Hvor er det forbandet svært ikke at forvandle en af historiens mest turbulente, eventyrlystne og farverige perioder til et sammenrend af tarvelige klicheer – men med Neil Cross, manden bag den intelligente og raffinerede kriminalserie Luther ved roret, burde det være muligt, ikke? Den 45-årige forfatter har trods alt en særegen evne til at skrive figurer med facetter, plagsomme dæmoner og troværdig menneskelig tyngde.

Ovenstående er sikkert stadig rigtigt, men Cross' mesterlige evner har bare ikke fundet vej til piratserien Crossbones, der, uden synderligt store armbevægelser mere eller mindre er tilfreds med at repetere sørøvergenrens mest slidte floskler og forestillinger om fribytterlivet i området omkring det caribiske hav.

Malkovich holder det kørende

Jo, der er John Malkovich som legenden Blackbeard, nu dog uden skæg og med en ubestemmelig og aldeles hypnotisk accent, der med shakespeareansk overskud fægter, mumler og dundertaler sig gennem samtlige scener. Malkovich er altid god. Punktum. Han overstråler alle med sin skælmske karisma og sit uforudsigelige kropslige skuespil.

Men så er der alt det, der skurer i øjne og ører; alt det der parkerer serien på samme kajplads som HBO's Black Sails. F.eks. historien. Fra det øjeblik, det røde flag med kraniet tordner frem på skærmen, og en fortællerstemme beretter, at det britiske imperium har opfundet kronometeret: Et instrument som gør det muligt at længdebestemme søfartsrejser og dermed indkredse pirataktiviteter, begynder glideturen.

Læs resten af anmeldelsen her.

Læs mere om tv serier og film på www.streammag.dk