Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen slog All England-mestre i semifinale. Nu venter olympiske mestre.

Singapore. Badmintonduoen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er fremme ved finalen i Super Series-turneringen i Singapore.

Lørdag slog det danske par sydkoreanerne Ye Na Chang og So Hee Lee med 28-26 og 21-11 i semifinalen.

Danskerne fik en forfærdelig start på kampen, hvor sydkoreanerne hurtigt bragte sig i front.

Meget tydede på, at første sæt skulle afgøres hurtigt med en føring på 8-1 til Lee og Chang.

Rytter Juhl og Pedersen fik dog langsomt sat et par point ind på tavlen, og så var den danske duo pludselig i hopla. Med otte point i træk bragte danskerne sig foran 13-12.

Herfra var der stillingskrig frem til de sidste bolde i et første sæt, der endte nervøst.

Sydkoreanerne missede fire sætbolde, inden Rytter Juhl og Pedersen på deres fjerde sætbold afgjorde sagen. I første omgang var sydkoreanernes bold dømt inde, men danskerne bad om at få hawk-eye på.

Den viste, at bolden var ude og så nappede Rytter Juhl og Pedersen første sæt med 28-26.

Lee og Chang mistede hurtigt modet i andet sæt, hvor danskerne bragte sig foran 5-0 og stille og roligt kørte sejren hjem.

For nylig måtte Rytter Juhl og Pedersen se sig besejret i finalen af All England af det stærke sydkoreanske par.

Modstanderen i finalen er de topseedede japanere Ayaka Takahashi og Misaki Matsutomo, der sidste sommer slog danskerne i OL-finalen i Rio.

Senere lørdag spillede Mathias Boe og Carsten Mogensen sig i finalen i herredouble med en sejr over verdens bedste par, indoneserne Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo.

Søndag venter kineserne Junhui Li og Yuchen Liu på den rutinerede danske herredouble.

/ritzau/