Christiansborg Slotsplads skal gennemgå en større ombygning i forbindelse med øget terrorsikring.

København. Stævnet KMD Ironman Copenhagen bliver i år flyttet væk fra Christianborg i København på grund af terrorsikring.

De over 3000 atleter skal derfor forberede sig på flere markante ændringer til stævnet, der afvikles 20. august for femte gang.

Sportsbegivenheden får ny rute og nyt målområde på Ofelia Plads lige ved Det Kongelige Teaters nye skuespillerhus over for Operaen i København.

- Vi er på den ene side lidt kede af at skulle forlade Christiansborg Slotsplads, som har været vores målområde gennem alle årerne.

- Omvendt får vi nu muligheden for at justere dele af vores setup og stævneområde samt skabe en gigantisk folkefest på Ofelia Plads lige ved Skuespillerhuset.

- Og hvem ved, måske bliver vi så glade for det, at vi får lyst til at blive, men det kigger vi på bagefter, fortæller Thomas Veje Olsen, direktør for KMD Ironman Copenhagen.

Terrorsikringen og en større ombygning på Christiansborg betyder, at stævnet nu får skiftezone fra cykel til løb på Ofelia Plads.

Det skaber et enormt tryk med mange tusinde tilskuere i området, hvor deltagerne efter cykelturen nu skal løbe rundt om Skuespillerhuset.

Det giver mulighed for at teste et nyt setup, der på sigt skal være med til at gøre stævnet til verdens største ironman målt på tilskuere.

- Ironman på Kona i Hawaii vil altid være ikonisk. Det er det, alle triatleter drømmer om, og som man kan kvalificere sig til via KMD Ironman Copenhagen.

- Men målt på antal tilskuere, og stemningen der omgiver ironman-konkurrencen i København, mener vi, det er realistisk, at vi ikke bare bliver én af verdens største, men inden for et par år bliver verdens største.

- Her giver den nye rute og et nyt målområde os mulighed for at teste nogle ting, så vi hele tiden bliver bedre i forhold til afviklingen og oplevelsen, du får som deltager og tilskuer, siger Thomas Veje Olsen.

KMD Ironman Copenhagen er ifølge arrangørerne vokset til at være en af verdens fem største ironman med langt over 200.000 tilskuere langs ruten.

3200 deltagere fra 50 nationer er med, når starten går på Amager Strandpark, og stævnet er udsolgt.

/ritzau/