Lyngby sikrede sig bronze i klubbens oprykningssæson med en fornem 3-0-sejr over FC Midtjylland. Nu skal Europa indtages.

»Tillykke med det, David. Fuldt fortjent. I har sgu været stabile og gode.«

En skuffet FC Midtjylland-anfører Jakob Poulsen afbryder Lyngby-træner David Nielsen talestrøm og giver ham et velment håndtryk. En anerkendelse, en letten på hatten, et klap på skulderen. For Poulsen har ligesom mange andre Superliga-fans og eksperter måttet lade sig imponere af Lyngby i denne sæson.

Oprykkerne tog til Herning ét point foran Midtjylland på fjerdepladsen, og stille og roligt pillede de Jess Thorups mandskab fra hinanden i en overlegen 3-0-sejr, der sikrede klubben de første medaljer siden 1992. Dengang var de af guld – denne søndag var det bronze.

En bedrift, der kun sættes i perspektiv af, at klubbens Superliga-eksistens var truet på livet i denne uge, hvor der var tvivl om, at klubben ville få licens til at spille i landets bedste række efter de økonomiske problemer hos klubejeren Hellerup Finans.

Det skete som bekendt ikke, men der har stormet meget i Lyngby i denne sæson. I hvert fald uden for banen, og det har næsten i trods ikke påvirket spillet på banen, der kulminerede mod Midtjylland.

»Det er en enorm mental præstation af alle. Især spillerne. Vi har haft fokus på vores, og vi er et godt fodboldhold. Vi har vist, at vi har kunnet de fleste facetter af spillet på højde af de allerbedste hold,« forklarer David Nielsen om succesen.

»Hvis vi skal arbejde i fodbold, kan vi ikke have fokus på, hvad der står i avisen. Jeg ved, I gør jeres job, men vi kan ikke læse om, at vi har spillet en dårlig kamp i avisen. Vi skal heller ikke læse om, at verden går under i avisen, fordi så stopper vi med at leve i nuet. VI forholder os til vores hverdag, og det har spillerne været dygtige til at navigere i,« siger han videre.

Vil ikke på ferie

Hos spillertruppen i Lyngby sender man den flotte udvikling videre til træner David Nielsen.

»David forstår at give folk en masse selvtillid. Han har måske set, at ros virker godt på det her hold. Han giver sig tid til at forklare og bygge folk op. Folk har købt ind på, at der fra modstander til modstander kan blive rykket rundt, fordi der er brug for nogle forskellige kompetencer fra gang til gang,« siger forsvarsspilleren Thomas Sørensen, der nu sammen med resten af holdet skal spille Europa League-kvalifikation efter sommerferien.

En sommerferie, som David Nielsen ikke gider gå på.

»Vi har slået Brøndby, FC København og FC Midtjylland på rap. Spillerne er klar til en europæisk udfordring. Der er ingen af os, der har lyst til at holde ferie, men det er vi desværre nødt til i et kort øjeblik. Men så er vi hurtigt på den igen, lover han, »inden han sender spillerroserne i hovedet på dem igen.

»De får jo træneren til at se ud som et geni.«

Mens Lyngby kan glæde sig over at skulle spille europæisk fodbold for første gang i 17 år, skal FC Midtjylland ud i en knald-eller-fald-kamp mod enten OB eller Randers om den sidste europæiske plads som et led i den nye Superliga-struktur.

»Det er det her, vi får penge for. Vi er meget skuffede lige nu, men det er en hamrende vigtig kamp, vi skal spille på torsdag. Hvis vi ikke vil gøre alt for at revanchere nederlaget mod Lyngby, så forstår jeg ingen ting,« lyder det fra FC Midtjylland-anfører Jakob Poulsen, der kort efter fanger David Nielsen.

»Tillykke med det, David. Fuldt fortjent. I har sgu været stabile og gode.«