Showtime, der for to uger siden havde premiere på deres nye finansdrama, Billions, har allerede nu besluttet sig for at forlænge serien med endnu en sæson.

Dermed vender Chuck Rhoades, Bobby Axelrod, Wendy Rhoades og Lara Axelrod altså tilbage engang i løbet af 2017.

Beslutningen har formentlig heller ikke været særlig svær at træffe. Billions toppede nemlig sendefladen under premieren, hvor Showtime kunne melde om rekordstor interesse for serien, der er skrevet af Brian Koppelman, David Levien og Andrew Ross Sorkin og som har Damian Lewis (Homeland) og Paul Giamatti (Straight Outta Compton) i hovedrollerne.

Læs også: Nu vil HBO Nordic også hæve prisen for dit abonnement

Tv-selskabets øverste chef, David Nevins, sagde følgende i et interview til underholdningsmagasinet Variety "Billions er i virkeligheden en slags trojansk hest, der undersøger vores modsatrettede følelser i forhold til klasseskel og rigdom. USA har en helt ny klasse af superrige mennesker. Mange stræber efter at nå dette mål, men vi tillader os samtidig at tage snakken om ulighed og om, hvad der egentlig er rimeligt – og hvad der bestemt ikke er."

Mere end 1,6 millioner amerikanere så med, at Showtime forud for tv-premieren lancerede pilotafsnittet på bl.a. Facebook, Youtube og selskabets egne offcielle side. Yderligere 1,4 millioner så med fra sofaen under selve premieren, og det gav Billions mere end 2,9 millioner seere – noget der slog selskabets anden serie, Ray Donovan, af pinden, en rekord som ellers indtil da havde holdt siden 2013.

Billions kan i øjeblikket ugentligt følges på den danske streamingtjenste HBO Nordic.

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.