På trods af at FC København tabte det storkøbenhavnske derby til Brøndby, begynder toppen af Superligaen at tage mere og mere form, så de tre hold, som sagligt og fagligt burde ligge i top, faktisk også begynder at gøre det. Og ja, så ved jeg, at Sønderjyske er undtagelsen.....
På trods af at FC København tabte det storkøbenhavnske derby til Brøndby, begynder toppen af Superligaen at tage mere og mere form, så de tre hold, som sagligt og fagligt burde ligge i top, faktisk også begynder at gøre det. Og ja, så ved jeg, at Sønderjyske er undtagelsen.
Så med knap en tredjedel af sæsonen overstået har jeg svært ved at forestille mig, at det ikke ender med en guldduel mellem FC Midtjylland og FC København, og Brøndby lige bagefter.
At tabe på Brøndby Stadion er ikke en katastrofe for FCK, for det opgør har sit eget liv og vil aldrig på forhånd være indkalkuleret i de point, man regner med at hente. Men det er selvfølgelig et irritationsmoment for FCK, at man ikke når det spillemæssige niveau, som man har præsteret i de seneste kampe. Det er ikke kun FCKs skyld, for det skyldes i lige så høj grad, at Brøndby ikke tillod modstanderne at være så gode, som de kan være.
Brøndby tabte stort i Aalborg sidste uge, men har, som Thomas Frank siger, en udtalt evne til at komme igen. Det viste man igen, men det er vel fair at sige, at det ikke nødvendigvis er en ønskværdig dyd at besidde – fordi det forudsætter, at det igen og igen er nødvendigt at komme igen.
Men Brøndby rejste sig attitudemæssigt og med den begejstring og optimisme, der kommer af at slå FC København, er man oppe, hvor den udtalte målsætning så absolut er inden for rækkevidde. Det bør man også være med tanke på truppens styrke og bredde.
Helt i top befinder FC Midtjylland sig igen efter en sejr over Randers – en sejr, der på intet tidspunkt var i fare. Randers havde ingen våben, der kunne udfordre FC Midtjylland defensivt. Forsvarsmæssigt var det igen en suveræn præstation, og samtidigt viste man mere aggressivitet, hvilket udmøntede sig i en lidt større gennembrudshidsig stil, uden at man gav køb på kontrollen og tillod kontrastød.
Det er en udtalt styrke hos FC Midtjylland, at man har udviklet den stabilitet i spillet, så man meget sjældent mister kontrollen og balancen på holdet. Jeg bed mærke i, at FCM efter kampen lod forstå, at sejren måtte lukke munden på dem, der har udtalt sig lidt kritisk om de offensive evner. Jeg tror heller ikke, der er nogen, som har betvivlet, at FCM overordnet er en succes.
Forskellen mellem scorede og indkasserede mål er glimrende med et plus på ni mål, men der er kun scoret 12 mål i 10 kampe. Og, hvilket jeg tidligere har været inde på, så er det et faktum, at man har scoret fire mål i Superligaen efter andet end forsvarsforæringer eller dødbolde – altså efter enkeltspilleres kreativitet, indøvede løbemønstre eller angrebsåbninger. Det er helt neutralt pointeret, for flere af dødboldene er kommet efter gode angreb, og flere forsvarsfejl er fremprovokeret af godt FCM-pres.
Jeg mener ikke, det er problematisk, men jeg synes, det skal med som en pointe – også selv om det bunder i, at man, for at få succes i internationale kampe, har valgt at fokusere meget på at styrke defensiven – altså en tilsigtet og velovervejet stilændring. Det har man gjort godt, og jeg synes, det vidner om international klasse, hvilket mange af de andre hold i Superligaen kunne lære noget af. For set ud fra et internationalt perspektiv, er det kritisabelt, at så mange hold ikke er bedre i stand til at forsvare eget mål.
Når jeg vurderer, at toppen er ved at krystallisere sig, handler det i lige så høj grad om, at udfordrerne, og her tænker jeg umiddelbart på Randers og AaB, ikke er stærke nok.
Randers var chanceløse mod FCK i Parken og havde heller ikke niveau til at true FCM. AaB fik alt til at klappe mod Brøndby, men tabte så til Viborg fredag aften. Og når forskellen på top- og bundniveau er så udtalt, er det meget vanskeligt at skabe den resultatmæssige kontinuitet, der er nødvendig for at tilhøre toppen af ligaen.
Det samme gælder for så vidt OB, som jeg inden sæsonen vurderede til at være blandt de seks bedste. Men på trods af en offensiv, der tæller nogle af rækkens bedste spillere, halter det voldsomt, selv om defensive problemer burde være mulige at træne sig ud af.
