Mens den kolde krig truede med at kaste verden ud i en altødelæggende konflikt, drev det danske forsvar i dybeste hemmelighed et spionageprogram, der var langt mere omfattende og aggressivt end hidtil antaget.

Uden løn og med livet som indsats opererede et stort antal helt almindelige danskere som led i dette program langt bag fjendes linjer for at forberede et angreb, der til tider syntes uhyggeligt nært. Deres antal og effektivitet gjorde Danmark til en spionsupermagt i vestens forsvarsalliance Nato.

Det fortæller flere tidligere spioner og militære topfolk til BT. 23 år efter den kolde krigs afslutning vælger de nu at bryde efterretningsverdenens mest hellige regel og løfte sløret for en del af historien, som kun få hidtil har kendt til og som tegner et helt nyt billede af Danmarks rolle i den årelange kamp mellem øst og vest.

Læs deres historier her

Med BT PLUS får du:

- Indblik: Vi var spioner for Danmark

- Danske ubåde fulgte fjenden

- Case 1: Småbørnsmoderen

- Case 2: Rallykøreren

- Case 3: Kortlæseren

BT PLUS anbefaler også:

Mona Engberg tog børnene med på spiontogt til Polen

- Der er noget, I lige skal vide. Mor og far har været spioner.

Latterbrølene ville næsten ingen ende tage, da 70-årige Mona Engberg en sommeraften sidste år lænede sig frem og betroede sig til sine tre voksne børn. Selvom det er 40 år siden, hun sidst rejste bag fjendens linjer for sit land, var hemmeligheden intakt, og her, midt under aftensmaden i det gamle fiskerhus, virkede historien ganske enkelt for utrolig.

- De var sikre på, at det var for sjov. De skreg af grin og snakkede en masse om skæg og blå briller. På den anden side ved de godt, at min mand og jeg altid har været meget aktive og aldrig har haft en hverdag, der passer i almindelige kasser. Så til sidst lykkedes det da at overbevise dem, fortæller den nyligt pensionerede eks-spion med et grin.

Da BT møder hende på en af årets få varme sommerdage, virker de tre voksne børns reaktion ganske forståelig. Som den 70-årige tidligere handelsskolelærer sidder der i havestuen med sit blonde pagehår og varme smil, er det temmelig svært at forestille sig, at den samme kvinde i 1972 opererede som spion og med hele familiens liv som indsats skaffede militærhemmeligheder, der skulle hjælpe vesten i tilfælde af en krig.

Se videoen: Mona Engberg fortæller, hvordan hun ville reagere, hvis en af hendes børn besluttede sig for at gå i hendes fodspor:

{embedded type="node/webtv_link" id="21878538"}

- Det var ikke glamourøst på nogen måde. Men det var spændende. Det var så spændende, at jeg nok glemte, hvor farligt det også var. Det er noget, der først for alvor er gået op for mig senere, fortæller Mona Engberg.

Året var 1972, da Mona Engberg for første gang krydsede grænsen til det kommunistiske øst med andet end ferie og eventyr i tankerne. Hun arbejdede som sproglærer, og en kollega havde bedt om hendes hjælp som tolk på en rejse til Polen. Hvad hun da ikke vidste var, at samme kollega i ti år havde arbejdet som spion for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, og at turen var første skridt i hvervningen af en ny agent: Mona. Målet var en militærbase i det sydlige Polen, hvor et stort antal helikoptere stod klar til at transportere invasionstropper til Sjælland i tilfælde af en krig. Basen, helikopterne og mandskabets opførsel skulle kortlægges til brug for et muligt modangreb.

- Jeg var ikke briefet på forhånd. Han sagde bare, at vi lige skulle nogle steder hen, som ikke var på det officielle program. Jeg vil ikke sige, at jeg blev lokket, for inden vi tog af sted, gik det ligeså langsomt op for mig, hvad det drejede sig om, og jeg syntes selv, det var spændende. Men det var først, da jeg stod dernede, at det for alvor gik op for mig, hvad det var, jeg havde indladt mig på, fortæller Mona Engberg. Minen og tonen er for en stund blevet alvorlig.

- Jeg var naiv, konkluderer hun kort.

Hjemvendt fra en uges succesfuldt spiontogt blev det hurtigt klart for den da 30-årige lærer, at hun nu med egne ord var ’inde i folden.’ Der gik ikke lang tid før en lille rund mand i en Folkevognsboble trillede op foran hoveddøren og bankede på. En føringsofficer, som datidens spioner kendte som ’Kilo Pappa.’

- De ville gerne have min mand med også. Så kunne vi udgive os for at være en familie på ferie. Samtidig var han arkitekt, så han kunne tegne de ting, vi observerede steder, hvor det måske var for farligt at fotografere. I dag har jeg svært ved at forklare, hvorfor vi sagde ja. Vi var slet ikke politisk engagerede, så det havde intet med det at gøre. Men vi var glade for at rejse og fik udgifterne til turene betalt. Vi overbeviste hinanden om, at det ikke kunne være så farligt. Der var jo ingen, der kunne bevise, at vi ikke bare var en lille familie på ferie, fortæller den blonde eksspion.

For at styrke dækhistorien om en almindelig ferietur blev parrets to børn på to og fire år placeret på bagsædet af familiens Morris Minor. Da den lille bil rullede mod Polen på det første spiontogt, vidste kun Efterretningstjensten og passagererne selv, at forklaringen som alle andre havde fået var en løgn.

De præcise mål for turen har Mona Engberg i dag glemt, men en enkelt episode har brændt sig fast i hukommelsen for altid. En kørefejl betød, at det unge par med børn på bagsædet nær var blevet opdaget.

- Vi var sendt ud til nogle områder, hvor de (efterretningstjenesten, red) ville vide, om der kunne lande fly. Vi ville gerne gøre det så godt som muligt og tog nok nogle chancer, vi ikke skulle have taget. Pludselig var vi kommet for tæt på den russiske grænse, og så kom der russiske soldater og omringede os. De tjekkede os. Vi havde et kamera med spionbilleder på, og vi var klar til at åbne det for at ødelægge filmen, hvis det blev nødvendigt. Men det lykkedes heldigvis at overbevise dem om, at vi bare var turister, der var kørt forkert. Selv i dag bliver jeg helt svedt af at tænke på, hvad der kunne være sket, fortæller hun.

Efter endnu et skræmmende møde med svært bevæbnede soldater, besluttede Mona Engberg sig for at lægge spionjobbet på hylden. Hun var i mellemtiden blevet gravid med parrets tredje barn og turde ikke længere udsætte sig selv og de små for faren, der efterhånden blev mere og mere klar.

Manden, der siden er død, fortsatte imidlertid med at virke som spion for efterretningstjenesten. Hans evner som tegner kombineret med en utrolig hukommelse gjorde ham særdeles eftertragtet til opgaver, hvor brug af kameraer ganske enkelt var for farlig, husker Mona Engberg. Siden har hun fået at vide, at det arbejde, ægteparret lavede bag fjendens linjer, gjorde en reel forskel. Detaljer fik hun ikke, men en del af det indsendte materiale blev sendt videre til amerikanerne og CIA, forlød det.

Se videoen: Mona Engberg fortæller, hvordan hende og H.C. Nielsen næsten blev opdaget på en café:

- Det giver selvfølgelig en form for tilfredsstillelse at have hjulpet Danmark. Men jeg må stadig være ærlig og sige, at det ikke var derfor, jeg gjorde det. Det var for spænding og eventyr, og det fik jeg. Men hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, er jeg ikke sikker på, at jeg havde gjort det. Det var simpelthen for farligt. Jeg vil heller ikke bryde mig om det, hvis mine børn får lyst til at følge i mine fodspor. Det er rigeligt, at deres mor kan finde på noget så skørt, siger den tidligere spion.