Tv-serien X-Files, der tonede frem i en hel ny udgave for første gang d. 24. januar, har tilsyneladende ikke haft svært ved at hive seerne til fladskærmen. Ifølge Fox så intet mindre end 20,3 millioner seere med, da selskabet viste de første to afsnit af serien – og det er ny rekord for X-Files. Den gamle rekord stammer tilbage fra 1997/1998, hvor femte sæson dengang kunne fastholde 19,8 millioner seere foran fjernsynet.

Det bringer samtidig Fox' serie op på en tredjeplads over denne sæsons mest sete serier, kun overgået af zombieserien The Walking Dead på AMC og musikserien Empire, der også er et Fox-projekt. Dermed lader det også til at rygterne om en egentlig spin off-serie kan gå hen og blive en realitet.

Læs også: Fem vigtige dramaer du kan se lige nu på streamingtjenesterne

Ifølge rygter som sitet TVLine har fulgt op på, lader det til at FBI-agenterne Miles og Einstein, der spilles af henholdsvis Robbie Amell (The Flash) og Lauren Ambrose (Six Feet Under), måske er makkerparret, der skal køre X-Files videre, når Mulder og Scully takker af efter sjette og sidste afsnit af miniserien. Begge agenter introduceres i løbet af miniserien, og det er altså på den baggrund at Fox muligvis vil lade projektet knopskyde.

Serien kan følges herhjemme på streamingtjenesten Viaplay og tv-kanalen TV3+.

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.