Han havde givet alt i et skrækkeligt vejr og var dødtræt. Men glæden og stoltheden overstrålede alt.

- Det her er en af de største oplevelser, jeg har haft, siger Daniel Kulonka til BT efter sin debut på Team Rynkebys hold efter ankomsten til Paris fredag eftermiddag.

- At være med til det her, opleve sammenholdet og det fælles mål at støtte Børnecancerfonden giver mig en utrolig glæde. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg er med.

Daniel Kulonka, 28, fighteren fra Frederiksberg, er en af de 1.150 ryttere på de 26 Team Rynkeby-hold, som kørte de 1.200 kilometer til Paris for at samle penge ind til kræftramte børn.

Han er den første benamputerede, det gennemførte turen. Som 6-årig fik han konstateret kræft i højre skinneben og blev amputeret over knæet. Han har kun ti centimeter tilbage af højre lårben.

Daniel Kulonka kører med en protese, der er udarbejdet af en af verdens førende medtechvirksomheder, islandske Össur. Protesen gør det muligt bedre at fordele arbejdet på begge ben.

- Det har været en utrolig hård tur. Flere af dagene kørte vi i silende regn og temperaturer under ti grader. Man måtte virkelig give alt. Men den har også været meget givende. Jeg har mødt fantastiske mennesker, og vi har alle kæmpet for den samme sag, siger han.

Daniel Kulonka havde selv i sin tid, da han var syg, stor glæde af Børnecancerfonden, og i forbindelse med den lange tur fra Rigshospitalet til målet ved Invalidekirken i Paris samlede han 55.000 kr. ind. Over 4.000 tog imod de danske ryttere.

De barske regnvejrsdage kostede flere styrt med brækkede lemmer til følge, men ingen blev alvorligt kvæstet.

- Af de seks gange, jeg har været med, er det her suverænt den hårdeste, siger Team Rynkebys kommunikationschef, Mikkel Tholstrup Dahlqvist.

- Det var vådt og koldt i flere dage undervejs, men netop da vi cyklede ind til Paris, brød solen frem. Lige nu er der en fantastisk stemning med sang i bussen på vej til hotellet.

Blandt rytterne var politikerne Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl og Magnus Heunicke. Man så oså eks-fodboldspilleren Thomas Helveg og tv-værten Niels Chr. Meyer, bedre kendt som Bubber.