De er gode med fløde, vaniljeis eller med lidt sukker på, og især når solen skinner. Jordbær er en sommerklassiker, men de sunde bær, er måske ikke så sunde endda.

I tre ud af fire konventionelt dyrkede jordbær fra Danmark er der giftrester, det viser en ny rapport. Det er DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen Pesticidkontrol, der har lavet stikprøver i den danske sommerfavorit. Det skriver Politiken.

74 procent af de konventionelt dyrkede jordbær indeholder giftrester fra produktionen, mens de udenlandske jordbær er endnu værre, her er 86 procent af dem med giftrester på.

Det kan hjælpe at vaske bærrene, men desværre fjerner en tur under hanen ikke al giften. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du bruger koldt vand til at skylle dem grundigt, det kan fjerne omkring en tredjedel af giftstofferne, men helt fri bliver du ikke.

Økologiske jordbær er derimod det bedste valg, hvis du vil være helt fri for giftstoffer. Stikprøven viser nemlig, at der ikke var nogle giftstoffer i de økologiske bær. Men de er også markant dyrere end de konventionelle og kan være svære at finde i supermarkedet.

Generelt er det de udenlandske madvarer, som er meget mere sprøjtet end de danske. Man kan halvere sit indtag af sprøjtegift, hvis man lægger de danske varer i indkøbskurven istedet for de udenlandske.

De værste udenlandske fødevarer:
100 procent hvedemel indeholder rester af sprøjtegift - 17 procent af dansk hvedemel.
92 procent af pærer inderholder rester af sprøjtegift - 36 procent af de danske pærer.
86 procent af jordbær indeholder rester af sprøjtegift - 74 procent af de danske jordbær.
62 procent af tomater indeholder rester af sprøjtegift - 8 procent af danske tomater.