Det står fast, at X-Files vender tilbage i januar næste år – i første omgang som en seks afsnit lang miniserie. Men hvad der ikke står klart er, hvorvidt Fox ville være interesseret i at forlænge projektet med flere sæsoner, hvis ellers genfødslen af en af 90'ernes mest populære serier får tag i seerne.

En af dem, der dog allerede nu er klar til mere X-Files er David Duchovny, skuespilleren der denne sommer spiller Sam Hoidak i tv-serien Aquarius, og som selvfølgelig var ufo-entusiasten Fox Mulder i den klassiske serie. Han sagde bl.a.:

Læs også: Manden bag Sons of Anarchy står klar med helt ny serie


»Jeg er klar på at tage endnu en tørn efter miniserien, men kun hvis der ikke er tale om en 20 afsnit lang sæson. Jeg tror ikke, at jeg kan klare 20 afsnit længere, og jeg er heller ikke sikker på, at Gillian kan det. Men jeg er ret sikker på, at alle er meget opsatte på at give det en chance efter miniserie. Vi har i hvert fald ikke startet hele dette projekt op for at afslutte det igen bagefter.«

Duchovny kunne også fortælle, at han var helt overvældet over at modtage manuskriptet til serien:

»Jeg fik manuskriptet her til morgen. Jeg læste det for en time siden, og jeg kunne ikke komme forbi første side uden at fælde en tåre. Ikke på grund af selve fortællingen, men fordi vi har snakket om det så længe, vi har planlagt det så længe og det har taget så lang tid at samle de rigtige folk omkring projektet. Det var virkelig fedt og meget emotionelt for mig.«

X-Files vender tilbage d. 24. januar 2016 på tv-kanalen Fox.

Du kan læse mere om X-Files og de mange andre tv-serier og film, hvis du henter Stream - det er 100 % gratis til alle tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.