Han har netop for anden gang på tre år vundet det klassiske 24-timers løb, Le Mans, og han er på mange måder alletiders største navn i dansk motorsport.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>32-årige Tom Kristensen har kørt i et hav af forskellige bil-klasser, og bemærkelsesværdigt nok har han vundet løb og sat hurtigste omgangstider i samtlige klasser - en bedrift, der internationalt har smykket Hobro-knægten med prædikatet som en af verdens bedste allround-kørere.

En stor del af karrieren har været henlagt til japansk asfalt, og han har derfor ikke helt fået den opmærksomhed herhjemme, som han har gjort sig fortjent til, men tag ikke fejl af Tom Kristensen - han kunne få en fartbøde på et punkteret gangstativ.

1. Din sportslige drøm



Dengang jeg som dreng kørte go-kart var det min drøm at opnå det største man kan indenfor motorsport - at blive verdensmester i Formel 1.

Det har jeg selvfølgelig ikke nået, men jeg synes, at jeg har opnået så mange andre ting, og derfor er jeg sådan set meget godt tilfreds med min karriere.

Alle mine realistiske drømme har jeg fået opfyldt - men det ultimative mål, verdensmesterskabet i Formel 1 - det når jeg nok aldrig.

2. Din styrke som sportsmand



Min styrke er, at jeg er seriøs - meget seriøs.

Jeg rimeligt nem at sætte op, jeg bliver meget tændt, og så er jeg nok rimeligt kold i afgørende situationer.

3. Din styrke som menneske



Puuuh.

Jeg ved ikke om det er min styrke, men jeg er nok lidt kedelig til daglig.

Jeg er nok meget omgængelig - det er vel også en styrke.

4. Din svaghed som sportsmand



Min svaghed er nok, at jeg er for dårlig til at sige nej.

Ofte spreder jeg mig for meget over forskellige projekter og idéer, hvor jeg nok ville være bedre tjent med at koncentrere mig om lidt færre ting.

5. Din svaghed som menneske



Det er tit sådan, når jeg rejser så meget, som jeg gør, at jeg er lidt fraværende og distræt, når jeg så endelig kommer hjem til familien.

Det er ikke noget, jeg tænker over, når jeg er midt i det, men det er på grund af den verden jeg lever i med skarp koncentration.

Min svaghed er nok, at jeg er for dårlig til at slippe sportens verden, når jeg er hjemme.

6. Dit forbillede



Da jeg var yngre, var mine forbilleder indenfor sportens verden Mario Andretti og Ayrton Senna, men Nelson Mandela er vel nok den person, der berører mig dybest nu.

7. Din største bommert



Da jeg var 11 år gammel, havde min far en tankstation med tilhørende værksted.

En weekend var mine forældre væk, og jeg fandt nøglen til en af bilerne nede på værkstedet, som jeg så kørte en tur i med en kammerat.

Da jeg så kommer tilbage efter en times ræs i en grusgrav, ser jeg, at der er blevet skiftet vagt på tanken, og ham, der står der, har jeg mistænkt for at ville sladre.

Den tanke chokerer mig lige et øjeblik - længe nok til at jeg simpelthen krøller den her Austin Morris ind i stålstanderen, der holder benzintankens Shell-logo.

Der troede jeg, at min verden ville gå under.

8. Din største last



Jeg tror ikke, at jeg har en største last.

Selvfølgelig er jeg til søde sager, men det er de fleste sportsfolk vist.

9. Privatpersonen Tom Kristensen



Jeg elsker min kone og mine børn overalt på jorden, og jeg tror, at jeg er en god familiefar.

Desværre ser mine kufferter mere end min kone og børn, og tit er det sådan, at når man kun lige har en dag hjemme, så er der så mange ting, der skal gøres.

10. Det værste du ved



Myg i soveværelset.

11. Efter karrieren



Det har jeg slet ikke skænket en tanke endnu.

Det er jo en usikker branche, jeg er i, og det kan være, at jeg stopper om to år, og det kan være, at jeg fortsætter i mange år endnu.

Det er alt for tidligt at tænke på.

12. Sportens største problem



Altså, det er fantastisk, at man fra dansk side har kunnet få så mange gode kørere, for vi er et lille land, og det er utroligt svært for alle de talenter, der kommer fra go-kart, at komme videre.

Men vi har været villige til at smøge ærmerne op og rejse ud i verden, hvilket er med til at modne de unge racerkørere.

Det havde været nemmere, hvis erhverslivet havde bakket bare en lille smule op omkring dansk motorsport, men vi er en lidt overset ting her i landet.

13. Den perfekte verden



Lidt filosofisk kunne det være kærlighed, kildevand og ingen sygdom, men skulle man se lidt anderledes på det, kunne den perfekte verden være, når jeg engang kommer hjem til Danmark.

Når man er så meget i udlandet, som jeg er, får man et bedre syn på Danmark - man bliver mere patriotisk og mere dansk - og derfor er jeg sikker på, at jeg på et tidspunkt vender hjem, og det er da fordi, at jeg tror, at den perfekte verden er i Danmark.