Det er lykkedes at reducere kontoransattes siddetid med over en time, viser et stort dansk forskningsprojekt. Og det kan både ses på vægt og sundhed.

»Vi har kunnet se et fald i fedtprocenten og en øgning af den fedtfri masse på kun tre måneder, så på sigt må man forvente, at det kan medføre nogle sundhedsmæssige forbedringer ved f.eks. at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme,« siger projektleder Ida Høgstedt Danquah fra Center for Interventionsforskning ved Statens Institut for Folkesundhed, der står bag det danske forskningsprojekt, der er gennemført på fire arbejdspladser.

LOG IND PÅ BT PLUS og få mere viden om, hvordan du selv kommer igang med at mindske risikoen for overvægt, hjerte-kar-sygdomme, dårlig kondi og en masse andre skavanker forårsaget af stillesiddende arbejde ...

Det får du:

  • Artikel: Stå og gå dig sund på jobbet
  • Undersøgelse: På job med Lene, Gitte og Bror
  • GUIDE: Her er rådene til at få dig op af arbejdsstolen

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Det er lykkedes at reducere kontoransattes siddetid med over en time, viser et stort dansk forskningsprojekt.

Drop stolen. Stå op. Og tag mødet til fods. Det er nogle af de tiltag, der har fået kontoransatte til at bruge mindre tid på sin flade.

En time og 11 minutter mindre på kontorstolen om dagen er resultatet af et dansk forskningsprojekt, der har fundet sted på fire arbejdspladser. Det kan mærkes på helbredet, fortæller projektleder Ida Høgstedt Danquah.

»Vi har kunnet se et fald i fedtprocenten og en øgning af den fedtfri masse på kun tre måneder, så på sigt må man forvente, at det kan medføre nogle sundhedsmæssige forbedringer ved f.eks. at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme,« siger Ida Høgstedt Danquah fra Center for Interventionsforskning ved Statens Institut for Folkesundhed, der står bag projektet.

Flere stillesiddende job

45 pct. af den danske arbejdsstyrke har et stillesiddende arbejde. Det svarer til ca. to mio. danskere. Og tendensen er stigende. Derfor gik det tre måneder lange forskningsprojekt, der er det største af sin art i verden, og som 317 kontorfolk deltog i, ud på at reducere den tid, de sad ned i løbet af arbejdsdagen. Det lykkedes med i gennemsnit 71 minutter dagligt, hvilket er opsigtsvækkende.

»Vi har en stor gruppe af kontoransatte, der sidder ned i op mod ti timer om dagen både på arbejde og i fritiden, og vi ved, at dét at sidde meget øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og tidlig død. Derfor er det relevant at reducere siddetiden,« siger Ida Høgstedt Danquah.

Fredensborg Kommune var en af de fire arbejdspladser, der var med i forsøget. Her har ændringerne i arbejdsrutinerne været så stor en succes, at man arbejder på at udbrede konceptet, der hedder ’Take a Stand!’, til resten af kommunens rådhus. Det fortæller Charlotte Mandøe, der er teamleder i strategi og kommunikation og har været med til at udfolde projektet.

»Vi kan se, at det virker,« siger Charlotte Mandøe, der har oplevet, at medarbejderne er glade og har mere energi. Desuden er det med til at sikre et lavere sygefravær.

»Det er ikke kun et rent økonomisk incitament for os med at få færre sygedage, men det er også, fordi vi gerne vil tage hånd om medarbejderne og sørge for, at de også har et godt liv, når de går herfra kl. 16 om eftermiddagen,« siger hun.

Fællesrejsning er sundt

Projektet gik som navnet indikerer bl.a. ud på, at medarbejderne skulle stå op eller gå mere i løbet af arbejdsdagen. Der fulgte en række lavpraktiske og helt konkrete råd, som f.eks. at bruge hæve/sænke-bordene mere aktivt. På et kontor var der en, der rejste sig op en gang i mellem og råbte, ’så er der fællesrejsning’ som signal til, at alle skulle hæve bordene og stille sig op, fortæller Ida Høgstedt Danquah. Stående eller gående møder er også blevet et hit. Det er sundt, for det kan øge stofskiftet, som mindsker fedtprocenten, hvilket har en gavnlig effekt på helbredet.

»Når du står op, aktiverer du de store muskler i lår, balle og lænd, og de er rigtig vigtige for ens stofskifte, og det er derfor, at det gør en forskel at stå frem for at sidde,« siger Ida Høgstedt Danquah.

I Fredensborg Kommune har man indrettet mødelokaler og fællesarealer med høje borde, som inviterer til at stå op. Derudover har de etableret en gangsti rundt om rådhuset, så man f.eks. kan holde gående møder udenfor. Og ind imellem tegner de hinkeruder på de lange gange eller tegner pile, der peger mod trappen i stedet for elevatoren. Alt sammen små ting, som skal give medarbejderne et puf i den mere aktive retning.

Nye vaner er svært

»Det sværeste ved at udbrede det er, at vi skal ændre vores vaner,« siger Charlotte Mandøe. Hun oplever dog, at medarbejderne har taget godt imod projektet.

»Man får et fællesskab omkring det og bakker hinanden op.«

Ifølge forskerne er det da også ’relativt nemt at ændre på’, når man står sammen om det.

»Det er meget individuelt, hvad man vil gøre, men det er de her små ændringer, der kan blive til nye vaner i hverdagen,« siger Ida Høgstedt Danquah.

Rulles ud i resten af kommunen

80 ansatte på Fredensborg Kommune deltog i projektet, der kørte sidste år. Man kan stadig mærke, at det sætter sit præg på arbejdspladsen. Derfor vil projektets koncept henover efteråret blive rullet ud til alle ni centre og 400 ansatte på kommunens rådhus.

Lene Hald Nielsen, 53 år
Lene Hald Nielsen, 53 år
Vis mere

Lene Hald Nielsen, 53 år

På vej i skraldespanden. Lene Hald Nielsen har taget projektet ’Take a Stand!’ til sig. »I vores afdeling valgte vi at fjerne vores skraldespande alle sammen, og det betød, at man gik ud til en skraldespand længere væk og afleverede skraldet, og jeg har valgt ikke at få min skraldespand tilbage igen,« siger hun.

Lene Hald Nielsen er også blevet bedre til at hæve og sænke sit skrivebord, at gå hen til kollegerne i stedet for at skrive eller ringe til dem, og så tager hun trappen, når hun bevæger sig rundt i huset eller tager et møde til fods.

»Der er ingen tvivl om, at vi var bedre, mens projektet stod på, men man har fået nogle ting, som bare er naturlige.« Hun beskriver projektet som et ’wakeupcall’.

»Jeg kan da mærke, at min krop har det bedre.«

Gitte Buenaventura, 37 år
Gitte Buenaventura, 37 år
Vis mere

Gitte Buenaventura, 37 år

For Gitte Buenaventura er koncepterne fra ’Take a Stand!’ blevet en naturlig del af hverdagen.

»Jeg fik stort fokus på, hvad det kunne betyde for min egen sundhed. De her små ting har jeg fået indarbejdet, så det er blevet en rutine til hverdag.«

Halvdelen af tiden ved skrivebordet foregår stående.

»Jeg hæver altid mit bord, inden jeg går hjem, så når jeg møder ind, er mit bord altid oppe, så jeg starter altid stående,« siger hun.

»Det har en tendens til at smitte lidt. Jeg hører i hvert fald, at jeg er med til at motivere de andre på kontoret til at stå op.«

Gitte Buenaventura mener i det hele taget, at det betyder meget, at man gør tingene sammen. På hendes afdeling har de f.eks. besluttet at holde ’torsdagsmødet’, der er et hurtigt møde på et kvarter, stående.

Bror Hast, 57 år
Bror Hast, 57 år
Vis mere

Bror Hast, 57 år

Bror Hast tager trapperne i stedet for elevatoren, når han møder ind på sit job på Fredensborg Kommune.

»Jeg vil bare ikke være tyk. Det er nok mest derfor,« griner han. Han er vant til at stå op og arbejde, men efter ’Take a Stand!’ er der alligevel blevet plads til nye rutiner.

»I vores afdeling har vi en daglig gymnastik på ca. fem minutter hver morgen kl. 10 med musik, hvor ca. halvdelen – 20 ud af 44 – deltager,« siger Bror

Hast. Det var en ’øjenåbner’ at have en skridtmåler på. »Rent faktisk tror jeg, de fleste af os troede, at vi gik mere, end vi egentlig gjorde.«

Tag mødet til fods. Det er et af rådene i projektet ’Take a Stand!’, der går ud på at få kontoransatte til at røre sig noget mere i løbet af arbejdsdagen. Og det er en idé, de har taget til sig på Fredensborg Kommune. På billedet Gitte Buenaventura (tv.), Bror Hast og Lene Hald Nielsen i gang med et møde. Foto: Michael Bothager
Tag mødet til fods. Det er et af rådene i projektet ’Take a Stand!’, der går ud på at få kontoransatte til at røre sig noget mere i løbet af arbejdsdagen. Og det er en idé, de har taget til sig på Fredensborg Kommune. På billedet Gitte Buenaventura (tv.), Bror Hast og Lene Hald Nielsen i gang med et møde. Foto: Michael Bothager
Vis mere