Vi fik sidste år lov til at opleve en af de mest helstøbte, underholdende og velfortalte superhelteserier nogensinde. Daredevil kom som et lyn fra en klar himmel og fejede benene væk under de fleste. Nu er The Devil of Hell’s Kitchen endelig tilbage med anden sæson, og niveauet er mindst ligeså højt som i første. Et spændende tema og nye karakterer danner rammen om endnu et urimeligt velkomponeret kapitel om den blinde selvtægtsmand, der ser bedre end de fleste.

Til trods for Wilson “Kingpin” Fisks (Vincent D’Onofrio) fængsling er kriminaliteten i Hell’s Kitchen ikke forsvundet. Tværtimod. Flere bander og mafiaer hærger den allerede trængte bydel, der heldigvis kan finde en smule trøst i sin utrættelige beskytter, Daredevil. Men en ny og langt mere brutal selvtægtsmand er pludselig også på spil. En mand, der egenhændigt mejer mafiaceller ned i deres reder, men som ikke skyr nogen midler. De fortjener den kugle, de får i panden, er rationalet hos The Punisher (Jon Bernthal).

Læs også: Ny vikingserie med Peter Gantzler

Matt Murdock (Charlie Cox) har derfor nok at se til med en underskudsgivende advokatforretning og en skydegal selvtægtsudøver, men han bliver også indhentet af fortiden. Hans tidligere flamme Elektra Natchios er pludselig i byen. En kvinde, der med sit smukke ydre, enigmatiske og flirtende facon samt hårdtslående næver, formentlig ikke betyder godt nyt for Hell’s Kitchen.

I første sæson viste seriens skaber Drew Goddard, at han ikke alene besidder en formidabel evne til folde karakterer ud på en måde, der både skærer helt ind til benet og bevæger sig ud af små, kuriøse tangenter, men at han også har en enorm viden og forståelse for hele universet omkring Daredevil. Måden, hvorpå der bliver lagt referencer ud og introduceret nye karakterer var ganske enkelt fænomenal, og det har han i den grad taget med sig ind i anden sæson.

Navnlig Frank Castle, eller The Punisher, som han bliver kaldt i aviserne, står som en funklende stjerne i ensemblet. Han passer forrygende ind i temaet om grænsen mellem det gode og det onde, og hvad en selvtægtsmand kan tillade sig i sin jagt på at gøre verden til et bedre sted. ”You hit ’em and they get up, I hit ’em and they stay down,” som Castle råber til Murdock i en i øvrigt forrygende scene på taget af en bygning.

Læs resten af anmeldelsen her

Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.