Den polske speedwaylegende Tomasz Gollob kan have kørt sit sidste løb.

Søndag var han involveret i et alvorligt styrt ved et motorcrossevent i den polske by Chelmno, skriver motorsportsmediet Speedwaygp.com.

Gollob blev efter sit styrt fragtet til Bydgoscz militærhospital med helikopter.

Den femdobbelte verdensmester i speedway gennemgik her en tre timer lang operation, efter at blandt andet hans rygrad havde taget skade ved styrtet.

Der var samtidig meldinger om, at polakken skulle have hjælp til at trække vejret, da begge hans lunger skulle være beskadiget.

På Gollobs officielle hjemmeside beskriver professor Marek Harat, der opererede Gollob, at der er reel frygt for, at polakken kan blive lammet.

»Der har været meget alvorlige skader på rygraden, men den er ikke brudt. Jeg vil ikke drage nogen forhastede konklusioner. De næste dage og uger vil afgøre, om dette bliver enden på hans sportskarriere,« siger Marek Harat.

I et interview med polske Radio Pik siger Harat:

»Jeg tror, at dette er enden på hans karriere. Selv med den bedst mulige behandling, så vil Tomek (andet navn for Tomasz Gollob, red.) se frem til genoptræning, der vil vare måneder - hvis ikke år.«

Tomasz Gollob, der har rundet 46 år, har vundet fem verdensmesterskaber i speedway. Det seneste blev vundet i 2010.

/ritzau/