Freddie Prinze Jr., der bl.a. har medvirket i I Know What You Did Last Summer og tv-serien Bones, indspillede tilbage i 2010 en sæson af actionserien 24 timer sammen med Keifer Sutherland – og det er en oplevelse, han gerne ville være foruden i dag.

Prinze Jr., der deltog i årets Comic-Con for at promovere tegnefilmsserien Star Wars Rebels, sagde følgende om samarbejdet med Keifer Sutherland:

"Jeg indspillede en sæson af 24 timer, og det var helt forfærdeligt. Jeg hadede hvert eneste sekund på settet. Keifer var den mest uprofessionelle kollega i verden. Og det er ikke noget, jeg kun tør sige stående her, jeg siger det også gerne direkte til ham. Jeg tror, at enhver der har spillet overfor Kiefer ville sige det samme. I lang tid efter optagelserne havde jeg faktisk bare lyst til helt at droppe faget."

Læs også: 24: Live Another Day er actionfyldt, men skabelonskåret.

Prinze fortalte endvidere, at han, i tiden efter 24 timer, havde taget et job hos wrestling-organisationen WWE, og at det havde været en temmelig gnidningsfri oplevelse til trods for sportens temmelig vilde shows og noget blakkede ry:

"Bagefter fik jeg arbejde hos Vince McMahon og WWE, og det er i sagens natur vildere og mere vanvittigt end 24 timer, men her var folk i det mindste til at tale med ... og de havde ingen problemer med min højde. Til scenerne i 24 timer var jeg nødt til at tage mine sko af for ikke at virke højere end Keifer. Hvorfor fanden smed de ham ikke bare op på en mælkekasse eller et par telefonbøger? De vidste jo, at jeg er højere end ham."

Keifer Sutherland tog senere til genmæle gennem sin agent og udsendte følgende pressemeddelelse:

"Det er mere end fem år siden at Keifer spillede overfor Freddie Prinze Jr., og dette er første gang han overhovedet hører noget til Freddis beklagelser. Kiefer var glad for samarbejdet med Freddie og ønsker ham kun alt det bedste fremover."