Der venter os tilsyneladende en episk afslutning på sæson 6 og de nyligt offentliggjorte Emmy-stemmesedler løfter lidt af sløret for handlingen.

Hvis du troede, at alle episoder af et tv-show som Game of Thrones havde samme længde, så tog du fejl. Episoderne varer typisk mellem 50 og 60 minutter, og en spilletid på 55 minutter er gennemsnittet. Men de to hovedforfattere David Benioff og D. B. Weiss har tilsyneladende en del på hjertet til det sidste afsnit, som får en løbetid på 69 minutter – det hidtil længste i serien.

(Hvis du ikke har fulgt med i sæson 6, eller hvis du er fuldstændig spoilerfobisk og helst ikke vil kende så meget som titlen på de to sidste afsnit, så bør du stoppe med at læse nu)

HBO har været ekstraordinært hemmelighedsfulde omkring denne sæson. Anmelderene fik ikke de sædvanlige 3-4 episoder før premieren – sikkert så vi ikke kunne afsløre Jon Snows genopstandelse, der nok var det mindst overraskende twist i tv-historien – og i forbindelse med de to sidste afsnit har HBO end ikke udsendt de sædvanlige og lettere kryptiske beskrivelser af handlingen. Men i forbindelse med den kommende Emmy-uddeling har HBO selv indsendt en liste med personer, de håber bliver nomineret, og den afslører, at der er store forventninger til de to sidste afsnit – samt to ultrakorte beskrivelser.

Næste uges episode har det lovende navn ’Battle of the Bastards’ (Kryptisk beskrivelse: ”Betingelser for overgivelse bliver accepteret og afvist”) og finalen bliver ’The Winds of Winter’ (”Cersei står over for sin retssag”). ’Battle of the Bastards’ er både foreslået nomineret for visuelle effekter, lyd, klipning, manuskript og instruktion, så mon ikke der er store ting i vente? Mens HBO håber at finaleafsnittet bliver nomineret for kostumer og cinematografi.

Sidste år dominerede Game of Thrones Emmy-uddelingen og gik hjem med et rekordantal på 12 af de eftertragtede statuer. I år håber HBO da også på statuer til Emilia Clarke (Daenerys), Lena Headey (Cersei), Sophie Turner (Sansa), Carice van Houten (Melisandre), Maisie Williams (Arya), Max von Sydow (Three-eyed raven), Peter Dinklage (Tyrion), Kit Harington (Jon) og vores egen Nikolaj Coster-Waldau (Jamie).

Emmy-uddelingen foregår den 18. september med talkshowværten Jimmy Kimmel som vært.

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.