Manuel Noriega, Panamas tidligere diktator og general, skal ikke regne med at se så meget som en dollar, hvis det står til spiludgiveren Activision, det amerikanske selskab bag bl.a. Destiny, Call of Duty og Skylanders.

Udgiveren, der i juli måned blev sagsøgt af den panamanske general fordi han optræder som en bifigur i selskabets skydespil Call of Duty-spil Black Ops II, vil ikke rykke sig en tomme og forsøger nu i stedet at få sagen smidt helt ud af retten i New York.

Læs også: Anmeldelse: Metro Redux - velkommen til et post-apokalyptisk Rusland

Rudy Giuliani, der tidligere har været New Yorks borgmester og som i øjeblikket arbejder for byens anklagemyndighed, sagde følgende om søgsmålet:

"Det er helt utroligt at Manuel Noriega, der er kendt som en notorisk diktator og som i øvrigt har været fængslet i mange år for sine forbrydelser, føler sig krænket over at blive portrætteret som en kriminel og en statsfjende i Call of Duty. Det er ganske enkelt absurd."

Og han fortsatte:

"Jeg har ikke tænkt mig at fylde Manuel Noriegas lommer med penge fra Activision og den populære Call of Duty-serie, fordi vi tillader os at bruge ham i kontekst med spillet, men det kommer ikke bag på mig, at Noriega nu forsøger at angribe serien. Han er en tyran, der kontinuerligt har holdt det panamanske folk i et jerngreb."

Call of Duty Black Ops II blev lanceret tilbage i november 2012.