Mange af os har sikkert lagt mærke til dem – billederne af ødelagte organer på cigaretpakkerne, som blev indført tidligere i år. Nu viser en ny undersøgelse, at de ubehagelige billeder faktisk motiverer til rygestop.

Skrevet af: Katja Dehn, redaktionsassistent Netdoktor.dk

Sorte lunger og rådne tænder

De er over det hele - cigaretpakkerne med de ubehagelige billeder af syge lunger og ødelagte tandkød.

I 2003 begyndte man at sætte skriftlige advarsler på cigaretpakkerne, men i februar 2012 blev der tilføjet billeder af ødelagte organer. Og det har haft en stor effekt, viser en undersøgelse foretaget af Epinion A/S på vegne af Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening. Det skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside. 

LÆS OGSÅ: Rygning kan give dig rygerlunger

Undersøgelsen er foretaget blandt 5.000 danskere og viser, at tre ud af fire har lagt mærke til billederne på pakkerne. Og blandt disse siger hver femte, at billederne har øget deres motivation til at lægge smøgerne på hylden. 

Størst effekt blandt unge

Undersøgelsen viser, at hele 29 procent af de unge danskere mellem 15 og 19 år, som har lagt mærke til billederne, har mindre lyst til at købe cigaretter – netop på grund af de ødelagte organer på pakken.

- Det er ikke muligt at vurdere, i hvilken grad de nye billed-advarsler allerede nu har bidraget til at begrænse rygningen. Men undersøgelsen tyder på, at der er en klar effekt på sigt, og at effekten er størst blandt de unge. Det er meget glædeligt, siger Jørgen Falk, chefkonsulent hos Sundhedsstyrelsen.

LÆS OGSÅ: Fra ryger til ikke-ryger - sådan gør du!

Samtidig viser undersøgelsen, at antallet af hverdags-rygere ligger på 16 procent. Det er faktisk det laveste antal, der er målt i en repræsentativ undersøgelse i Danmark. Derudover er antallet lejlighedsvise rygere - eller ”festrygere” - på seks procent.

Starter du dagen med at hoste? Du hoster måske slim op? Eller har du generelt svært ved at trække vejret godt igennem? Så har dine lunger det ikke godt! Se om du er i risikozonen for rygerlunger her.