Netflix, der normalt er ret hemmelighedsfulde omkring deres seertal, afslører nu hvilke typer serier folk frådser.

Hvis du bliver fanget af en tv-serie, som du bare ikke kan slippe igen, så tager det typisk omkring en uge at se den færdig med omkring to timer foran skærmen hver dag. Det er tal Netflix er nået frem til i en stor analyse af tjenestens kunders tv-vaner. Det er typisk de actionmættede dramaer som f.eks. Breaking Bad, der kalder på ”lige ét afsnit mere”-mentaliteten, mens vi bedre kan nyde eftertænksomme dramaer som House of cards.

Vi har ikke rigtigt et dansk ord for det engelske binge. Det kan bruges om en vil druktur, om at overæde på en god restaurant og altså også om det tv-fænomen, at man sluger alle afsnit i en serie så hurtigt som muligt. Binge-kigning – eller bare binging – forbindes med Netflix, der har gjort det til en vane at lancere alle afsnittene i deres egne serier på én gang og så lade det være op til kunderne, hvornår og hvor hurtigt de vil se en serie. Det er dog ikke alle, der ser binging som en god ting. Amerikanske forskere har f.eks. afdækket en sammenhæng mellem binge-seere og folk med dårligt fysisk eller mentalt helbred, mens den engelske professor Daniel Spigelhalter mener, at binging er skidt for sexlivet.

Netflix får ikke målt seertallene på samme måde som traditionelle tv-stationer og er typisk yderst hemmelighedsfulde med tallene. Men nu har de analyseret mønsteret for 100 forskellige tv-shows fordelt på Netflix-brugere i 190 lande og er med deres såkaldte Bingeskala nået frem til flere overraskende konklusioner.

Det viser sig at fjollede komedier som Arrested Development og dybe dramaer som The West Wing bliver nydt i nøje afmålte mængder, mens horror som The Walking Dead og actiondramaer som Sons of Anarchy bliver lynfortæret. Overraskende nok, så er Netflix’ egne superhelteserier, der nok er lige dele action og alvor, i den langsomt fortærede ende af skalaen, mens f.eks. den amerikanske udgave af den danske Forbrydelsen, The Killing, bliver suget ned med stor hast.

Selv om vi er nogle, der godt kan nedsvælge alle afsnit af en sæson Daredevil på en weekend, så binger den typiske Netflix-seer typisk to timer om dagen og er knap en uge om at se en hel sæson færdig. Netflix har mere end 81 millioner medlemmer fordelt på 190 lande, der ser mere end 125 millioner timers serier og film hver dag. Ikke alle serier er tilgængelige i alle lande, og Danmark befinder sig desværre i enden med det mindste Netrflix-udvalg. Alligevel er tjenesten populær og ifølge DR’s store undersøgelse af danskernes tv-vaner, så så 28 procent af befolkningen i 2015 Netflix hver uge, hvilket er en stigning på 5 procent siden året før.

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.

Her et Netflix’ liste over tv-serierne - fra NYDES til FRÅDES:

  • Irreverent Comedies - BoJack Horseman, Arrested Development, Unbreakable Kimmy Schmidt, F Is for Family, Love
  • Political dramas - House of Cards, The West Wing, Homeland, The Good Wife
  • Superhero dramas - Marvel’s Daredevil, Marvel’s Jessica Jones, The Flash, Gotham
  • Crime dramas - Narcos, Bloodline, Better Call Saul, Fargo, The Blacklist
  • Historical dramas - Mad Men, Peaky Blinders, The Americans
  • Comedy dramas - Orange is the New Black, Weeds, Nurse Jackie, Parenthood, Grace & Frankie
  • Sci-Fi - Orphan Black, Sense8, Between, The 100, Heroes, Lost,The 4400
  • Action & Adventure - Marco Polo, The Last Kingdom, Vikings, Outlander
  • Horror - The Walking Dead, Scream, Penny Dreadful, American Horror Story, Hemlock Grove
  • Thrillers - Breaking Bad, Sons of Anarchy, The Fall, The Killing, Bates Motel, The Following, Prison Break