jeg i dag kender til steder, hvor det er meget bedre at finde mynte og brøndkarse. Første gang jeg sad der, var jeg bare en ung mand. I dag er jeg 25 år ældre. Jeg har kun haft ganske få med derude, så på den måde er det et superprivat sted for mig. Jeg husker de samtaler, jeg har haft der, og fører dem videre i mit hoved. På en måde føles det som at vende tilbage til mig selv.«
Hvorfor samler du mad i naturen?
»Fordi jeg ikke kan lade være. Det er i mit dna. Jeg har gjort det mere eller mindre hele mit liv – også som barn. Jeg har en indre scanner, der hele tiden kigger efter næste måltid alle steder, jeg færdes. Forleden skulle jeg til cykelhandleren, og så skulle jeg lige kigge i den her skov, hvor jeg er kommet de seneste ti år for at samle kantareller.
Det er meget få måltider, jeg spiser, som ikke har en eller anden vildskab i sig. Lige nu går jeg ude i min – vilde – have og spiser hindbær.«
Hvad får du ud af det?
»Jeg bliver glad, når jeg er derude. Jeg har mine steder, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Når jeg er alene sådan nogle steder, finder jeg en ro, som jeg har opdaget, at jeg nyder.
Jeg elsker også at tage folk med ud et sted, som de troede, de kendte, og vise dem alt det vilde, de ikke har set før, men som jo altid er der. Jeg plejer at joke med: ’Hov, pas på du ikke træder i maden’.
Mange er fascineret af tanken om at være selvforsynende. Det er jeg sådan set også, men jeg handler altså også i Brugsen. Det betyder noget for mig, at det er nogle rene og ordentlige ting, jeg spiser.
Min mad er tæt knyttet til landskaber. Jeg mærker årstiderne. Nu kommer f.eks. brombærrene. Hvis man ikke er ude at mærke årstidernes skiften, har jeg svært ved at forstå, hvorfor man gerne vil bo i Danmark.«
Hvordan begyndte det for dig?
»Som dreng var jeg på ferie i Normandiet. Der samlede jeg østers og muslinger, som vi tilberedte. Der blev vækket en jæger og samler i mig. Hjemme igen samlede jeg blåmuslinger. Senere gik jeg på svampejagt og mødte en masse mennesker, som kunne gøre mig klogere på det. Jeg kunne gå ude og samle svampe fem-seks timer om dagen. I de senere år er urterne så kommet til.
Før Noma og hele bæredygtighedsdagsordenen var det at være samler ikke noget, man kunne fange pigernes interesse med ude i byen. Men der er virkelig sket meget i den vilde gastronomi de seneste 15 år. I 90erne bestod et eksotisk måltid af grønlandske rejer, koriander fra Thailand og mango fra Peru. I dag skal et måltid helst været samlet på maks. 10 kvadratmeter.«
Sådan kommer du i gang:
Begynd med at samle de vilde planter, du kender. De fleste kender brombær, vilde æbler og den slags. Regel nummer ét er, at du ikke skal spise noget, du ikke ved, hvad er. Mange er meget bange for at spise svampe, de ikke kender, men tænker ikke over, at planter kan være lige så giftige.
Stranden er et godt sted at begynde, da det er et af de sikreste steder at samle vilde planter. F.eks. kan man finde strandarve, der smager lidt af agurk, samt strandmælde og hvidmelet gåsefod, der kan tilberedes ligesom spinat.
Lige nu kan man også finde brombær, vilde hindbær eller, hvis man er heldig, skovjordbær. Hybenrosen er også nem at kende. Putter man kronbladene i en hvidvinseddike, får den en smuk lyserød farve og smager fantastisk.
- Stine Arenshøj løber trailløb - det vil sige løb på små stier i skov, bakker og bjerge
'Skoven blev en måde at overleve på’
Jeg løber på små spor gennem mudder og vandhuller. Jeg er ikke langt inde i skoven, før jeg mærker, hvordan skovens ro omslutter mig. De frustrationer, jeg havde med herud, forsvinder lidt efter lidt. Jeg lytter til mit åndedræt, hører små grene knække under mine fødder, ser et egern, der springer. Jeg bare løber. Skridt for skridt kan jeg mærke, hvordan kroppen letter og spændinger forsvinder. Skridt for skridt gennem skoven bliver jeg flyvende, ingen tanker, ingen forstyrrelser, kun lyden af mit åndedræt og skoens sål mod underlaget. Jeg nyder at mærke kroppens styrke. Både fortid og fremtid forsvinder. Jeg bare er.«
Hvorfor begyndte du at løbe i skoven?
»Jeg har en livshistorie med et kræftforløb og en grim skilsmisse. Samtidig havde jeg børn og et arbejde at passe, så jeg skulle finde en måde, hvor jeg kunne være i alt det på. Jeg har altid løbet lidt, men jeg fandt ud af, at hver gang jeg løb i skoven, så skete der bare noget særligt. Jeg kunne løbe ind i skoven og være ked af det og frustreret, og når jeg løb ud, var jeg glad og havde overskud til at håndtere mine udfordringer.
Skoven blev en måde at overleve på, når livet var hårdt. Men nu bruger jeg det også til at opretholde energiniveauet i hverdagen og fjerne hverdagens negative tanker og frustrationer. I stedet for at skælde familien ud, løber jeg en tur, og så kan jeg sige tingene på en pæn måde, når jeg kommer hjem. Selvom jeg bor i byen, er jeg i skoven mindst fem dage om ugen.«
Hvad får du ud af det?
»Når jeg løber i skoven, er jeg så koncentreret, at jeg ikke kan tænke på andet. Hovedet bliver tomt. Fjerner jeg fokus fra, hvor jeg skal sætte min fod næste gang, risikerer jeg at ligge på stien lige så lang, jeg er. Det betyder også, at mine øjne hele tiden flakker for at læse underlaget. Øjnenes flakken aktiverer vores bearbejdningscenter i hjernen, som gør, at vi bedre kan håndtere alle mulige situationer.
Skoven i sig selv gør, at stressniveauet falder markant. Har du været i naturen i en times tid, er du ikke i stand til at tænke negative tanker. Jeg får det så vanvittig godt af at være derude, at det ikke er noget, jeg vil undvære.
I forhold til almindeligt løb er krop og hoved nødt til at tale mere sammen. Det gør, at jeg er bedre til at mærke efter i min krop. Det bløde terræn er også mere skånsomt for muskler og led. I det hele taget er jeg blevet en stærkere løber og løber hurtigere, fordi det bakkede terræn udfordrer mig. Fokus er dog aldrig på hverken tid eller kilometer.«
Hvad får I som familie ud af det?
»Vi har seks børn herhjemme, og det kan være lidt uoverskueligt at slæbe dem alle med i Tivoli. I skoven kan vi være sammen, tonse i bakker, løbe gennem mudder, kravle over åer og springe over væltede træer. Børnene har en fest i skoven, selvom de godt kan brokke sig lidt, når vi skal af sted: ’Ej, skal jeg lægge min iPad?’
Når vi først er derude, så giver det børnene samme effekt, som vi voksne oplever. De kobler af. Og samtidig oplever de forældre, som er mere til stede, fordi vi ikke har vasketøj og mobiler til at distrahere os i skoven.«
Sådan kommer du i gang:
I virkeligheden skal du bare finde en skov og sætte den ene fod foran den anden. Har du ikke en skov uden for døren, så hop i bilen, på cyklen eller i toget.
Er skovturen for stort et projekt så prøv det af i weekender og ferier, hvor du har bedre tid og måske er tættere på skov og bjerge. Byens parker som f.eks. Frederiksberg Have kan også være en begyndelse.
Sko er det eneste udstyr, du behøver. Du kan løbe i alle slags sko, men vil du ofre lidt på din nye hobby, så invester i et par gode trail-løbesko, så du står godt fast på underlaget.
Drop løbeur, løbeprogrammer og fancy løbetøj. Det handler om at mærke efter i din krop, så tid og distance er ikke afgørende. Det nye løbetøj risikerer du bare at rive i stykker i skoven.
Find mere inspiration i bogen ’Trailløb - Kom i form i både krop og sind’ af Stine Arenshøj.
Kilde: 1.008 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet har svaret i perioden 1.-7. Juli 2017. Citat må kun ske med angivelse af kilde: YouGov for BTMX
