Højtidens fede mad og de store måltider behøver ikke, give mavesmerter – ved at følge otte simple råd, kan du undgå ubehaget, lover eksperter.

Brune kartofler, brun sovs og risalamande. Der er nok af fristelser i julen, men det er ikke dem alle, der er lige gode for din mave. Især hvis du lider af irritabel tarm og vil undgå at forværre symptomer som f.eks. oppustethed, forstoppelse og diarré.

Log ind på BT PLUS og læs hvordan du undgår at gå kold på sofaen med ondt i maven.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Artikel: Undgå mave-smerter i julen
  • Guide: 8 gode råd om at mindske dine mavesmerter
  • Fakta: Hvad er IBS (Irritabel tarm)

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Højtidens fede mad og de store måltider behøver ikke, give mavesmerter – ved at følge nogle simple råd, kan du undgå ubehaget, lover eksperter.

Af Heidi Pedersen

Brune kartofler, brun sovs og risalamande. Der er nok af fristelser i julen, men det er ikke dem alle, der er lige gode for din mave. Især hvis du lider af irritabel tarm og vil undgå at forværre symptomer som f.eks. oppustethed, forstoppelse og diarré.

Faktisk er det overhovedet ikke let at have sart mave, når det er december og sæson for julefrokoster og andre hyggelige sammenkomster med rigelige mængder mad. Det fortæller diætist ved Aarhus Universitetshospital Mette Borre:

»Jeg oplever desværre, at der er mange, der får flere problemer, end de plejer resten af året, fordi julemaden har et højt fedtindhold og indebærer mange luftudviklende fødevarer, som f.eks. rugbrød, æbler, svesker og kål,« siger hun.

Det er ikke kun indholdet på tallerkenen, der har betydning for, om du – irritabel tarm eller ej – føler dig oppustet eller ikke kan komme af med julemåltidet igen. Også mængden af mad har indflydelse på, om du føler trang til at ’slå mave’ på sofaen, forklarer professor og forsker i mave-tarm-sygdomme på Aarhus Universitetshospital Klaus Krogh:

»Hvis man spiser for meget, bliver mavesækken og tarmen udspilet, så der opstår kvalme og ubehag. Og i kombination med, at man spiser for meget fedt, som bremser tarmens aktivitet, kan man få meget ondt i maven, specielt dem med irritabel tarm,« siger han.

Folkesygdom

800.000 danskere lider af irritabel tarm (IBS). Typisk opstår maveproblemerne, fordi tarm-indholdet ikke bliver ført frem mod endetarmen som normalt. I stedet bevæger det sig ned i tyktarmen, hvor bakterier får maden til at forgære, og dermed opstår smerterne. Der findes grader af sygdommen, og det er ikke alle, der er lige hårdt ramt. For mange har den såkaldte Low Fod map diæt, hvor man begrænser indtaget af en bestemt type kulhydrater i kosten, vist sig at nedbringe deres gener. Den kan bare være svær at følge i især julemånederne, fordi mange af de fødevarer, der forværrer symptomerne, typisk er fast inventar til en julefrokost. F.eks. den brune sovs, rødkålen, tørret frugt og de ristede løg, det kan være fristende at mæske sig i, men som altså kan give ondt i maven. Diætist Mette Borre anbefaler dog ikke, at man så bliver hjemme, eller at man helt lader være med at følge diæten:

»Jeg har mange patienter, som siger, at de ikke orker den type arrangementer, fordi de ikke ved, hvordan de skal forklare andre, at de ikke spiser bestemte fødevarer. Men jeg synes ikke, man skal isolere sig selv, det går jo ud over ens sociale liv. Så hellere undlade de værste fødevarer her i julen, smage en smule på resten og så holde igen, så man ikke spiser så meget. Hvis det er den nære familie, har de måske også forståelse for, at man selv tager lidt mad med hjemmefra,« siger hun.

For at undgå at overspise råder Mette Borre til, at man ikke tager til julefrokost på en tom mave:

»Mit bedste råd er, at man sørger for at spise lidt hjemmefra, så man ikke ender med at tage fire gange risalamande. Så er man næsten sikker på at opleve oppustethed,« siger hun.

Kommer man alligevel til at spise for meget og for fed mad, er der dog flere ting, men kan gøre. Ifølge professor Klaus Krogh er den bedste medicin, at man i stedet for at smide sig på sofaen og se tv, går en tur med familien. Det sætter nemlig gang i tarmens bevægelser, så man mindsker sine smerter.

Alternativt kan en magnesia-pille mod forstoppelse også være løsningen.

Julen er fyldt med fristelser, men det er ikke dem alle sammen, der er lige gode for din mave – særligt hvis du lider af irritabel tarm skal du passe på med den fede mad.
Julen er fyldt med fristelser, men det er ikke dem alle sammen, der er lige gode for din mave – særligt hvis du lider af irritabel tarm skal du passe på med den fede mad.
Vis mere

8 gode råd om at mindske dine mavesmerter

1. HJÆLP FRA NATUREN

Har du først fået overspist og hældt for meget fedt og alkohol indenbords, kan du forsøge med hjælp fra naturen i form af f.eks. pebermynteolie. Det indeholder mentol, menton, cineol og andre olier, der får den glatte muskulatur i fordøjelseskanalen til at slappe af, så man undgår mavesmerter og oppustethed. Flere studier har dokumenteret effekten ved milde tilfælde af irriteret tarm. Pebermynteolie fås som dråber eller allerbedst som kapsler (f.eks. Colpermin). Doseringen er som regel 2-3 dråber olie 1-2 gange dagligt i et glas vand. Et andet virksomt middel er loppefrøskaller, der kan modvirke forstoppelse og diarré.

2. NEJ TAK, SOFA

I stedet for at smide dig på sofaen, når du har nydt et solidt julemåltid, kan det være en god idé at gå en tur. Det øger nemlig tarmens bevægelser og kan være et effektivt middel mod forstoppelse. Selv små gåture eller gang i højt tempo kan hjælpe mod mavesmerter.

Couple walking during heavy snowstorm on the alley under the trees
Couple walking during heavy snowstorm on the alley under the trees Foto: Gordan Gledec - tel 0992513689
Vis mere

3. FÅ FIBRE TIL FLÆSKESTEGEN

For at holde systemet i gang og maven i balance kan du med fordel indtage fibre undervejs i dit julemåltid. Fibre findes f.eks. i kartofler, gulerødder, havre og hørfrø. Vær dog opmærksom på, at hvis du øger mængden af fibre i din kost, er det vigtigt at drikke mere væske, fordi der ellers lettere opstår forstoppelse. Lider du af irritabel tarm, skal du være opmærksom på, at nogle fibre kan give luft i maven, som f. eks. rugbrød og æbler og pærer.

4. VAND PÅ BORDET

Drik vand. Det skyller syren i mavesækken ud og modvirker samtidig forstoppelse og gas i tarmen. Det skyldes, at det kompenserer for afføring med lavt vandindhold, som julemad typisk resulterer i. Drik omkring to liter vand pr. dag. Og husk så på, at vand desuden kan modvirke eventuelle tømmermænd.

Water carafe with lemon and lime
Water carafe with lemon and lime Foto: Gemena Communication
Vis mere

5. SIG SKÅL FÆRRE GANGE

For meget alkohol kan give dårlig mave, særligt i form af diarré. Det kan enten skyldes irritation af mavesækkens slimhinder eller øget mavesyreproduktion. Sørg derfor for at begrænse dit alkoholindtag, hvis du vil undgå de ubehagelige symptomer. Lider du af irritabel tarm, skal du være opmærksom på, at visse typer alkohol kan forværre dine symptomer. F.eks. alkohol, der er tilsat æblesaft (cider) eller specialøl tilsat frugtsaft. Også rom og søde vine bør du holde dig fra. Der er ingen undersøgelser, der viser, at alkohol er skadeligt for eller forværrer IBS.

6. SKÆR FEDTET FRA

Risalamande, fed sovs, and og flæskesteg kan hurtigt få din mave på overarbejde i form af dårlig fordøjelse, øget mavesyre-produktion og ubehag i det hele taget. Særligt hvis du er ramt af irritabel tarm, vil du opleve mavesmerter. Fed mad, som f.eks. flæskesteg, kan nemlig påvirke bevægelsen i den øverste del af mave-tarm-kanalen, så man forværrer symptomerne. Desuden kan man opleve problemer med at fordøje maden på grund af manglende tilbageløb af galde. Får man ikke galdesalte til tyktarmen, kan det give diarré. Prøv derfor så vidt muligt at spise mindre portioner og spise langsomt, så du ikke overspiser.

7. IRRITABEL TARM?

Lider du i forvejen af irritabel tarm, kan du med fordel følge Low Fod map diæten. Diæten er udviklet af australske ernæringsforskere og læger, hvis mål er at begrænse indtaget af en bestemt type kulhydrater i kosten. Forskning på Herlev Hospital viser, at 80 pct. af de personer, der følger diæten i en periode på fire-otte uger, vil opleve, at den oppustede mave forsvinder. Læs mere om diæten i ’Low Fod map – giver ro i maven 3’. Er det svært at følge diæten i julemåneden, så skær de værste fødevarer fra. Det gælder f.eks. rugbrød, rødkål, ristede løg og den fede sovs, som giver oppustet mave og ubehag. Også nektariner, abrikos, daddel, figen og svesker bør du holde dig fra.

8. UNDGÅ OVERFLOD

En fyldt mavesæk gør, at din mavesyre nemmere løber tilbage til spiserøret, så du derved oplever sure opstød. Samtidig producerer du mere gas, fordi din krop ikke er i stand til at optage alt det, du har spist. Begræns derfor dit indtag. Skær evt. dit rugbrød i halve skiver i stedet for hele, skær kødet i små stykker, spis langsomt og tag små portioner. Så kommer mætheden ikke i lige så høj grad bag på dig.

Kilde: »Low Fod map diet – giver ro i maven 3« (Forlaget Muusmann).