Mette "Mus" Vestergaard er i dag en af landsholdets få gamle rotter. FIF-skytten - som nu bejler til en position som anfører - var en af de få rutinerede, der valgte at give den en skalle til i de kommende år.

Derfor vil Mette Vestergaard have stor indflydelse på de nye navne, der i disse dage er samlet i Vejle til den første samling inden holdet til EM i Rumænien udtages.

For Vestergaard kan tydeligt huske, da hun selv debuterede tilbage i 1995.

Derfor ved hun udmærket betydningen af en god start i en trup, hvor flere af spillerne har kendt hinanden i mange år.

EM 1996 på hjemmebane var Mette Vestergaards første store turnering, men hun husker ikke mesterskabet som noget særligt.

Det blev nemlig ikke til så meget spilletid.

I 1997 var Mette Vestergaard ikke med til at vinde VM i Tyskland, mens hun vendte tilbage året efter til EM i Holland.

"Så på den baggrund var det meget sjovere at spille VM sidste år, selvom vi måtte nøjes med en sjetteplads. For der fik jeg rigtig chancen, og ved OL blev jeg vist en masse tillid, som jeg nu skal øse af overfor de nye i truppen. Derfor har jeg ikke noget imod at være en af de gamle rotter, som nu skal være med til at bygge noget nyt op."

"Det er kun en ekstra udfordring, idet vi nu skal ud og spille på en helt anden måde. Min opgave bliver så at skabe en masse tryghed både på og udenfor banen. Jeg skal også være den, der går forest til træning. Jeg skal sammen med de andre rutinerede spillere vise vejen, og det er jeg mere end klar til."

Under gårsdagens første træning var det da også tydeligt, at mange af de helt unge spillere havde en god portion ydmyghed med i bagagen.

"Sådan vil det jo være. Jeg holdt mig også lidt i baggrunden i starten, men jeg fandt da hurtigt ud af, at de etablerede spillere var helt almindelige mennesker. De var hverken snobbede eller farlige, og sådan skal det bare være."

"Heldigvis stilles der ikke så store forventinger til os ved EM, men det blev der jo heller ikke gjort ved OL. Denne gang tror jeg imidlertid nok, at vi skal være mere end glade for en kvalifikationsplads til næste års VM," understreger Mette Vestergaard, der gerne så en genindførelse af et B-landshold.

"Jeg spillede på B-landsholdet, inden jeg gjorde min entre på det rigtige landshold. Og det vil være godt at få genindført, idet man så undgår det store spring, hvor spillerne går direkte ind på landsholdet," lyder det fra Mette Vestergaard, der på intet tidspunkt har overvejet en pause fra landsholdet.

"Jeg vil gerne fortsætte til EM i 2002, men jeg ønsker ikke at give håndslag på det. Det er dog sikkert, at jeg stiller op til næste års VM, hvis vi altså kvalificerer os. Jeg smutter ikke bare sådan, før der er en efterfølger klar til min plads," understreger Mette Vestergaard, der som ny anfører vil få endnu mere at se til med de nye spillere.