Belgiske Ariël Jacobs har været træner i FCK i godt to måneder på godt og ondt. Mest godt. Her er den 59-årige træners egne ord om de første to måneder, om København, om FCK, om danskerne, om sine metoder og om en kynisk fodboldbranche, der nær havde kostet ham trænerlivet.

Ariël Jacobs fortæller bl.a. om:

- Dengang han ville stoppe som træner efter en skandale i Belgien

- Måden, hvorpå han bygger sine taler til spillerne op

- Hans favoritsteder i København

- Unge spillere, der tjener millioner

- Hans forhold til den unge belgiske stjerne Romelu Lukaku

- Hans holdning til dansk mentalitet

- Forventningerne til ham i FCK

- Om aldrig at kunne nyde en sejr

- Se de flotte billeder af Ariel i Nyhavn

Læs det store interview, som BT bragte uddrag af onsdag d. 29. august.

Med BT PLUS får du:

- Ariël Jacobs uden filter

BT PLUS anbefaler også:


Belgiske Ariël Jacobs har været træner i FCK i godt to måneder på godt og ondt. Mest godt. Her er den 59-årige træners egne ord om de første to måneder, om København, om FCK, om danskerne, om sine metoder og om en kynisk fodboldbranche, der nær havde kostet ham trænerlivet.

Starten i FCK

Ariël Jacobs:

- Jeg havde ingen forventninger, inden jeg kom. Jeg kom ikke med forventninger, men med spørgsmål, for man kommer til en anden kultur både fodboldmæssigt og samfundsmæssigt. Og jeg synes egentlig, jeg hurtigt fik svar.

Da jeg ankom til klubben, havde jeg to temaer at kæmpe med: Det ene var Dame N’Doye, der ville væk. Enhver træner, der mister en top-angriber vil få problemer, og jeg kendte til hans vigtige rolle for holdet. Kunne jeg overbevise ham om at blive, selv om jeg vidste, at det i dag er meget svært at overbevise spillere om at blive på grund af pengene?

Det andet tema var, at assistenten Johan Lange lige inden vores træningslejr besluttede sig for at skifte, hvilket ikke er en god nyhed for en træner.

Det andet var at forsøge at forklare min vision som træner også til medierne, men mest til spillerne, og den største opgave er naturligvis at overføre den vision til banen.

Jeg havde lidt på fornemmelsen at det, man forventede af mig her, da jeg kom, var at jeg kunne udføre magi; at jeg kunne forvandle alt det, der ikke var godt i sidste sæson, til noget der var godt, og det forbløffede mig lidt,

Så i starten definerede jeg ikke min rolle ud fra fortiden i klubben. Der er nogle, der siger, jeg skulle ind og rydde op eller andet, men jeg tog mig ikke rigtig af, hvad der var sket tidligere, også selv om reporterne på et tidspunkt spurgte mig, om det ikke var det bedste tidspunkt for mig at komme til klubben på.

Jeg gjorde én ting for at inddrage sidste sæson, og det var i forbindelse med, at jeg skulle definere målene for denne sæson og ikke mindst, hvordan vi skulle nå disse mål. Jeg inddrog frustrationerne fra sidste sæsons missede titel, men kun på den måde, at jeg forsøgte at overbevise spillerne om, at vi ikke skulle opleve det igen.

Vi skulle starte fra nul og glemme det. For det andet fortalte jeg dem, at når det går godt, og man vinder, skal man hele tiden fortsætte med at bekræfte sig selv og andre, at det går godt. Men når det ikke går godt, som da man tabte mesterskabet, skal man tage hævn ikke mindst for sin egen skyld. Det er personligt, også selv om det er en holdsport.

Man skal ikke acceptere det, man skal gøre alt for at undgå, at man sidder i samme situation til sommer næste år. Jeg byggede hele min tale, der fandt sted på træningslejren i Østrig, til spillerne på disse to elementer.

Man ved AT, at når man kommer som ny træner, vil det tage tid at gennemføre ens idéer. Men man må aldrig sige udadtil, at man skal have tid. Hvis man siger, at det tager tid, så er det en undskyldning, for hvor lang tid skal man have? Et halvt år, et år?

Selv om det er sandt, skal man ikke sige det offentlig, for hvornår er man dér, hvor man vil være? Er der en specifik dato? Det kan man jo ikke. Som træner skal man naturligvis arbejde langsigtet, men den reelle prøve kom jo for mit vedkommende allerede i den første kamp.

Det går godt lige nu. Men anerkendelse er slet ikke vigtigt for mig. Jeg har ikke brug for det. Jeg er klar over, at når det går dårligt, kan det gå godt i morgen og omvendt. Det, jeg har bygget op på to måneder, kan blive smadret på to kampe. Jeg taler af erfaring, sådan er virkeligheden. Som træner skal man ikke være ude af balance i den henseende. Jeg skal holde hovedet koldt og også beskytte spillerne mod den ubalance.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Balladen om N’Doye

Jeg var ærlig i pressen, som jeg altid er. Det, jeg siger til pressen, siger jeg ofte også til spilleren, og det var det samme i tilfældet N’Doye. Jeg var forbløffet over, at det jeg sagde om N’Doye overraskede folk, for i min snak med N’Doye var jeg meget åben.

Når en spiller kan tjene fire-fem gange mere i en anden klub, så skal man være realistisk. Hvad kan FCK gøre i den situation? Intet. Hvis vi forlængede hans kontrakt, ville det alligevel være under halvdelen af, hvad han kunne tjene andre steder. Og det sagde jeg til N’Doye.

Jeg kunne fornemme, at stemningen i omklædningsrummet var præget af N’Doye-situationen. Vi ville jo starte en ny sæson og glemme sidste sæsons skuffelse. Vi var ikke engang startet og alligevel skulle vi kæmpe med problemer, der hang sammen med sidste sæson.

Problemet var, at han ikke gjorde det nemt for sig selv, for truppen eller for klubben. Gentagne gange efter fredagstræningerne sagde han, at han var klar til at spille kamp søndag og at jeg skulle regne med han. Næste dag sagde han så: 'Coach, jeg har snakket med min manager, og det er bedre, jeg ikke spiller.' Det er jo dramatisk.

Jeg sagde til ham, at det ikke var den rette opførsel, og at efter alle de gode år, han havde haft her, burde forlade klubben ad fordøren med et positivt image. Hvis han fra starten havde sagt, at jeg har disse bestemte grunde til at gå til en anden klub, men mit hjerte er her, så ville alle have accepteret det.

Kunsten at nyde en sejr

Jeg kan ikke glæde mig over at vinde. Jeg har mange svagheder, og en af de største er, at jeg ikke kan nyde en sejr. Jeg kan simpelthen ikke. Når jeg taber, fokuserer jeg på nederlaget i mange dage, jeg bliver decideret syg, og det tager mig tre-fire dage at komme ovenpå igen efter et nederlag, også selv om vi har spillet godt.

Jeg troede, at det ville ændre sig med alderen, men det har det ikke gjort, hvilket er meget irriterende. Når vi har vundet en kamp, begynder jeg at arbejde på næste kamp med det samme: Tjekker mine spillere og deres mentale tilstand, hvem er klar, hvem har karantæne, hvem skal vi møde, hvad gør vi?

I omklædningsrummet i Brugge viste jeg følelser. En ting er, at vi kvalificerede os, men det var også måden, vi gjorde det på, og de ting vi lykkedes med. Efter vores første kamp var spillerne nede, og jeg fortalte dem, at når man er nede, så er man ofte forfejlet i sin opfattelse af, at modstanderen var bedre, og så har vi et problem.

Vi kunne have gjort mere i Parken, hvilket gav mig og spillerne en positiv fornemmelse af at vi kunne gøre noget. Den måde, vi hele tiden kom tilbage på i Brugge på, var jeg stolt af. Der kom følelser op i mig, ja.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

København

Jeg bor i nyhavn og cykler til træning hver dag. Til kampe tager jeg bussen. Der er så mange smukke steder i København. Jeg cykler rundt næsten hver dag og ser og mærker byen. I modsætning til Bruxelles, så er København stor, men alligevel hyggelig og charmerende på sin egen lille måde.

Jeg elsker, at der er så mange små pletter i byen, hvor man kan se folk sidde og nyde livet. Christianshavn er et dejligt sted, hvor jeg kan sidde på en solskinsdag og læse en bog på en bænk ved kanalen. Frederiksberg er også et dejligt sted, og forleden cyklede jeg op til Gentofte og ud til vandet. Jeg kunne ikke tro mine øjne, for det var så flot.

Jeg har en motorcykel i Belgien, en Honda CB 500, som jeg overvejer at tage med herop. Jeg rejser ofte ud i Europa på den og ser lande på den måde. Sidst jeg gjorde det, var jeg i Frankrig, og inden jeg fik jobbet her, havde jeg faktisk planlagt at min næste rejse på motorcykel skulle være til Danmark.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Sådan er danskerne

To episoder, jeg har været ude for, er efter min mening karakteristisk for danskerne:

Den første dag, jeg var her, trådte jeg ud af hotellet. Når jeg går ud på gaden, har jeg jo altid kigget til begge sider efter biler – det har jeg jo lært af mine forældre. Men når man kommer her første dag, var jeg ikke opmærksom på, at der er cykelstier.

Jeg anede ikke, de fandtes. Jeg trådte frem, og en smuk, ung kvinde kørte ind i mig, og hun faldt og slog sig en lille smule, intet alvorligt. Jeg er glad for, at det skete den første dag, for det var en god lektion i, hvor meget cykler betyder i denne by. I Danmark er hierarkiet sådan her: Først kommer fodgængere, så cyklister og så bilister. I Bruxelles er det livsfarligt at cykle, men her er det fantastisk at gøre det. I Belgien er bilerne på førstepladsen.

Den anden ting var, at jeg kom hertil på en søndag, og min kone boede her de første to dage. Da hun skulle hjem, tog vi metroen til lufthavnen, men jeg kendte intet til zone-systemet. Jeg lavede en fejl ved kun at købe to i stedet for tre zoner, og uheldigvis, eller heldigvis måske, kom der en kontrollør, som sagde, jeg skulle følge med hende.

Jeg forklarede hende, at jeg lige var ankommet til landet, og jeg havde lavet en fejl. Da oplevede jeg, at det, som vi i Belgien kalder nul-tolerance, og som belgierne ofte ikke accepterer, er en god ting. En ting, som danskerne går op i. Altså regler og love. Belgien er kendt som kompromisernes land. Hvis jeg parkerer min bil ulovligt i Belgien, kan jeg syv ud af 10 gange slippe af sted med det ved at forhandle med parkeringsvagten.

Her i Danmark er det anderledes, ikke fordi jeg siger, at danskerne bare underkaster sig autoriteter, men I respekterer regler og love. Der er en grænse i Danmark, man ikke overtræder, og i Belgien er den grænse ikke helt tydelig.

Og så er danskerne anderledes respektfulde end belgierne. Folk i Belgien tager sig større friheder, når de kontakter dig og stopper dig på gaden. I Danmark føler jeg mere respekt og disciplin blandt folk, og mit indtryk er, at når folk ser mig her, er de i tvivl om, hvorvidt de skal kontakte mig. Det er helt anderledes end i Belgien og egentlig også modsat af, hvordan jeg ellers oplever den danske mentalitet, som jeg oplever som værende åben og hjælpsom.

Jeg synes ikke, at danskerne er kolde, de er cool. På en god måde, venlige og løsslupne.

Sådan er danske spillere

Der er meget selvdisciplin blandt de danske spillere. Inden hver sæson i Belgien skulle jeg meget nøje definere klare regler og gøre det klart for spillerne, at reglerne skulle respekteres, hvilket jeg brugte meget tid og energi på.

Det var eksempelvis drikkevaner og spisevaner. Somme tider følte jeg mig som en politimand i Belgien, fordi vi skulle holde øje med, hvad spillerne gjorde dagligt. I Danmark føler jeg, at spillerne har en slags fundamental disciplin, som de har med – går jeg ud fra – uddannelsessystemet og fodboldsystemet.

Når man er spiller i Bruxelles, rejser man én time i hver retning fra byen, og så er man, hvor man skal være. Her har vi spillet i Jylland tre gange, og hver gang har det været tre timer lange busture frem og tre timer tilbage.

Hvis vi skulle gøre det i Belgien, ville der være krav om at tage flyet et par dage i forvejen og overnatning på hoteller. Her spiser man alle sammen efter kampen, ligegyldigt hvor sent det bliver for ligesom at bearbejde kampen, og så tager man af sted med bussen. I Belgien ville spillerne have sagt, lad os skynde os hjem og tage noget mad med i bussen.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Baggrund

Mine forældre lever stadig, ingen af dem har nogensinde dyrket sport. Jeg er enebarn, og jeg kom ind i fodbolden, fordi der i den lille by, jeg boede i, ikke var andre muligheder. Der var en stor park med en offentlig fodboldbane, og der var intet andet at lave end at spille fodbold.

Men forældre gav mig muligheden for at gå på universitet, men for mig var der kun fodbold. Jeg har to sønner og en datter, og jeg har aldrig skubbet på, for at de skulle dyrke sport eller gøre det til deres levevej. Miner sønner spiller fodbold i tredje og fjerde division, mens min datter spiller volleyball.

Værdier og unge spillere

Jeg tilhører samme generation som Morten Olsen og fælles for vores generation er værdier som arbejdsomhed, grundighed, respekt for autoriteter og disciplin. Når man taler om værdier som disse til en yngre spiller i Belgien, betragter han dig som en forældet og umoderne person. Og måske har denne unge spiller ret.

Men jeg tror på disse basale værdier, for de er så fundamentale, at de er eviggyldige og kan tilpasses enhver situation i ethvert land. Det er noget, som min generation, post-krigs-generationen, har lært dengang af vores forældre, og vi ved, hvor langt det har bragt os, og vi ved, at det er noget, man kan læne sig op ad i enhver livssituation. Det er noget, man forsøger at give videre til sine børn, hvis man er heldig til sine børnebørn og måske sine spillere. Jeg kan ikke forvente, at alle spillere er perfekte, eller at de skal være som mig. For seks-syv år siden sagde jeg, at de ikke skulle have høretelefoner på hele tiden, for hvilket image udviser de til omverdenen, når de hele tiden går rundt med dem på?

Nu har spillerne disse høretelefoner, mobiler, computere, og selv om man godt vil lære dem, at livet også er andet og der er andre værdier, skal man også acceptere, at verden ændrer sig. Da jeg var ung, hørte jeg Beatles og Rolling Stones, og min far hadede det og sagde, at det ikke var musik. Alle generationer har deres egen måde, men forhåbentlig er der nogle eviggyldige værdier, man kan lære dem, så de forhåbentlig lærer at være åbne over for andre ting i livet.

De dumme er ikke jo dem, som tjener pengene, de dumme er dem, som betaler spillerne. De unge spillere tjener millioner tidligt, nogle så rige, at de i en ung alder ikke går så meget op i fodbolden, fordi de mister sig selv og den fundamentale grund til, at de gik ind i ksporten i første omgang.

For mig er det ligegyldigt, hvad spillerne tjener. Min opgave er at snakke med spillere, så de er bevidste om den situation, de er i. De skal tage stilling til den situation, de er i – at de har et godt liv, de er kendte, de tjener mange penge på deres hobby, de er forbilleder. Det bliver normalt for dem, det bliver for let, de tager det for givet.

Jeg har ikke noget problem med, at en spiller synes, han er en stjerne, men han skal opføre sig som en, for ofte er disse spilleres opførsel alt andet end en ægte stjerne værdig. Men hvis man siger det til dem, er man gammeldags. Det sjove er, at hvis man møder disse spillere fem-ti år efter siger de, at man havde ret , og at de skulle have hørt efter. Det siger jeg også til FCK-spillerne.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Romelu Lukako

Jeg har et godt forhold til Romelu Lukako, som jeg gav debut for Anderlecht, da han var 16 år. Da han var i Anderlecht forsøgte jeg at guide ham, og jeg fortalte ham, at udover at være din træner, betragter jeg dig ikke som min søn, men jeg vil guide dig som en søn. Vi snakkede meget om fodbold, men også meget om at vokse op, uddannelse og livet generelt og bare forsøge at forberede ham mentalt på livet som professionel fodboldspiller.

Den rolle er naturligvis ikke så stor mere, men det har skabt et forhold, så jeg stadig får opkald og sms’er fra ham.

Eksempelvis da jeg blev træner her i FCK skrev han til mig, og da han scorede sit første mål i England (spiller i WBA på udlån fra Chelsea, red). Når en ung spiller stadig vil holde kontakten og respekterer den, viser det, hvilket menneske han er, og han er stadig kun 20 år.

At motivere spillere

Jeg har en notesbog, som jeg bruger meget. Hvis en af mine spillere til trænings scorer et mål, og han siger, at det gør han også i kampen søndag, skriver jeg det ned og bruger det som en motivation eller provokation om søndagen, hvor jeg konfronterer ham med det.

Nogle gange har jeg hængt nogle kontroversielle avis-udtalelser om mit hold fra modstandere op i omklædningsrummet. Men det er ikke noget, jeg gør systematisk, for man skal ikke gentage det hele tiden, for så mister det effekten.

Man kunne nok have gjort det hver gang for 20 år siden, men i 2012 gælder det om hele tiden at bringe spillerne noget nyt, altså nye måder at motivere dem på. Den moderne generation er ikke traditionelle, de vil gerne have noget nyt hver dag.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Taler om motivation

Jeg går meget op i mine taler til spillerne, både når jeg taler med dem individuelt, og når jeg taler til hele holdet.

For jeg har fundet ud af, at jeg som træner skal satse på det mentale. Når man starter som træner i ungdomsrækkerne, finder man ud af, at det gælder om at uddanne de unge spillere ligesom i en skole, og man har et pensum eller et program, man holder nøje sig til. Når de bliver voksne må man tage andre midler i brug.

Jeg kunne se, at i Italien og i Spanien gik de dengang meget op i at være gode fysisk, men min baggrund hørte ikke hjemme i den fysiske del af fodbolden, så det droppede jeg. Så var der nogle hold eller trænere, der gik meget op i taktikken, men jeg ville ikke genopfinde fodbolden. Det handler i princippet om en bane med 11 spillere på hvert hold, og om man spiller 4-4-2 eller 4-3-3 gør en forskel.

Du kan lægge en snedig taktik, men den taktik kan blive ødelagt ved en enkelt aktion fra din modstander.

Derfor er jeg kommet frem til, at det er det mentale, jeg skal satse på. Når en spiller har det godt mentalt, kan han udføre opgaverne perfekt taktisk og gøre det med selvtillid.

Når alle spillere er gode mentalt, og de er sammen på en bane, vil holdet præstere. De mentale aspekter er individuelt og holdmæssigt endeløse, og de kan gøre, at David slår Goliat.

Somme tider bruger jeg tordentaler, som vi kalder følelsesmæssige, store, retoriske taler. Disse er nødvendige nogle gange, men jeg kan ikke lide dem. For hvis man gør det for mange gange i træk, mister de deres effekt.

Man skal overraske spillerne hver gang. Som eksempelvis, hvis man er bagud 0-1 i pausen i Randers ved at sige til dem: ’Tillykke, den måde I spiller, opfører jer på og følger taktikken på er ok. Jeg er overbevist om, at hvis I fortsætter vinder vi.’ Og hvis de så gør det, så har man nået et stykke vej som træner i forhold til sine spillere

Jeg bruger lang tid på talerne, jeg har altid et stykke papir med mig overalt, hvor jeg skriver små ting ned, som jeg bruger i talerne.

Det starter allerede inden den foregående kamp, og jeg bygger det op i små daglige taler løbet af ugen, putter hele tiden på, når jeg taler med spillerne hver dag, og klimakset når på kampdagen. Man bygger det op og øger intensiteten i retorikken og oplysningerne hver eneste gang, og det kulminerer på kampdagen.

Det vigtigste er at motivere dem og at være ærlig, eksempelvis ved at erkende, at eksempelvis Lille bare er et godt hold og sikkert bedre end os. Så kan det være, at spillerne tænker, at træneren tror ikke på det, men ethvert hold har svagheder, og det er dem, vi kan og skal udnytte og dermed vinde. Jeg sætter mig altid i spillernes sted.

Lige før en kamp er det ikke taktik, jeg taler om. Det er ofte ikke forberedt, for den tale handler om, hvad jeg føler i det moment, hvad jeg har set ude på kampbanen, og hvad jeg føler, stemningen er hos modstanderen og i vores eget omklædningsrum.

I pausen går de første fem minutter med hvile og sundhedssektorens arbejde. Og efter de fem minutter giver jeg min objektive analyse af, hvad jeg har set indtil videre. Det er vigtigt ikke at bare at komme med observationer, det vigtigste er at komme med løsninger.

Jeg kan naturligvis hæve min stemme og intensivere mit kropsprog, for en spiller skal føle, at jeg ikke er glad. Ikke fordi jeg ikke er glad personligt, men fordi jeg ikke er glad på holdets vegne.

Da fodbold blev ligegyldigt

(I august 2009 brækkede Standard-spilleren Axel Witsel med en vanvittig tackling benet på Anderlecht-spilleren Marcin Wasilewski i 2009. Opfattelsen var at han gjorde det med vilje. Jacobs var træner for Anderlech, red.).

Jeg var træt af mit job. For det havde intet med fodbold at gøre. Det var had. Jeg ville ikke mere, det hang mig ud af halsen.

Jeg var chokeret over, hvad jeg lige havde været vidne til på banen. Hvorvidt det var med vilje eller ej, vil jeg ikke tage stilling til, jeg var bare chokeret over den attitude, som mennesker fra begge hold udviste efter kampen. Fodbold handler om at vinde, det handler om penge og prestige, men man må aldrig miste det menneskelige aspekt.

Det var første gang i min trænerkarriere, jeg ikke sagde noget om kampen i pausen. Jeg sagde til mine spillere, at for min skyld behøvede de ikke at gå på banen igen, og det kan godt være, at det var en professionel fejl fra min side, men jeg havde ingen løsninger, ingen energi og intet håb på det tidspunkt.

Ved siden af mig lå to spillere og skreg af smerte, den ene af dem måske skadet med vilje af sin modstander, og den andens (Jan Polák, red.) knæ var blevet ødelagt. Og lige inden pausen i tunnelen var der slåskampe, skænderier, folk der slog hinanden og sparkede hinanden.

Det havde intet med fodbold at gøre. Folk opførte sig som dyr. Som dyr.

Det skete om søndagen, og om mandagen skulle jeg deltage i et tv-program, hvor vi diskuterede disse hændelser. Jeg husker det, som var det i går. Studieværten spurgte mig til sidst i udsendelsen, om jeg stadig elskede mit job, og jeg svarede, at jeg altid ville elske fodbold i hjertet, men hvis jeg lyttede til min fornuft, ville mit svar nej.

Og jeg sagde, at jeg ville stoppe efter slutningen på sæsonen, når min kontrakt udløb. Bestyrelsesformanden i Anderlecht blev sur, fordi jeg ikke havde sagt noget til ham, inden jeg gik på tv, for de ville faktisk give mig en forlængelse.

Jeg sagde jo bare, hvad jeg følte, hvad jeg tænkte, og det havde intet med sport at gøre. Bestyrelsesformanden forsøgte at overbevise mig med dette argument: Hvor mange gange føler folk, at de er trætte af det hele og vil forlade deres job?

Det gør alle på tidspunkter, ligegyldigt hvilket job man har. Han havde selv tænkt tanken om sit eget job. Spillerne, ville også have mig, så jeg genfandt håbet.

Jeg mistede håbet, men genfandt det. For så går man også ud på banerne i parkerne og ser seksårige spille fodbold, og dér lever drømmen om fodbold.

Men man ved også, hvad der foregår rundt om branchen, og det er ofte beskidt.