Kabelkanalen WGN, der tidligere kun har gjort sig i sportsdækningen af basket- og baseball-kampe samt genudsendelser af serier som Parks and Recreation og 30 Rock, lægger umådelig ambitiøst ud, når selskabet d. 20. april blænder op for tv-serien Salem; en historisk dramaserie om virkelighedens grusomme heksejagt i 17-tallets Massachusetts.

Salem er skrevet af Brannon Braga (Flashforward, Terra Nova) og Adam Simon og tager udgangspunkt i de historiske retssager, hvor mere end 20 kvinder enten blev torteret eller henrettet for at være i ledtog med djævelen.

Hele Salem blev ganske enkelt grebet af et hidtil uset massehysteri og en altoverskyggende frygt, der resulterede i en massiv forfølgelse af helt almindelige kvinder.

Dramaserien bygger naturligvis videre på disse historiske fakta med en fortælling om de påståede hekse og deres dyrkelse af Satan, men krydrer konceptet med et godt gammeldags kærlighedsdrama og en masse intriger.

Tv-seerne skal dog ikke forvente sig en serie med fyldt med overnaturlige væsner. Braga forklarede:"Serien handler om heksene, der er ingen vampyrer eller varulve.

Den magiske atmosfære er helt anderledes, og den er bygget op omkring begivenhederne fra den tid. Det er ikke ligefrem Harry Potter – Salem er væsentlig mere jordnær."

Se traileren til Salem på www.streammag.dk