Når Emmy-uddelingen løber af stablen d. 25. august på tv-kanalen NBC er fantasy-serien Game of Thrones et varmt emne med intet mindre end 19 nomineringer.

Tv-serien, der har gået sin sejrsgang hos både seere og kritikere, blev sidste år indstillet til 16 priser, men vandt kun i to kategorier, nemlig Outstanding Makeup (Non Prosthetic) og Outstanding Visual Effects. Skuespiller Peter Dinklage har siden seriens premiere været nomineret i kategorien Outstanding Supporting Actor – og i 2011 vandt han en Emmy for sit portræt af den snedige dværg Tyrion Lannister fra det magtsyge og bedrageriske hus Lannister.

Læs også: Masters of Sex vender tilbage

Til trods for Game of Thrones mange årlige nominering er serien dog blevet passeret gang på gang, når det handler om den eftertragtede pris som Outstanding Drama Series, altså hovedkategorien ved Emmy-uddelingen. Mad Men vandt denne kategori i både 2010 og 2011, mens prisen i 2012 gik til Showtimes Homeland. Året efter var det så Breaking Bad der løb af med prisen. I år skal Game of Thrones gnubbe skuldre med bl.a. True Detective, House of Cards, Mad Men og Downtown Abbey, så serien er langt fra sikker på at kunne stikke af med uddelingens mest eftertragtede statuette.

Game of Thrones er årets mest nominerede tv-serie med 19 nomineringer, skarpt forfulgt af Netflix-serien House of Cards med intet mindre end 16 nomineringer.

Læs mere om tv serier og film på www.streammag.dk