Når sjette sæson af fantasyserien Game of Thrones om 34 dage har premiere på HBO Nordic, bliver det angiveligt med tv-landskabets største slag nogensinde.

Det siger seriens medproducent og forfatter, Bryan Cogman, i et interview til underholdningssitet Entertainment Weekly.

"Det er uden tvivl den til dato største actionscene i Game of Thrones. Vi har altid gerne villet derhen, hvor vi, både historie, budget-, tids- og ressourcemæssigt, havde muligheden for at lave et rigtigt storslag, altså hvor to enorme hære går op mod hinanden."

Dermed lader det altså til at tidligere sæsoners krige, f.eks. Battle of Blackwater Bay i sæson to, Castle Black i sæson fire og ikke mindst Jon Snows første møde med The White Walkers altså overgås i denne kommende sjette sæson. Showrunner D.B. Weiss, der er en af de to tovholdere på eventyrserien, forstår dog godt, hvorfor der er langt mellem den slags storkrige på tv.

"Vi har tit spurgt os selv, hvordan det kan være, at man næsten aldrig ser den slags i tv-film og -serier, men når man så sætter sig ned for at planlægge det, bliver det ret hurtigt åbenlyst, hvor svært det er at gøre det rigtigt, hvis det ikke bare skal være det rene kaos."

Sjette sæson af Game of Thrones dukker op på HBO Nordic d. 25. april.

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook