Hele Danmarks Super Brian fylder rundt, og der er rigeligt at gøre status over. BT har besøgt Brian Nielsen i hans nye hjemland, Spanien.
Han spiller golf, som han boksede. Stædigheden og viljen bærer Brian Nielsen igennem de 18 huller på Marbella Golf Country Club. Torvene og kanvassen er skiftet ud med nyklippet græs i Andalusien. Det her er Brian Nielsens arbejdsplads.
»I er et par bonderøve,« råber Brian Nielsen af BT med et smørret grin. Humøret er hans varemærke.
Denne tidlige forårsdag i Spanien kunne den forhenværende bokser ellers godt tillade sig at brokke sig. På de første huller er han skvattet, og bukser og trøje bærer præg af en tur i græsset. På vej op til golfvognen humper Brian Nielsen, køllen må tages i brug for at komme op ad bakken. For knæet knager.
Det gør ondt og har gjort det i et par uger. Ikke det højre, som der var problemer med op til hans comeback mod Evander Holyfield i 2011, nej, nu er det venstre side. Med det hængende ude af golfvognen træder Brian Nielsen speederen i bund og suser videre til næste hul. Han har fart på.
Egentligt burde golf ikke fungere for Brian Nielsen, som er utålmodig af natur. De senere år har han dog sammen med kæresten Jeanette haft sporten som omdrejningspunkt i deres fælles firma. Det er særligt den pensionerede boksers evne til at underholde og hygge, der driver virksomheden. Her er han stærk.
Der ligger bajere og sodavand i golfvognens lille handskerum. Kunderne skal plejes. Brian Nielsen selv snupper en kold vand. Han sidder i vognen og betragter de to andre duellanter. Om halsen hænger en E-cigaret. Den babbes der på, som var det et sugerør med adgang til velsmagende læske. Imens råber han ind til dagens konkurrenter.
»Kom så, Poul Erik. Giv den en med jernet«, gnægger han.
At sidde der i skyggen med bagdelen plantet i sædet og med udsigt til en arbejdsdag med 18 hullers golf hjælper tydeligt med at skubbe smerterne i bentøjet på afstand. Brian Nielsen kan heller ikke lade være med at anstrenge sig en anelse mere i sit golfspil, som sidste hul nærmer sig. Den samlede sejr er tæt på, og sådan en tager en sportsmand altid med. Knæet er også blevet varmt. Om lidt er der kaffe i klubhuset.
Smerterne
»Egentligt har jeg ikke så ondt i kroppen. Jeg har ondt i mit knæ, og det påvirker mig. Det skifter meget. I sidste uge gik jeg for eksempel ude på golfbanen, og så gjorde det pludseligt ondt. Det er bare slitage, og der skal da gøres et eller andet ved det, men så skal det være et helt nyt knæ, jeg gider ikke halve løsninger. Ryg, arme og resten har det glimrende. Jeg har aldrig smerter i hænderne eller andre steder, så der har jeg været heldig.«
»Det lyder som om, jeg render rundt med en brækket næse, det er helt forfærdeligt, og jeg ved det godt. Jeg kan ikke selv høre det, og når jeg gør mig umage og taler langsomt, så er jeg forståelig, men så synes jeg, at jeg lyder helt åndssvagt inde i mit eget hoved. Jeg er stadig i tvivl om, om det er min næse, den er gal med. Tidligere kunne jeg ikke få luft igennem den, det kan jeg nu. Jeg er blevet opereret to gange. Første gang hjalp det, og jeg fik en anden lyd i min stemme. Men altså det handler bare om, at jeg taler hurtigere, end jeg kan følge med.«
»Nu bliver jeg 50 år, og jeg kan huske, da min egen far fyldte det samme. Dengang tænkte jeg, hold da kæft, nu er han gammel. Men altså, tiden er bare anderledes i dag, og selvom jeg efterhånden er nået op i årene, så føler jeg mig ikke gammel.«
»Min far blev 67 år. Jeg tror på, at jeg bliver meget ældre. Folk tænker måske, jeg har levet et hårdt liv, men det passer ikke. Jeg har aldrig drukket meget, og selvom jeg nok har røget lidt for mange smøger her og der, så har jeg oftest været i rimelig form. Trods det har jeg jo altid har været fed, og det kan jeg mærke på mine knogler nu. De er slidte på grund af alt det pres. Jeg ligner nok også lidt en rosin i hovedet og har bæreposer under øjnene, men i bund og grund har jeg det helt okay.«
I en ældre, sølvgrå Mercedes med store fælge kommer Brian Nielsen cruisende. Vinduet er rullet ned, han taler i telefon. Som han slænger sig dér, ligner han en amerikansk rapper, der kører søndagstur i Los Angeles. Brian Nielsen elsker sin bil. Han brugte pengene fra kampen mod Mike Tyson til at købe den. Han kalder den sin gamle smadderkasse, og selv hvis han fik 50 millioner kroner, ville han ikke købe en ny. Det tager små 10 minutter, så er vi væk fra golfklubben og ude på motorvejen mod Malaga. Nu vil Brian Nielsen lege. Han træder gaspedalen i bund. Tyk sort røg pruster ud af udstødningsrøret. Den går nemt fra 0 og hele vejen op til 150 km/t på ingen tid. Bilen er chiptunet, og hvis Brian Nielsen ville, kunne den fortætte op til 265 km/t uden problemer.
Men efter 15 år på den spanske solkyst ved han præcis, hvor alle politiets fartsensorer er placeret. Derfor bremser han pludseligt, smider sin venstrearm ud af vinduet og signalerer, at nu skal vi være opmærksomme.
Vi er på vej til dagens andet gøremål. Brian Nielsens og kæresten Jeanettes to børn Mille og Cecilie skal hentes fra skolen. Afhentningen er først klokken 16.00. Vi er tidligt på den, så ventetiden slås ihjel på en nærliggende cafe. Kaffen er varm, Brian Nielsen ryger sig en smøg fra den pakke, han netop har trukket i automaten. Her sidder han ofte. Måske fordi han i baggrunden kan se al den jord, han er medejer af. Ejendomsmarkedet i Spanien er hårdt ramt i øjeblikket, så ingen ved, hvad der skal ske med al jorden. Alligevel virker det som, Brian Nielsen nyder at sidde med sin kaffe og vide, at jorden bag ham er hans egen.
Økonomien
»Hvornår er man rig? Jeg ved det ikke. Jeg har et hus til syv millioner, der er betalt. Det samme gælder med vores biler. Vi skylder kun på vores sommerhus i Danmark. Jeg satte mig nogle økonomiske mål i min boksekarriere i forhold til økonomi, og jeg vil ikke klage eller ønske mig mere.«
»Jeg er ikke krævende. Jeg lever ikke i luksus og smider ikke rundt med pengene. Jeg har altid været lidt sparsommelig. Jeg klatter ikke mine penge op, det er jeg slet ikke typen på. Det er dog ikke det samme som, at jeg er nærig. I bund og grund kan jeg ikke tillade mig at være utilfreds. Man skal være positiv, selvom det kan være svært til tider. Måske har jeg truffet dumme valg i mit liv i forhold til økonomien, men sådan er det.«
»Min far sagde altid til mig, at jeg aldrig måtte satse alle mine penge kun på én ting. Det gjorde jeg, da vi kom til Spanien. Vi købte jord. 210 hektar. Det har jeg brugt mine penge på. Måske vil nogen sige, at det har været en fejl, men jeg tror på, at de kommer tilbage mange gange senere.«
»Vores plan var, at vi skulle bygge 2000 lejligheder, et hotel, et indkøbscenter, en golfklub og golfbane. Vi skulle selv have stået for at bygge det. Min partner havde været her i 40 år og bygget tusindvis af lejligheder. Nu er han desværre gået bort.«
»Ret hurtigt fik vi et bud på jorden på 17 millioner euro, og vi havde selv givet seks millioner euro. Men dengang kunne vi ikke få det godkendt til byggeri. Nu er det ordnet, og der kan bygges i morgen, hvis man vil. Det gode er, at der kun er meget få af så store stykker jord til udbud på hele kysten.«
»For to år siden var jeg bange, rigtig bange. Et par af mine partnere havde økonomiske problemer, og banken var ved at overtage noget af jorden. Men jeg er ikke nervøs længere. Måske går der fem år endnu, før vi får det solgt, men vi skal bare holde skruen i vandet og blive ved med at afdrage på gælden. Hvis det bliver nødvendigt, har jeg også et par kammerater, der kan sørge for, at det bliver ved med at køre videre.«
»Det er en investering, der har taget 12 år indtil videre. Vi vil ikke sælge endnu, for folk vil ikke give noget, og mange forsøger at komme af med deres jord. Jeg ved, at den bliver penge værd. Vi skylder 800.000 euro i det. Vi har afdraget over årene, og derfor har det også været hårdt. Men det skal nok blive bedre, tror jeg. Det er tænkt som en opsparing til mine børn«.
Klokken er blevet 16.00. Pigerne skal hentes. På vejen dertil er det nemt at blive i tvivl. Er man i et område med skoler eller ungdomsfængsler? Det er ikke tilfældigt, at områdets børn bevogtes. Angiveligt skulle kriminelle bander frekventere kysten fra Malaga til Marbella en gang imellem. De er på jagt efter »reservedele« til rige familiers børn. Kidnapninger er set før, fortæller Brian Nielsen.
Ved skolen smider han sin bil op over kantstenen og går hen mod den store, lukkede port. Ved den står en kvindelig gårdvagt placeret. Hun godkender Brian Nielsen, og han kalder Mille og Cecilie hen.
De fiser ud af porten og rundt på parkeringspladsen, som var de heste, der efter en lang vinter atter sendes på græs. Brian Nielsen har sit hyr med at få dem på plads i bilen. Han forsøger sig med den klassiske disciplin: »hvem kommer først hen og får deres sikkerhedssele på?«. Den hopper pigerne ikke på.
Det er noget rørende over at se den store, tunge mand stå og betragte sine to små piger. Attituden er jo proppet med både grovhed og barske drillerier blandt voksne mennesker, men med pigerne omkring sig bliver den store bokser øm. De kan sagtnes løbe om hjørner med ham. Efter lidt tid makker de dog ret og sætter sig på plads i bilen. Denne gang træder han ikke speederen i bund.
Familien
»Jeg har fire børn, som jeg elsker højt. Jeg var hurtigt ude med Steffen, som jeg fik tidligt. Her mange år senere er mine to små piger kommet til. De hedder Mille og Cecilie. Nu er Jeanette og jeg endt med at blive gamle forældre. Jeg fylder 50 og Jeanette bliver 49 år i oktober. Det er da sent at sidde med børn på fem år, men det er jo nu, vi har overskud og tid til børnene. Vi har fyret den af og rejst verden rundt, derfor er rækkefølgen faktisk helt perfekt. Jeanette siger, at hun synes, det er drønærgerligt set fra børnenes synsvinkel, for når de 14 år, så er vi gamle.«
»Min ældste pige Camilla er 19 år, og hende snakker jeg rigtig meget med. Tre til fire gange om ugen. Min dreng, eller mand er han jo, Steffen, taler jeg med en gang om måneden.«
»De fleste lærte jo Steffen at kende på grund af voldsepisoderne for nogle år tilbage. Lige præcis Steffen har de samme gener som mig og en beskyttertrang. Han er dobbelt så stærk som mig, og ligeså dum. Jeg kunne godt forstå, at han gik amok. Jeg havde gjort det samme som ham. Hvis der var en, der rørte min kammerat, så fik han nogle på munden. Han har ikke gjort noget, som jeg ikke ville have gjort. Han er ikke en slagsbror, han passer på sine kammerater. Han er bare en stor, dum dreng. Han er god nok, men han gør ting, som han kommer til at bøde for hele livet. Når han bliver ramt på sine følelser, går det galt for ham. I dag arbejder han som både stilladsarbejder, slagter og i et nedrivningsfirma.«
»Jeanette og jeg har været sammen i 17 år. Vi har aldrig stået der, hvor vi har været ved at gå fra hinanden, men bølgerne har satme gået højt. Vi er så forskellige, som man overhovedet kan være, men der hvor den ene er svag er den anden stærk og omvendt. På den måde er vi gode for hinanden, og vi gør hinanden stærkere. Jeg har sgu gjort det meget godt. Jeg har en lækker kone og dejlige børn«.
Det er Jeanette, der er lederen i familien. Brian Nielsen forsøger ikke at bortforklare det, sådan er det bare. I løbet af dagen taler han om hende, som var vi i et omklædningsrum. Hun er strid og giver ham ikke nok opmærksomhed, lyder det. Så griner han lidt og himler med øjnene. Men Brian Nielsen er glad for Jeanette. Og stolt. Da vi er hjemme i familiens store hus i byen Calahonda, går Brian Nielsen hen til billederne, der pænt står placeret på små hylder. Her viser han Jeanette frem. Særligt et hvor hun poserer til ære for en ven, og som senere blev solgt til Se og Hør, vækker begejstring. Et andet af parret er også godt. Det er fra den tid, hvor smarte mænd skulle have gedebukkeskæg. Det klæder ham på en måde.
Vi sætter os alene ude på terrassen. Den pensionerede bokser drikker dagens fjerde cappuccino, journalisten øl. Den slags hører sig ikke rigtigt til længere i standen, men Brian Nielsen går ikke op i normer og insisterer. Sådan bliver det.
Jeanette arbejder i husets øverste etage med deres fælles firma, Brian Nielsen Golf. Der går en halv time, før hun kan kalde det fyraften. Imens taler Brian Nielsen frit om tilværelsen og karrieren. Da Jeanette kommer og sætter sig, bliver han ikke hæmmet. Tværtimod virker han til at få lidt ro på. Nu er hun her og kan hjælpe til, når han ikke kan finde den præcis formulering. Det sker ofte.
Før sin kamp mod Evander Holyfield var Brian Nielsen på forsiden af BT. Han talte om sit livs kamp. Det var ikke den mod den aldrende amerikanske bokser, men den periode han sammen med Jeanette havde været igennem i månederne op til comebacket i København.
Kræftsygdommen
Jeanette: »Til næste år er der gået fem år, siden jeg fik konstateret kræft. Jeg er til tjek hvert halve år, og så kan jeg knap få vejret. Det er virkelig hårdt. Det er næsten værre end at få det konstateret, fordi jeg er så nervøs. Jeg har været vant til at håndtere modgang, men jeg kan næsten ikke være i min egen krop.«
»Det hjalp heller ikke, at min mor blev syg igen sidste år. Det sætter tanker i gang. Hun fik kræft konstateret hernede i Spanien og blev straks fløjet hjem. Hun havde haft brystkræft otte år tidligere, nu var det rundt om tarmene og omkring underlivet. Hun fik kemoterapi og er på rette vej, men helt godt bliver det aldrig.«
»Hele årsagen til min kræftsygdom handler sandsynligvis heller ikke om noget i forhold til noget arveligt. Jeg kunne ikke blive gravid fra naturens side, så jeg har fået voldsomt mange hormoner, og det er jeg selv overbevidst om er årsagen til, jeg fik kræft.«
»Jeg ville simpelthen have børn, og vi havde prøvet i mange år. For 11 år siden mistede vi en lille dreng, og det slog hårdt. Så da jeg fik kræft, tænkte jeg bare, hvor heldig har jeg lov at være, at jeg nåede at få de to inden. Det var et år efter fødslen, jeg fik konstateret sygdommen . Jeg er lykkelig for, vi nåede at få dem inden.«
»Alt i alt har der været mange bump på vejen, men vi er nogle hårde bananer. Vi sidder ikke ovre i sofaen med en sutteklud. Det har været barskt, men vi håndterer modgang godt sammen«.
I kælderen bor husets aupair. Hun deler den sammen med Brian Nielsens omfattende træningslokale. Her er sandsæk, spejle, VM-bælter, adskillelige billeder af kendte modstandere, Super-Brian har mødt på sin vej. De mange træningsmaskiner bruges ikke så ofte længere. Da Brian Nielsen var på toppen, stod han over to timer på crosstraineren. Gulvet flød med sved. Det er lang tid siden nu. Til gengæld høres det tydeligt, at han stadig kan slå igennem.
Sandsækken hænger ned fra loftet, og Brian Nielsen kredser om den som en sulten ulv. Så ryger der en lang serie afsted. Den lige højre giver mest lyd fra sig. Den 50-årige gamle mand kan stadig slå som de færreste.
Hernede er helle. Brian Nielsen går rundt og nyder det. Men det er også lidt som at være i et museum fra en svunden tid. Efter en rundtur og småsludder pustes der nyt liv i lokalet, da Mille og Cecilie kommer ind. De hopper i boksmadrassen, der står foran et af de store spejle. Lige der mødes fortiden med nutiden. Brian Nielsen er tilfreds med begge dele.
Boksekarrieren
»Jeg er stolt af min karriere. Ingen anden dansk bokser har opnået lige så meget som mig. Jeg har vundet medalje ved EM og OL og kun tabt tre gange ud af 67 kampe. Det er der s'gu ingen andre, der kan prale af.«
»OL-medaljen skabte mit navn. Jeg bryder mig ikke om at sige, at jeg var populær, jeg vil heller kalde mig berygtet. Og jeg var jo vildt forkælet, for jeg prøvede aldrig andet siden. I bund og grund var det bare, fordi jeg lignede en sæk lort og var fed og utrænet. Jeg klarede mig på min vilje. Folk synes, det er sjovere, at det er en glatnakke og en underdog, der vælter alle de store og flotte boksere. For jeg kan altså ikke påstå, at jeg er flot som Muhammed Ali, Mike Tyson eller Evander Holyfield.«
»Den danske befolkning var oftest positiv. Faktisk har jeg aldrig mødt nogen, der synes, jeg var åndssvag. Jeg havde mest gamle damer som fans. De sendte mange breve. Det var jeg glad for. De damer vidste en masse om livet, det respekterer jeg. Mit bud er, af det var fordi, jeg var nede på jorden. Jeg var jo en bonderøv, der kaldte en spade for spade, og jeg kvajede mig mange gange.«
»Selvfølgelig var der også masser af kritik, men det var fair nok. Man skal bare huske på, at det var en forretning for pokker. Mogens (Palle, red.) var eminent til at sørge for den rette matchning, og ingen kunne føre en mand frem som Mogens. Det var vanvittigt godt gået, og jeg er stadig imponeret over ham.«
»Vi taler stadig sammen og har det glimrende med hinanden. Jeg ringede til ham, da han for nylig havde fødselsdag. Selvom vi har skændtes voldsomt, så har vi det som regel godt sammen. Måske fordi jeg altid har fået det, som jeg ville have det.«
»Jeg savner ikke at være på. Det er mere fasen op til en kamp, hvor jeg skal ind i rytme, og formen bliver bedre og bedre. Det er fedt. Jeg elskede den følelse af at være udmattet efter en lang runde på sandsækken. Men jeg var aldrig afhængig af opmærksomheden, og jeg har aldrig savnet det.«
»Jeg er udmærket klar over, at alle synes, det var latterligt, at jeg mødte Evander Holyfield, men jeg var sgu ligeglad. Faktisk kunne jeg godt finde på at gøre det en gang til. Jeg har et tilbud liggende fra en amerikansk promoter. Han vil lave en kamp mellem mig og Riddick Bowe. Han er 47 år. Jeg kan godt finde på at tage imod tilbuddet. Selvfølgelig er jeg en gammel nar, men hvis nu min modstander er næsten ligeså gammel, så er vi jo lige. Der er andre boksere, der har gjort det før mig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne det?«
»Fornuften ville sige, at jeg bare skal leve livet, men det tiltrækker mig. Selvfølgelig handler det også om penge, og uden dem vil jeg aldrig gøre det. Men der er meget ved det, jeg savner, og hvis jeg skal i form, skal jeg have penge for det. Jeg gider ikke stå tidligt op hver dag for at smadre mig selv«.
