Viaplay, der tilsyneladende ikke vil stå tilbage for hverken C More, HBO Nordic eller Netflix, har netop annonceret, at selskabet er klar til at tilføje endnu flere tv-serier til efterårets brede udbud af underholdning. Ud over Outlander og Transparent - to serier som vi allerede har skrevet om adskillige gange - så står selskabet også klar med Houdini, Extant og Deadbeat.

Extant handler om astronauten Molly Watts, der efter 13 måneder i rummet ombord på forskningsstationen Seraphim, vender tilbage til jorden for at genoptage livet som mor og kone – men da det går op for hende at hun er gravid, begynder spørgsmålene at melde sig. Hvem eller hvad har gjort hende gravid, og hvilke konsekvenser får det for hendes liv på jorden? Extant har klart sig strålende i USA, hvor mere end 9.4 millioner seere fulgte premieren tilbage i juni.

I Deadbeat inviteres der på hjertevarmende grin, da den kiksede Kevin opdager, at han kan kommunikere med åndeverdenen, og beslutter sig for at hjælpe bekymrede spøgelser med diverse bryderier og i Houdini, der har Adrian Brody i hovedrollen som udbryderkongen og tryllekunstneren Harry Houdini, følger man den østeuropæiske cirkusartists fra totalt ukendthed til positionen som en af USA's største showmen.

Ud over ovennævnte premierer, så tilføjer Viaplay også nye afsnit til tre af selskabets publikumsfavoritter, nemlig The Blacklist, Nashville og Two and a Half Men.

Rikard Steiber, der er Viaplays administrerende direktør, knyttede følgende kommentar til offentliggørelsen:

"Viaplay har den bedste underholdning for hele familien. Vores serier er meget populære, og vi garanterer, at vi altid kan tilbyde alle serieelskere nye spændende serier, så glæd dig til bunkevis af tv-kiggeri i efterårsmørket"

Du kan se Viaplays serietrailer lige her

Læs mere om tv serier og film på www.streammag.dk