De buede skærme  er et påskud for at få dig til at skifte fladskærmen ud.

Vi har alle vidst det, men nu fortæller fladskærmsproducenten Philips åbent, at buede fladskærme ikke på nogen måde er godt for forbrugerne - det er udelukkende en designgimmick, der havde til formål at få os til at lægge penge på disken.

Og nej, Philips skider ikke i egen rede, som man skulle tro. Tværtimod er det en gratis omgang. For i en pressemeddelelse fortæller TP Vision, som står bag Philips TV, at de stopper produktionen af de buede fladskærme med øjeblikkelig virkning.

»Hvis vi skal være helt ærlige, så var buede tv en designgimmick og aldrig noget, forbrugerne rigtig tog til sig. Derfor tager vi også konsekvensen og lader det udgå i Norden,« siger Henrik Kyhl, der er nordisk direktør for TP Vision.

Læs også: Nu kan du streame DR i HD-kvalitet

Ifølge Branchen ForbrugerElektronik, BFE, var blot 4 procent af de cirka 550.000 solgte tv i Danmark i 2015 af den buede slags. Det svarer til 22.000.

De kurvede fladskærme blev introduceret på CES-messen i Las Vegas i januar 2013 af bl.a. Sony.

»De fleste andre producenter fulgte efter ud fra devisen, at de første ikke skal have en konkurrencefordel ved at tilbyde noget, vi andre ikke har,« bemærker Henrik Kyhl.

Både Samsung, Sony og LG har stadig buede fladskærme i sortimentet. Men hvis salgstallene på verdensplan ligner de danske bare en smule, varer det med garanti ikke længe førend de også hopper af dillen. Det vil vi ikke begræde.

Følg iNPUT på Facebook</a> hvis du vil have flere historier om digitale tjenester og gadgets.