Thorbjørn Olesen ser frem mod en sæson, der skal sende ham retur mod verdenstoppen i den sport, han elsker, men ikke altid finder det naturlig at færdes i.
Der er noget popstjerne-agtigt over Thorbjørn Olesen. Veltrænet, solbrun, dyrt ur om håndleddet, kæde om halsen og håret i en moderigtig skilning.
I en sport hvor fordommene om kedelige midaldrende mænd i ternede bukser stadig finder plads, skiller danske Thorbjørn Olesen sig ud. Med sit look, men også med et særligt potentiale, som tidligt i karrieren spåede ham en fremtid blandt verdens bedste golfspillere. Helt oppe på det niveau, hvor spillere som Tiger Woods, Rory McIlroy og svenske Henrik Stenson befinder sig.
Set i det lys er et kig på den øjeblikkelige verdensrangliste dyster læsning for 25-årige Thorbjørn Olesen, der lige nu kun akkurat holder fast i en top-100-placering. Skader og en skuffende sæson på 2014-udgaven af PGA-Touren har sendt danskeren fra Hareskovby på en rutsjebanetur langt ned ad ranglisten to år efter, han bragede frem med en sjetteplads i US Masters.
Kritikken af Thorbjørn Olesen har været hård. Sidste års sats med at tage til USA og spille på PGA-Touren blev en resultatmæssig fiasko, hvilket har fået onde stemmer til at lufte tanken om, at Thorbjørn Olesen måske blot var en døgnflue, der ikke har niveauet til at holde sig på toppen.
Men trods nedturen, som med undtagelse af et par lyspunkter kunne forlænges med sidste halvdel af 2013, holder Danmarks mest talentfulde golfspiller siden Thomas Bjørn fast i optimismen. Også selvom starten på 2015-sæsonen har fået det værst tænkelige afsæt med en håndskade, der har holdt ham ude i indledningen af sæsonen.
»Jeg har en femårsplan, som jeg lavede før nytår. Når jeg er 30, vil jeg være i top-10 i verden. Og jeg vil vinde en major,« siger Thorbjørn Olesen, der ikke er bange for at ende som manden, der aldrig fik udløst det potentiale, som ingen er i tvivl om.
»Jeg har vundet to turneringer på Touren og været herude i fire-fem år. Så jeg synes, jeg har bevist mig. Skulle det gå galt, så går det galt. Men jeg tror på det.«
Thorbjørn Olesen hviler i sig selv. Smiler lidt mellem ordene. Den tidligere selvudnævnte festabe er blevet mere moden efter knap en håndfuld år på Europa Touren og flytningen hjemmefra til bopælen i London. Priviligeret over livet som professionel golfspiller, men også med en erkendelse af, at han aldrig bliver den brik, der glider ubesværet ind i det store golfpuslespil.
»Jeg er nok ikke den normale golfspiller. Det tror jeg aldrig, jeg bliver, siger han og uddyber:
»Jeg elsker at spille golf. Men for mit vedkommende bliver jeg hurtigt to forskellige personer. Man er lidt en anden person, når man er hjemme blandt venner i forhold til den, der rejser ud til turneringer, spiser på nogle af de bedste restauranter og bor på super hoteller.«
»Når man kommer hjem, er det meget mere stille og roligt. Der slapper jeg af, spiser rugbrødsmadder, hygger med vennerne og lever et ikke særlig vildt luksusliv. Jeg synes egentlig, jeg er den samme, som da jeg var 18 år, selvom jeg selvfølgelig kan gøre nogle andre ting, end da jeg ikke havde penge.«
Det har Thorbjørn Olesen. Mange af dem. Store sponsorater med eksempelvis Nike har skaffet nuller på kontoen foruden de præmiepenge, der følger med i turneringerne.
Men succesen har også sin pris for den socialt anlagte Thorbjørn Olesen, der lever i en kuffert i omkring 35 uger om året. Selv når han vinder, som det var tilfældet ved Europa Tour-turneringen i Australien i oktober. Den første i to år.
»Når man vinder, sker der en masse. Præmieuddeling, ud til pressen og alt muligt. Men bagefter kan man godt stå tilbage der helt alene. Alle er taget hjem eller fløjet videre. Derfor kan det også godt være ensomt at vinde,« fortæller Thorbjørn Olesen, der tillægger den manglende sociale base noget af forklaringen på, at det amerikanske eventyr på PGA-Touren endte som en frustrerende oplevelse.
»Jeg kunne se, at til de turneringer, jeg gjorde det godt derovre, der havde jeg folk omkring mig. Venner fra Danmark eller fra England, som jeg lejede et hus med, så vi kunne hygge os i stedet for at sidde alene på nogle af de kedelige hoteller i USA.
»Når du ikke kender så mange derovre, kan man godt ende med at være meget alene,« fortæller Olesen, der også ser dårlig planlægning som en af grundene til den amerikanske nedtur.
Først sent kom han i gang med sæsonen i USA, og så var der pludselig mange point, der skulle hentes for at indløse billet til 2015-sæsonen.
»Det stressede. Der var mange turneringer, jeg gik ind til uden at være rigtig klar. Det var jeg pisseirriteret over, men jeg er stadig glad for, jeg tog derover. Det har givet en masse erfaring og blod på tanden til at tage derover igen. Jeg har været med fremme i majors i USA, så jeg ved, at mit niveau er højt nok til at spille derovre.«
I første omgang står den på fortsat genoptræning af den opererede hånd. Det kræver tålmodighed, hvilket ikke rimer særlig godt på Thorbjørn Olesen.
Først derefter kan han indlede comebacket mod verdenstoppen - med eller uden omverdenens tro. Selv har han aldrig mistet den. Heller ikke, da han i efteråret for første gang i to år røg ud af top-100.
»Lige siden amatørkarrieren har der været folk, der tvivlede på mig. Der var næsten ingen, der troede på, jeg kunne komme helt op. Det fik jeg bevist, og det var en kæmpe succes. Hele vejen igennem har jeg levet med kritik, men det giver mig bare motivation til at arbejde hårdere.«
Har du ikke selv tvivlet på, om du kan indfri det potentiale, som vi ved, du har?
»Jeg synes selv, jeg sætter overliggeren rigtig højt. Så jeg tror mere, det er det pres, jeg selv lægger på mig.«
»Jeg vidste, det kunne gå begge veje, da jeg tog chancen i USA, men jeg synes, det var et godt sats. Jeg begyndte aldrig rigtig at tvivle på, om jeg er god nok. Jeg ved, jeg kan være blandt de bedste,« lyder det selvsikkert fra Thorbjørn Olesen, der nok må væbne sig med tålmodighed i to-tre uger mere, før han kan komme ud på golfbanen.
Men så kan man også forvente en tændt og topmotiveret Thorbjørn Olesen.
»Jeg går efter at vinde en turnering i 2015.«»Jeg er klart mere sulten, end jeg har været længe. Når man får sådan en tid her, kan man mærke, hvor stor en kærlighed man har til sporten. Det kan man nogle gange glemme, når man spiller turneringer hver uge og træner hver dag. Det giver mig motivationen til at træne endnu hårdere, så jeg kan komme op på det niveau, jeg ved, jeg har været på. Og løfte det endnu højere,« siger Thorbjørn Olesen.
