De fire kvinder fra programmet ’BS & recepten på lykke’ er stadig medicinfri to år efter, at kameraerne slukkede.

I tv-programmet ’BS & recepten på lykke’ stoppede fire kvinder med at tage antidepressiv medicin. BT har talt med tre af dem, og de bekræfter, at de stadig er medicinfri. Den fjerde deltager Eva Gebauer har det ikke været muligt at træffe, men hun lever ifølge B.S. Christiansen også stadig et liv uden antidepressiver.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om BS.' arbejde med de fire kvinder i deres kamp mod medicinen og hør kvinderne fortælle om deres liv nu - uden antidepressiv medicin.


Fire kvinder, der alle formåede at trappe ud af deres antidepressive medicin, efter de deltog i TV 2-programmet ’BS & recepten på lykke’, klarer sig stadig uden medicin. Ifølge B.S. Christiansen har det været med til at give håb og motivation for mange tusinde, som havde opgivet, at de nogensinde kunne få det bedre.

Den tidligere jægersoldat har ellers ikke noget imod antidepressiv medicin, men alligevel glæder det ham, at de fire kvinder, der for to år siden deltog i ’BS & recepten på lykke’ nu kan kalde sig medicinfri:

’Jeg er så stolt af pigerne. De bruger stadig værktøjerne, som de fik med sig fra forløbet, til at tackle hverdagens udfordringer og livets op- og nedture,’ skriver B.S. Christiansen på sin Facebook-profil.

I de otte udsendelser, der blev sendt for to år siden, så man, hvordan de fire kvinder blev udfordret både fysisk og psykisk, mens de i samarbejde med psykiater, psykolog og diætist blev trappet ud af deres medicin. Den tidligere jægersoldat uddyber over for BT, hvorfor han mener, at pigerne har fået succes:

»Det nytter at handle. Det vil sige, at man tager fat i problemerne ét ad gangen og begynder at løse dem. Det er jo oftest summen af den samlede belastning, der gør, at folk går ned psykisk,« siger han.

Stigende kurve er knækket

Siden programmerne løb over skærmen, er antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin faldet markant. I 2012 købte 455.357 antidepressiv medicin mindst én gang, mens tallet var 438.557 i 2013. Det svarer til et fald på 3,7 pct. – og selvom det måske ikke lyder af meget, er det et knæk på en kurve, der har været opadgående siden 1996. Det glæder B.S. Christiansen, at det ikke blot er ’hans piger’, der kan klare livet uden medicin:

»Jeg er ikke modstander af antidepressiv medicin, det kan være en stor hjælp i en periode, hvor folk er havnet i et dybt, sort hul. Men jeg er glad for, at udviklingen er vendt. Som samfund har vi forvaltet den antidepressive medicin med for løs hånd, så folk i årevis har været på lykkepiller uden anden form for hjælp. Antidepressiv medicin løser som udgangspunkt ikke nogen problemer. Den fjerner ikke årsagen til det, der udløste depressionen, når vi taler om milde tilfælde,« siger han.

Har programmerne så været med til at rykke os danskere i en positiv retning?

»Jeg ved fra den store respons, der har været på udsendelserne, at de fire unge kvinder og deres positive udviklingsforløb har været med til at indgyde håb, motivation og tro hos mange tusinde, som havde opgivet, at de nogensinde kunne få det bedre,« siger B.S. Christiansen.

Nu er det mændenes tur

Til efteråret skal han i gang med endnu et TV2-program, hvor han denne gang hjælper en række mænd med ’at finde ståsted’ i et moderne samfund. Mændene er ikke deprimerede, men de har alligevel noget til fælles med kvinderne fra ’BS & recepten på lykke’:

»Via arbejdet med de unge kvinder – og nu også mændene – har jeg fundet ud af, at rigtig mange mennesker lever et liv ud fra andres forventninger og omverdenens krav. Og det har de gjort pr. automatik i så tilstrækkeligt mange år, at de har mistet følingen med, hvad der egentlig har værdi for dem selv. For at modstå det pres er vi nødt til fra tid til anden at stoppe op og spørge os selv: Lever jeg mit liv eller andres? Hvad betyder mindre, og hvad kunne jeg godt ’skære fra’? Mange vil det hele på en gang, og så kommer de til at leve et overfladisk, flygtigt liv, uden kontakt til deres inderste kerne,« siger B.S. Christiansen.

Han derfor mener, at ’refleksion’ er en af de vigtigste ingredienser i et liv uden depression. Dertil kommer så også motion, tilstrækkelig med søvn og sund kost.

Foto: Picasa
Vis mere

ccc
ccc
Vis mere

26-årige Camilla droppede antidepressiver og fandt troen på sig selv:

»Jeg har fået et helt andet liv«

For 26-årige Camilla Nielsen var det en livsændrende oplevelse at møde den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen og medvirke i TV2-programmet ’BS & recepten på lykke’.

»Jeg har fået et helt andet liv. Før i tiden kunne jeg kun holde ud at være derhjemme, og jeg så kun de nærmeste, som jeg er tryg ved. Jeg fik det nærmest dårligt, når jeg gik ud af min dør. Nu kan jeg gøre, hvad jeg vil. Jeg er ikke bange mere,« forklarer Camilla Nielsen.

Før mødet med B.S. Christiansen led hun af angst og tog antidepressiv medicin. Det er to år siden, hun tog den sidste lykkepille. Beslutningen om at droppe medicinen har ændret hendes liv markant.

»Det har været vildt fantastisk. Pillerne gjorde, at jeg levede lidt i en boble og ikke kunne mærke mig selv. Og man har brug for at kunne mærke sig selv, og hvor man står i livet. Jeg har fået nogle værktøjer, der er meget bedre for mig end pillerne,« siger Camilla Nielsen.

Rammer ikke bunden mere

Den unge kvinde læser medicinal- og molekylærbiologi på Roskilde Universitet og lever et mere udadvendt liv end før.

»Jeg lader mig ikke påvirke af de ydre ting mere, for jeg er tryg ved mig selv og tror på, at jeg er god nok,« siger Camilla Nielsen og fortsætter:

»Vi har alle sammen gode og dårlige dage, og selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg ikke er så glad som andre dage. Men jeg når aldrig ned at ramme bunden, som jeg nogle gange gjorde før i tiden, for jeg er bevidst om, at man, som B.S. siger, skal kæmpe for det gode liv.«

ccc
ccc
Vis mere

33-årige Natalie har lært at prioritere og bruge tid på de vigtige ting:

»Jeg kunne ikke have gjort det uden B.S.«

»Jeg er blevet mere i balance med mig selv, og jeg har lært at acceptere, at jeg ikke behøver at være perfekt til alting.«

Sådan forklarer 33-årige Natalie Gaardboe, hvordan det har ændret hendes liv at kvitte den antidepressive medicin, hun tog mod en depression. Det var under sin medvirken i TV2-programmet ’BS & recepten på lykke’, at hun stoppede med at tage medicinen og i stedet fik en række værktøjer til, hvordan hun klarer hverdagen, også når den er svær.

»Selvom jeg er uden medicin, så er alting ikke bare blevet nemt. Jeg kæmper for det hver dag. Der er stadig dage, der ikke er sjove, men sådan er det jo for alle. Jeg fortryder det ikke et eneste sekund, og som B.S. siger: Et godt liv skal man kæmpe for, og alt er ikke rosenrødt,« siger Natalie Gaardboe.

Hun fokuserer særligt på at prioritere anderledes og vælge de ting fra, der ikke betyder noget. I stedet bruger hun sin energi på de ting, der er vigtige for hende.

»Jeg har lært en masse af B.S., og jeg bruger det hver dag. Jeg har selvfølgelig gjort tingene selv, men jeg kunne ikke have gjort det uden B.S. Han har hjulpet mig meget og inspireret mig til at prioritere det, der betyder noget. Han har givet mig modet til det, så jeg kan gøre det,« siger Natalie Gaardboe.

ccc
ccc
Vis mere

38-årige Mille gennemførte Berlin Maraton efter turen med B.S.:

»Jeg føler ikke længere, at jeg lever i en osteklokke«

For to år og en måned siden trappede 38-årige Camilla ’Mille’ Thorsen ud af den antidepressive medicin, hun tog for at få bugt med stress. En beslutning hun ikke har fortrudt.

»Jeg kan mærke mig selv på en helt anden måde, efter jeg stoppede med at tage pillerne. Det er også en lidt skræmmende oplevelse, for man kan pludselig mærke en masse følelser, der har ligget i dvale på grund af pillerne. Men alt i alt er det helt klart en succesoplevelse,« siger Mille Thorsen og uddyber:

»Jeg føler ikke længere, at jeg lever i en osteklokke. Jeg kan mærke mig selv og mine følelser på en anden måde.«

Tror på egne mål

Det var i foråret 2013, da hun medvirkede i TV2-programmet ’BS & recepten på lykke’, at Mille Thorsen stoppede med at tage den antidepressive medicin. I løbet af programmet fik hun en række værktøjer til, hvordan hun kan klare hverdagen uden medicin og lærte at fokusere på netop de ting, der er vigtige for hende.

»Jeg lærte, hvor stor betydning det har at leve sundt og dyrke motion. En løbetur, hvor jeg kan få clearet hovedet, kan gøre rigtig meget for mig,« siger Mille Thorsen.

I programmet lærte hun også vigtigheden af at sætte sig nogle mål og tro på, at man kan gennemføre dem. Derfor var hun sidste år i stand til at gennemføre Berlin Maraton.

»Jeg har altid gerne ville løbe et maraton, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg gennemførte det på viljen. Jeg har lært, at jeg kan meget mere, end jeg tror, og at jeg ikke skal lade mig begrænse,« siger Mille Thorsen.