Der har aldrig været flere udbydere af streaming. En ny tjeneste hjælper dig med at navigere mellem dem.

Game of Thrones på HBO Nordic. TV-avisen på DR1. Badehotellet på TV2 Play. En aften foran TVet er en aften med ubegrænsede muligheder for de, der abbonnerer på populære tjenster som Netflix, HBO Nordic og Viaplay. Det kan også let blive en aften med mange klik og tidkrævende skift mellem de forskellige apps. Det vil den ny gratistjeneste, Playpilot, ændre på.

»Der findes så meget godt indhold på de danske streamingtjenester, men tiden man bruger på at skifte fra app til app og søge efter noget godt, er en omstændig affære,« udtaler Anne-Marie Ubbe, medstifter af Playpilot, i en pressemeddelelse.

I dag lancereres Playpilot på det danske marked. Med et snuptag samler den ny gratistjeneste alle serier, film og tv-programmer i en kurv. Aftenens mange klik og skift bliver dermed overflødiggjort, og tiden kan bruges på at se indhold frem for at zappe mellem Netflix og HBO Nordic. Det var oplevelser med besværlig og tidskrævende navigation mellem de mange tjenester, der gav Anne-Marie Ubbe og Kenneth Skovgaard Clausen idéen til Playpilot.

»Vi havde selv en tilbøjelighed til altid at bruge de samme tjenester, men da vi satte os for at undersøge alle tjenesterne i dybden, fandt vi ud af, hvor meget godt indhold, vi gik glip af og faktisk også betalte for,« udtaler Anne-Marie Ubbe i en pressemeddelelse.

Tjenesten ligner de andre streamingtjenester, den skal agere bindeled for. Den lader brugerne samle et personligt feed. Med et enkelt klik bliver man sendt hen til yndlingsserien eller -TV-programmet. Playpilot kategoriserer indholdet fra tjenesterne, den laver lister over popularitet og IMDB-rankings for skoven af indhold.

»At finde noget godt i Danmarks største play-katalog er selvfølgelig intet problem for de, som har tid til at søge, men indimellem kan det være rart med nogle tips. Derfor gør vi meget ud af at gøre det nemt for folk,« udtaler Kenneth Skovgaard Clausen i en pressemeddelelse.

Stifterne bag den nye app beskriver den som Spotify for film, serier og TV-programmer. Men modsat den populære musiktjensten streamer Playpilot ikke indholdet, men sender brugerne videre til TV2Play, Viaplay eller Netflix.

Playpilot findes allerede i Sverige, hvor den har været på markedet i et halvt år.