Der findes ikke mange som 95-fødselaren Jens Bjerre, der har rejst verden tyndt som opdagelsesrejsende. BT besøgte den gamle globetrotter i Gentofte.

Iført den ikoniske safariskjorte og en farverig charmeklud om halsen er det ikke til at tage fejl – Jens Bjerre lever og klæder sig som en ægte globetrotter.

D. 16. marts 2016 fejrede Jens Bjerre 95-års fødselsdag. Tæt på de 100 og stadig klar i spyttet. Som den sidste danske globetrotter har han i snart 60 år rejst til fjerne afkroge af verden for at dokumentere de nu for altid tabte ritualer og skikke blandt buskmænd og kannibaler – altid med kameraet som sin tro følgesvend.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Jens Bjerre og alle hans fortidsskatte, som han holder forsvarligt bag lås og slå i hjemmet i Gentofte. Kom med på en rejse ind i globetrotterens univers...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Der findes ikke mange som 95-fødselaren Jens Bjerre, der har rejst verden tyndt som opdagelsesrejsende. BT besøgte den gamle globetrotter i Gentofte.

Iført den ikoniske safariskjorte og en farverig charmeklud om halsen er det ikke til at tage fejl – Jens Bjerre lever og klæder sig som en ægte globetrotter.

Det er som om, at han ikke kan finde ro. Han rejser sig flere gange fra sin stol for at vise frem af sine klenodier og billeder fra de mange rejser, som gemmer sig i alle små afkroge af hjemmet i Gentofte. Et to etagers hus i et villakvarter, som har været Jens Bjerres base siden 1948. Her emmer af historier fra et langt liv. En af dem er ’Jupin’, som er en rituel-dukke og gudefigur fra Ny Guinea. Den fortæller historien om Jens Bjerre, der som den første hvide mand har boet og filmet kannibalerne på Ny Guinea. Pludselig står Jens Bjerre med en kølle i hånden.

»Blodet er vasket af, men du kan fandme tro, den har slået mange ihjel,« fortæller han.

D. 16. marts 2016 fejrede Jens Bjerre 95-års fødselsdag. Tæt på de 100 og stadig klar i spyttet. Som den sidste danske globetrotter har han i snart 60 år rejst til fjerne afkroge af verden for at dokumentere de nu for altid tabte ritualer og skikke blandt buskmænd og kannibaler – altid med kameraet som sin tro følgesvend.

Nysgerrigheden

»Det er nysgerrigheden, som driver det hele. Og den holder man kun i live, ved at opsøge de steder, som man ikke har kendskab til. Og finde ud af, hvordan den verden ser ud,« siger Jens Bjerre om drivkraften bag det hele.

Artiklen fortsætter under billedet

’Gousha’ er ikke den afrikanske dames rigtige navn, for de Sydafrikanske stammer har ikke et fonetisk alfabet – de taler i stedet med klik-lyde. Men Jens Bjerre kaldte hende Gousha, og når han gjorde, så smilede hun. Foto: Nils Meilvang
’Gousha’ er ikke den afrikanske dames rigtige navn, for de Sydafrikanske stammer har ikke et fonetisk alfabet – de taler i stedet med klik-lyde. Men Jens Bjerre kaldte hende Gousha, og når han gjorde, så smilede hun. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Jens Bjerre er født den 16. marts 1921 og uddannet journalist. I 1947 begyndte han som rejsejournalist, hvor han skrev til Politiken og Jyllands-Posten. Sidenhen har han dokumenteret alt fra aboriginals i Australien til kannibaler på Ny Guinea. Jens Bjerre har nemlig rejst rigtig meget med gentagne filmekspeditioner til Tibet, Kina, Indien, Sydamerika, Polynesien og de fleste lande i Afrika, hvor det hele begyndte. Som en ægte antropolog rejste Jens Bjerre til Kalahari-ørkenen i Sydafrika. Her levede han sammen med naturfolket – buskmændene – som han senere forevigede i dokumentarfilmen ’Kalahari’. Det var mødet med ’Gousha’, den smilende stammekvinde, som stjal hans evige kærlighed.

»Det var hendes smil, som fortalte mig, du, de her mennesker skal du lave en film om,« fortæller han.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

’Stang-jaloux’

Fennevangen i Gentofte er et skatkammer af hjembragte souvenirs. En dannebrogsfarvet tinsoldat giver salut til de japanske geishaer, som pryder vindueskarmen. På stuegulvet står en lyserød og blå indisk elefant med snablen i vejret. Det er her blandt disse skatte, at Jens Bjerre bor med sin kone Lone Bjerre. Der er dog også plads til den Sydafrikanske kærlighed, for billedet af ’Gousha’ står i guldramme ved siden af danske landskabsmalerier.

»Lone er stang-jaloux, for hvem kan konkurrere med sådan en ur-kvinde,« fortæller en smilende Jens Bjerre.

’Jupin’ er en rituel-dukke og gudefigur fra Ny Guinea. Den er meget kraftfuld ifølge Jens Bjerre og holder normalt et vågent øje over huset i Gentofte. Foto: Nils Meilvang
’Jupin’ er en rituel-dukke og gudefigur fra Ny Guinea. Den er meget kraftfuld ifølge Jens Bjerre og holder normalt et vågent øje over huset i Gentofte. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det var mødet med buskfolket, som beseglede Jens Bjerres skæbne. Året efter, han rejste til Sydafrika, stod han nemlig for første gang foran Storbritanniens geografiske selskab, Royal Geographical Society. Dengang gjorde de ham til medlem, en såkaldt ’fellow’. Men forrige år modtog han den højeste ære, som selskabet kan mønstre – den prestigefulde Cherry Kearton-medalje.

»Jeg ville opleve noget nyt, som ikke andre havde oplevet. Og det var i første omgang Afrika i 1947,« siger Jens Bjerre om begyndelsen på de mange eventyr.

Størst indtryk

Der findes utallige historier fra Jens Bjerres vidtberejste liv, men det er historier om netop det, som man ikke kan se, der fylder mest.

»Det, som gjorde størst indtryk på mig, var noget, som jeg ikke kunne tage billeder af – det var den indsigt, jeg fik i de primitive urfolks åndelige verden,« siger Jens Bjerre.

Køllen med den blodige fortid har Jens Bjerre fået i gave, da han boede og levede med kannibaler på Ny Guinea. Foto: nils Meilvang
Køllen med den blodige fortid har Jens Bjerre fået i gave, da han boede og levede med kannibaler på Ny Guinea. Foto: nils Meilvang
Vis mere

En af de historier fandt sted i en klippehule i Australien i 1953. Den danske globetrotter var på mission og studerede de indfødte, som han boede med. En dag gik to af mændene på jagt. Efter et par dage, hvor der intet tegn var på mændenes hjemkost, rejste to af kvinderne sig fra flokken, og gik op på klippen.

’Vi sendte vores øjne ud’

Da de kom tilbage til lejren, fortalte de Jens Bjerres tolk, at mændene var på vej hjem med et stort firben, en wallaby-kænguru og to slanger. Jens Bjerre rejste sig og gik selv ud for at spejde efter mændene, men først efter mange timer, kunne han ane to sorte skikkelser i horisonten. Og efter endnu længere tid, nåede mændene hjem til lejren. Ganske rigtigt bar de på et stort firben, en wallaby-kænguru og to slanger. Da Jens Bjerre spurgte kvinderne, hvordan de kunne vide, hvad mændene kom hjem med svarede de:

»Vi sendte vores øjne ud for at se, og øjnene kom tilbage og fortalte, hvad de bar på.«

Jens Bjerre rejser ikke længere på eventyr, men historier er der nok af. De mange ekspeditioner har taget på kræfterne. Og for en stund bliver han mere alvorlig. Jens Bjerre kæmpede under besættelsen som modstandsmand i gruppen BOPA. Her skulle han sikre, at de kunne undslippe besættelsesmagten, når de havde lavet aktioner med sprængstof og dynamit mod tyskernes depoter.

»Desværre mistede jeg nogle gode venner. Det eneste, jeg har tilbage fra den tid, er den fløjte, som jeg skulle bruge til at advare arbejderne på de fabrikker, vi ville springe i luften,« siger Jens Bjerre.

Først modstandsmand, så globetrotter. Jens Bjerre har set det meste af verden. Det eneste uudforskede kontinent – de såkaldte hvide pletter – i Jens Bjerres liv er Antarktis. Men her findes der heller ikke nogen befolkning at tage under luppen, som har været hele hans livsprojekt.

»Jeg håber, at mine film og bøger, kan bidrage til at beskytte de primitive folk, som nu er truet,« siger Jens Bjerre.