“Hun ser tynd ud. Havde de heller ikke særligt meget mad før i tiden?”, spørger Ellie, mens hun nysgerrigt nærstuderer en vejrbidt og nusset reklameplakat på gaden i det overgroede Pittsburgh. ”Jo, det havde de. Nogle valgte bare at lade være med at spise.”, svarer Joel kort, før de fortsætter gennem labyrinten af rustne biler, sandsække og væltede gadelamper.

The Last of Us er fyldt med spydige samfundskommentarer, hvis ellers du giver dig tid til at indsnuse atmosfæren og lytte efter. Det er en moderne westernfortælling om et storslået samfunds endeligt i kølvandet på en hurtigt spredende muteret svampevirus. Hvert eneste gadehjørne, hus, lejlighed og butik rummer en historie; en fortælling der helt ned i selv de mindste detaljer viser, hvad der sker, når medmenneskelighed bliver noget, man bevidst vælger fra i forsøget på at overleve i en barsk og ufremkommelig verden.

Manusforfatter Neil Druckmann er ikke bange for at læsse på med historie, dialog og siruptyk stemning, men fortællingen er hverken patosladet, voldsforherligende eller fyldt med patriotiske undertoner, og som med Cormac McCarthys The Road undlader den også at finde på pinlige pseudovidenskabelige forklaringer på epidemiudbruddet. The Last of Us bliver i stedet en dannelsesrejse med udgangspunkt i et spirende far/datter-forhold.

Naughty Dogs melankolske eventyr udfoldes gennem et minutiøst dvælende visuelt og fortællermæssigt arbejde. Nok tager The Last of Us udgangspunkt i Hollywood-film som I Am Legend og The Road, og dermed også til dels deres post-apokalyptiske miljøer, men at opleve det på ”egen krop” gennem den desillusionerede og sammenbidte Joel er noget ganske andet end at se Will Smith drøne gennem New Yorks gader i en Shelby GT500. Spillets tema gennemvæder alle facetter af spildesignet; fra kampene over de knappe ressourcer og til den altoverskyggende mistillid til menneskeheden. Det er en overordentlig modig beslutning.

Alt i The Last of Us er en prøvelse. Hovedvejene er overgroede jungler af bilvrag, sandsække og opbrudt asfalt. Når texanske Joel, der har fået til opgave at fragte den kun 14-årige Ellie ud af byen, skal forcere bare en enkelt boligkarré, kræver det flere timers møjsommeligt arbejde hen over hustage, ned gennem trappeskakter og ud gennem vinduer. Selv et almindeligt parcelhuskvarter kan være et nærmest uoverkommeligt projekt, hvis området patruljeres af løsrevne enklaver af soldater eller svampeinficerede indbyggere.

Læs resten af anmeldelsen her