Anker Jørgensen var omgivet af sin familie det sidste døgn. Han var svækket og sov. Alligevel overrumplede hans død familien, for den gamle socialdemokrat har før snydt dem.
»Men jeg tror, det var det rigtige tidspunkt for ham at forlade denne verden på,« siger Anker Jørgensens sidste kæreste Vivy Nymand
Selv om Anker Jørgensen havde skrantet i nogle år, gik der alligevel et gys gennem Danmark, da nyheden om hans død nåede frem til medierne søndag eftermiddag.
Men for familien og hans nærmeste var det naturligvis endnu hårdere.
Og i en ældrebolig i Jyllinge ved Roskilde, sidder en 90-årig kvinde, for hvem nyheden gjorde særligt ondt.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med både Anker Jørgensens sidste kæreste Vivy Nymand og hans datter Kirsten Helgheim. Her fortæller Vivy Nymand blandt andet om, hvor hårdt det var at miste ham, hvor meget hun allerede savner ham og hvordan det var at være sammen med ham de sidste år af hans liv...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
»Men jeg tror, det var det rigtige tidspunkt for ham at forlade denne verden på,« siger Anker Jørgensens sidste kæreste Vivy Nymand
Selv om Anker Jørgensen havde skrantet i nogle år, gik der alligevel et gys gennem Danmark, da nyheden om hans død nåede frem til medierne søndag eftermiddag.
Men for familien og hans nærmeste var det naturligvis endnu hårdere.
Og i en ældrebolig i Jyllinge ved Roskilde, sidder en 90-årig kvinde, for hvem nyheden gjorde særligt ondt.
»Kirsten (Ankers datter, red.) ringede en time efter og fortalte, at han var død. Gudskelov. Jeg var så bange for, at jeg på et tidspunkt skulle finde ud af det på fjernsynet,« siger Vivy Nymand.
Den sidste mand
Hun siger det ret højt, for hun er temmelig døv.
Men hun vil gerne tale om Anker, som hun har kendt i mange år. Skæbnen ville, han skulle blive den sidste mand i hendes liv.
»Anker og min mand Poul var kammerater og vi boede ude på Øresundsvej, hvor vi havde delikatesseforretning i nr. 110. Ankers tante boede i den samme opgang. Vi sås og mødtes til bryllupper og andre fester. Ingrid døde i oktober 1997 og Poul døde i maj året efter. På et tidspunkt kom Anker og hilste på, og så blev han et par dage eller tre. Og det endte med, at han var halvdelen af tiden hos mig og halvdelen af tiden ovre hos sig selv på Borgbjergsvej. Kærester? Ja det siger folk jo. Vi havde det da hyggeligt,« siger Vivy Nymand.
»Han sagde, han havde fundet sig en ung sild. Jeg er jo tre år yngre,« tilføjer hun med et grin.
Der står billeder af dem sammen i stuen, og bøgerne om ham vender forsiden ud ad i reolen.
Gode oplevelser og minder
Hun og Anker nåede trods alt at få mange gode oplevelser og minder sammen.
»Jeg tænker på, hvad vi lavede sammen - vores rejser, hvordan vi gik og hyggede os. Vores sidste rejse var til Tyrkiet. Han var meget interesseret i historie og historiske steder. Han kunne godt lide kirker. Så satte jeg mig ned mens han undersøgte det hele nærmere. Vi har også været på mange græske øer sammen. Han var nysgerrig til det sidste. Og alle ville tale med ham. Når vi var ude at rejse måtte jeg hele tiden vente fordi folk ville tale med ham, og han skulle skrive autografer og alt muligt. Det har jeg oplevet mange gange,« siger Vivy Nymand.
Men de senere år, blev det sværere. Anker blev dårligere til bens, hans syn blev værre og han havde sværere ved at huske.
Æresplads i rollator
Vivy var med til hans 90-års fødselsdag på Plejecenter Langgadehus i Valby i 2012, hvor masser af tidligere ministre og andre notabiliteter samt helt almindelige venner og bekendte måtte stå i kø i op til to timer for at lykønske fødselaren.
Artiklen fortsætter under billedet
Anker måtte kæmpe sig frem til ærespladsen i festlokalet med en rollator.
Men så blev han ellers placeret på en stol sammen med Vivy, så folk kunne defilere forbi og hilse på i de næste timer.
’Han var jo træt’
Men siden gik det dårligere med Ankers helbred, og efter at Vivy flyttede i ældrebolig i Jyllinge, blev der længere og længere mellem besøgene.
»Sidst, jeg så ham, var han her. Alle fire børn kørte ham herud og havde kaffe og brød med. Men vi talte ikke så meget sammen. Han sad og faldt sammen, den stakkel. Herregud, han var jo træt.«
»Han kunne ikke genkende mig og han brød sig ikke om at tale i telefon mere. Jeg tror, det var det rigtige tidspunkt for ham at forlade denne verden på. Han trængte til at hvile sig. Men jeg savner ham. Jeg har allerede savnet ham meget i de måneder, han ikke har været her,« siger Vivy Nymand.
Ankers datter: Vi troede ikke, at det var så tæt på
Af Karina Svensgaard, ksv@bt.dk
Anker Jørgensen var omgivet af sin familie det sidste døgn. Han var svækket og sov. Alligevel overrumplede hans død familien, for den gamle socialdemokrat har før snydt dem.
Han havde før taget fusen på dem. Deres far, landets tidligere statsminister og hele Danmarks Anker. Selv når han virkede allersvagest, vågnede han altid op til dåd igen. Pludselig begyndte han at snakke og småbrumme om, at han så et rødt flag smælde. Som for at sige: Jeg skal ikke herfra endnu. Men det skulle han lørdag - 93 år gammel.
Her mødtes hans fire voksne børn Kirsten, Mette, Peter og Lars, hans børnebørn og oldebørn på Anker Jørgensen stue på Langgadehus Plejecenter i Valby. 18-19 mennesker samlede sig om Anker. Kort forinden havde en læge ringet og meddelt, at han befandt sig i terminalfasen. Deres far havde ikke langt igen. En forhenværende statsminister var ved at takke af.
»Det var så fin en dag. Det er jo ikke så rart at se en død, men det var virkelig smukt at sidde samlet om ham og genopfriske minderne. Bagefter var vi inde en efter en og tage afsked, og da han blev kørt bort i kisten, sang vi for ham. Jeg er ikke glad i dag, men jeg er glad for, at han fik fred. Min far fik et langt og værdigt liv,« siger hans ældste datter Kirsten Helgheim.
Hun sidder i pårørenderådet på plejecentret, hvor Anker var i sine sidste år, og hun havde derfor en tæt kontakt til sin far den sidste tid. De sidst to-tre måneder gik det ned ad bakke, og det sidste døgn kunne familien ikke længere komme i kontakt med ham. Han fik medicin, fordi han havde svært ved at trække vejret og morfin, som fik ham til at sove.
»Han var ikke syg, men svækket af alderdom og meget svær demens. Han kunne egentlig godt kende sine børn, men ikke det sidste døgn. Dér lå han med lukkede øjne, som man gør, når man er på vej væk.«
Svækket af demens
Alligevel overraskede det familien, at det lige blev lørdag 19. marts, at deres far tog herfra.
»Vi troede ikke, at det var så tæt på. Han har før været svækket, men er altid kommet sig. Lige pludselig kunne han vågne op og begynde at snakke og småsynge ’Når jeg ser et rødt flag smælde’. Så sad man dér og tænkte, Gud, han er jo i live. Det var, som om han ville sige: 'Stop. Jeg er ikke parat til at tage herfra endnu. Jeg skal lige noget mere.' Men i lørdag gik det så ikke længere.«
Anker Jørgensen var svækket af den demens, som allerede tilbage i 2013 fik familien til at lukke ned for besøg til S-koryfæet.
Forbandet kørestol
Men selv forbandede han mest den kørestol, han blev afhængig af, fordi det gjorde det besværligt for ham at komme ud og møde mennesker. Den aldrende socialdemokrat var en rejselysten herre langt ind i sine 80’ere.
»Han elskede at komme ud og opleve og var dybt misundelig, når vi andre var ude i verden. Derfor kunne det godt gøre ham vred at sidde i den kørestol, som han jo intet kunne udrette fra, men vreden forsvandt det sidste år,« siger Kirsten Helgheim
»Til sidst var han bare en meget kærlig dement mand,« tilføjer hun og slår en latter op.
Lysten til at komme ud visnede også den sidste tid. Ham, der elskede at rende alle vegne og som konstant blev væk, så familien måtte ud og lede efter ham, holdt sig inde på plejehjemmet. Han boede på 1. sal, men fandt snart ud af, at der boede en dame i stueetage, som faktisk havde siddet i Folketinget på samme tid som ham selv.
»Han vidste godt, at det var vigtig at holde gang i hovedet og bevare kontakten til omverdenen. Til sidst kunne han ikke længere fastholde en samtale, og det var trist at opleve. Men han blev aldrig livstræt. Han kunne bare ikke så meget. Han sad i sin kørestol, nikkede og forsøgte at følge med. Når han var i stand til at give en et håndkys, var man helt oppe at ringe.«
I den sidste tid printede familien billeder ud i A4-størrelse fra hans liv, lagde dem på den bakken foran kørestolen, og så bladrede han løs. Det kneb med hukommelsen, og han fik af og til forvekslet folk, men han glemte aldrig sin hustru Ingrid, som døde i 1997.
»Han kunne finde på at kalde mig ‘Ingse’, fordi jeg ligner min mor eller spørge mig, om jeg også boede på plejehjemmet. Han levede i 19 år uden min mor, og han savnede hende til det sidste. Da jeg så sent som i sidste uge viste et billede min mor som 20-årig, udbrød han: ‘Ingse’’,« genfortæller Kirsten Helgheim.
Anker Jørgensen lagde sin sidste blomst ved sin hustrus grav på Vestre Kirkegaard i Københavns Sydhavn sidste år, hvor en plejer kørte ham derop i kørestolen. Snart bliver han selv stedt til hvile samme sted.
»Der er gjort plads til hans navn på stenen, så der skal han ligge. Ved siden af sin ‘Ingse’ naturligvis.«
