42 er et magisk tal, og en legendarisk dansk maratonløber, 75-årige Erhard Filtenborg fra Ølstykke, løber søndag 11. maj de klassiske 42,195 kilometer i sit maratonland nr. 42.

Det sker i den makedonske hovedstad Skopje, og det bliver hans maratonløb nr. 499. Hans første blev løbet i 1984 i Copenhagen Nike Marathon.

Det var sidste gang, SNIK afviklede helmaraton i dét løb, der nu hedder BT Halvmarathon.

– Jeg kan huske, at Allan Zachariassen, som var en af Europas bedste maratonløbere, vandt i 2.14, mindes Erhard Filtenborg.

Siden er der løbet meget vand i åen. Eller for den sags skyld mange tusinde kilometer.

Erhard Filtenborg løber maraton nr. 500 i Spartas Copenhagen Marathon 18. maj og bliver den tredje dansker, der fejrer det fornemme jubilæum.

Den første var Anders Munch Madsen, der har løbet 582, og den anden Annette Fredskov med 506. Det var Næstved-pigen, der løb 366 maratonløb på 365 dage og skrev sig ind i historien.

Erhard Filtenborg har løbet 201 maratonløb i Danmark og næsten 300 uden for landets grænser.

– Da jeg havde rundet 30 maratonlande, fik jeg idéen til, at det kunne være sjovt at løbe i 42 lande. Nr. 41 var i Cypern i marts, siger han.

– Jeg nyder at løbe, og så længe jeg har lysten, og helbredet tillader det, forsætter jeg. Det handler ikke kun om selve løbet, men også om rejseoplevelsen. At se nye lande og opleve kulturen og naturen.

I søndags løb han i Hamburg i tiden 4.47, og selv om han har sat tempoet ned, er der ikke mange på 75, der kan stikke den.

135 danske maratonløbere er medlem af Klub 100, og tallet vokser støt med de mange cannonball-maratonløb, der skyder op.

Da denne signatur med 122 maratonløb på cv’et debuterede i KS Marathon fra Holte i 1973, var der kun to danske maratonløb om året. Nu kan man løbe flere om ugen. Og det er kun en god ting. Maraton er blevet en folkesport.