100.000 danskere lider af tvangstanker og tvangshandlinger. Men man kan slippe fri af dem.

»Undgå at træde på stregerne på fortovet. Gør du det – dør din familie. Køb kun et lige antal madvarer. Eller du bliver alvorlig syg. Tænk ikke for positivt om fremtiden. For så sker der noget forfærdeligt. Neutraliser alle homoseksuelle tanker. Ellers bliver du bøsse. Vask hænder. Sørg for at alle tal og beløb kan deles med 7. Ovenstående er nogle af de mest almindelige tvangstanker, jeg møder i min klinik«, fortæller psykolog Pia Callesen.

Mange danskere lider af tvangstanker og tvangshandlinger. De fleste af os har små og milde tvangshandlinger, som vi udfører hver dag. Når du låser din hoveddør om morgenen, tager du så i håndtaget for at tjekke at døren faktisk er låst? Det gør mange af os. Også selvom vi har mærket, at nøglen drejede, og vi hørte låsen klikke.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om OCD og tvangstanker - og lær hvordan du styrer dine tanker, så de ikke kommer til at bestemme og kontrollere dit liv og din hverdag. Her får du pyskologens allerbedste tricks og en guide til, hvordan du kommer dine psykiske problemer til livs - eller i hvert fald kommer godt og rigtigt fra start...

Det får du:

  • Artikel om tvangstanker: Tør du træde på stregerne?
  • PIAS TIP
  • GUIDE: Sådan lærer du at styre tvangstanker


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


100.000 danskere lider af tvangstanker og tvangshandlinger. Men man kan slippe fri af dem.

Undgå at træde på stregerne på fortovet. Gør du det – dør din familie. Køb kun et lige antal madvarer. Eller du bliver alvorlig syg. Tænk ikke for positivt om fremtiden. For så sker der noget forfærdeligt. Neutraliser alle homoseksuelle tanker. Ellers bliver du bøsse. Vask hænder. Sørg for at alle tal og beløb kan deles med 7. Ovenstående er nogle af de mest almindelige tvangstanker, jeg møder i min klinik.

Mange danskere lider af tvangstanker og tvangshandlinger. De fleste af os har små og milde tvangshandlinger, som vi udfører hver dag. Når du låser din hoveddør om morgenen, tager du så i håndtaget for at tjekke at døren faktisk er låst? Det gør mange af os. Også selvom vi har mærket, at nøglen drejede, og vi hørte låsen klikke.

Men tal fra OCD-foreningen afslører, at en alvorligere grad af tilstanden rammer over 100.000 danskere og kan være både invaliderende og tidskrævende for den enkelte.

Tvangstanker er uønskede tanker om, hvad der kan ske. I forsøget på at opnå sikkerhed og ro forsøger mange at fjerne de negative tanker eller tvivlen ved at lave forskellige neutraliserende handlinger. Det kan være at tjekke lys, døre, vinduer m.m. for at fjerne tvivlen eller tvangstanken.

Kampen mod tankerne

Men strategien giver bagslag. For de ofte langvarige og tidskrævende tvangshandlinger ender paradoksalt nok med at producere flere ubehagelige tanker.

Prøv selv dette eksperiment: I de næste to minutter må du ikke tænke på en grøn havelåge. Alle andre tanker er o.k., men forsøg af alle kræfter ikke at tænke på grønne havelåger.

Du vil sandsynligvis opleve, at kampen for at holde bestemte tanker ude af hovedet har den modsatte effekt. Dit hoved vil være fyldt af grønne havelåger.

Det samme gælder tvangstanker. Du kan måske fjerne én tvangstanke, men inden længe vil du få mange flere, og så er det om igen og igen med ritualerne. Det er en umulig kamp.

Lones tvangstanker

For et par måneder siden mødte jeg Lone i min klinik. Hun led af OCD og brugte hver dag fem til otte timer på at vaske sine hænder og smide tøj ud, som havde rørt ved noget ’ulækkert’. De langvarige vaskeritualer betød, at hun ofte kom for sent på arbejde. Det førte igen til selvbebrejdelser og dårlig samvittighed – og endnu flere tvangstanker og nødvendige afvaskninger.

Lones tvangstanker var f.eks: ’Åh nej, nu rørte jeg ved noget ulækkert’. ’Mine hænder er beskidte – Jeg er ulækker.’ Hver gang tankerne dukkede op, følte hun stor trang til at vaske sig. Og det blev hun ved med, indtil hun følte sig ren igen... Det vil sige, hun følte sig ren, indtil en ny tvangstanke om, at hun var beskidt, meldte sig i hendes hoved. Så måtte hun vaske igen – og igen...

Når tvangstanker og tvangshandlingere bliver invaliderende, kaldes lidelsen OCD. Heldigvis kan OCD behandles effektivt uden brug af medicin. Med metakognitiv terapi lærte Lone at håndtere sine tvangstanker på en helt ny måde. I stedet for at forsøge at fjerne og neutralisere de ubehagelige tanker opdagede Lone, at hun godt kunne fungere med tankerne og tage dem med på arbejde og i biografen og udskyde eventuelle vaskeritualer til senere, hvor mange af tvangstankerne så var forsvundet af sig selv. I terapien opdagede Lone, at det var hende, der havde kontrol over tankerne – ikke omvendt, uanset hvilke tanker hun havde i sit hoved.

  • PIAS TIP: Brug en dag på tanken: ’Tigrene i Zoo dør i dag’. Tag derefter i     Zoologisk Have og tjek tigerburet. Opdag, at dine tanker ikke kan få ulykker til at ske.

GUIDE: Sådan kommer du tvangstankerne til livs


Accepter negative tanker 
Mange tillægger deres tanker alt for stor betydning og ender med at kæmpe for meget med og mod dem. Dæmoniserer du alle negative tanker og fortæller dig selv, at positive tanker er målet, er du i evig krig med dine egne tanker. For negative tanker er helt normale og har ingen betydning for dit generelle velbefindende.

Lad tankerne være
Din hjerne producerer 70.000 tanker dagligt. Tvangstanker som f.eks: ’Kunne jeg finde på at hoppe ud ad vinduet?’. Eller: ’Hvad nu hvis jeg pludselig skar halsen over på min datter?’ kan sagtens opstå helt tilfældigt. Kunsten er at lade tankerne være og ikke forholde sig yderligere til dem.

Tanker har ingen magt
Mange er bange for katastrofetankerne, fordi de tror, at tankerne øger sandsynligheden for, at noget ubehageligt sker. Mange OCD-klienter  er f.eks. bange for at tænke på, at deres nære familiemedlemmer dør, og forsøger at ’fjerne disse tanker’ ved hjælp af ritualer. Sandheden er, at tanker ingen magt har hverken over ulykker og uheld.

Test tankens magt:
Dyrk tanken: ’Tigrene i Zoo dør i dag.’ Tag herefter i Zoologisk Have og test om dine tanker fik ret. Du vil opleve, at uanset hvor meget du dyrker katastrofetankerne, kan du ikke skade eller slå din familie eller venner ihjel med dem.

Tjek skaber mere tvivl
Mange tror, at bekræftelser og tjekke-adfærd (at tjekke om døren er låst) fjerner tvivl og øger selvtilliden. Hvis jeg bliver i tvivl om mine beslutninger, kan det føles rart at vende dem med en veninde. Men man bliver kun kortvarigt beroliget, før tvivlen dukker op igen. Begræns derfor dine forsikringer og forsøg at udskyde din tjekke-adfærd, når tvivlen opstår.

Undgå at undgå
Mange håndterer ubehagelige tanker ved at undgå situationer og steder, hvor de kan opstå. Det kan være offentlige toiletter, bestemte objekter eller udsendelser i fjernsynet. Strategien har kun kortvarig effekt, men begrænser din livskvalitet og glæde. Opdag i stedet at du sagtens kan håndtere de ubehagelige tanker, der opstår, når du bringer dig selv i bestemte situationer.
Dèt øger din selvtillid og dit råderum.