Hej og velkommen til BT Sportens live-univers, hvor jeg, Jeppe Helkov, vil styre dig gennem begivenhederne denne lørdag. Det skal nok blive sjovt og underholdende.

22:00 - FODBOLD: Holland tæt på knockout
I aftenens EM-kvalifikationskamp mellem Tjekkiet og Tyrkiet er tyrkerne kommet foran 1-0 med en halv time tilbage. Holder det resultat, er Holland tæt på et skuffende farvel til EM. Tyrkiet skal bare bruge ét point i holdets sidste kamp mod Island for at være sikker på tredjepladsen i gruppen og dermed en playoff-plads. Og det er nok ikke helt umuligt, når man ser på, at Tyrkiet er på hjemmebane - og at Island allerede er kvalificeret til EM.

21:16 - FODBOLD - Hvad nu, Norge?
Vi har også fået gang i de sidste EM-kvalifikationskampe. Kroatioen er kommet foran 1-0 mod Bulgarien. Holder det resultat, har kroaterne stadig mulighed for at overhale Norge i kampen om den direkte kvalifikationsplads. Det vil kræve en sejr over Malta i sidste gruppekamp, mens Norge skal tabe til Italien. Den situation må de sidde og gyse over i Norge netop nu. I gruppe A er stillingen mellem Tjekkiet og Tyrkiet 0-0. Den kamp kan afgøre Hollands EM-skæbne.

19:55 - FODBOLD - Favoritsejre i EM-kval
Så er der fløjtet af i dagens første kampe i EM-kvalifikationen. Det blev til norsk sejr over Malta, Holland vandt over Kasakhstan, Italien besejrede Aserbajdsjan, mens Letland og Island spillede uafgjort. Det betyder blandt andet, at Norge er meget tæt på EM-plads. Læs mere om kampene her

19:35 GOLF - Kjeldsen mister førstepladsen
Søren Kjeldsen var i front før tredjedagen af British Masters. Han mistede dog føringen trods en god runde. Sejren er dog ikke langt væk for den rutinerede dansker. Læs mere her.

19:29 FODBOLD - Island smider sikker føring

»2-0 er den farligste føring«. Det faktum er endnu engang blevet bekræftet. I Island har hjemmeholdet netop smidt eftert pausen smidt et stensikkert forspring. Med godt 20 minutter igen har Valerijs Sabala udlignet til 2-2

19:22 FODBOLD - Nybagt United-spiller udbygger for Italien

Italiens deltagelse ved næste års EM synes mere og mere sikker. Manchester Uniteds Matteo Darmian har netop udbygget føringen mod Aserbajdsjan til 3-1 og dermed bragt italienerne et skridt nærmere den sejr, der kvalificerer dem til slutrunden i Frankrig.

19:12 FODBOLD - Norge gør arbejdet færdigt

Norge vil også lege med nu. Efter klumpspil står Alexander Søderlund på det helt rigtige sted og ekspederer bolden det sidste stykke ind over stregen til norsk 2-0-føring. Nordmændene er nu kun et kroatisk pointtab senere i aften for direkte kvalifikation til EM. Stortalentet Martin Ødegaard fra Real Madrid er umiddelbart efter målet blevet sendt på banen.

I Island har Aleksandre Cauna reduceret for Letland.

19:07 FODBOLD - Sneijder fordobler Hollands føring

Holland kommer stormende ud til 2. halvleg i Kasakhstan. Fikst kombinationsspil mellem Klaas-Jan Huntelaar og Wesley Sneijder og til sidst et knastørt hug op i krogen fra midtbanekreatøreren bringer favoritterne foran 2-0.

18:52 CYKLING - Styrt i sidste sving koster Sky-rytter sikker sejr

Den hollandske cykelrytter Wout Poels var på vej mod en imponerende sejr i Abu Dhabi Tour, men et styrt i sidste sving kostede triumfen. I stedet for kindkys af podiepigerne måtte han nøjes med skrabesår på benene. Læs historien her

18:48 FODBOLD - Norge går til pause på vej mod EM

Så er de første 45 minutter gået i aftenens EM-kvalifikationskampe, og de har udviklet sig fordelagtigt for alle aftenens favoritter. Norge fører 1-0, og holder det resultat er nordmændene kun et kroatisk pointtab senere i aften fra slutrunden i Frankrig. Holland holder liv i sin spinkle chance for at få lov at spille playoffkampe med deres 1-0-føring. Italien fører og skal blot bruge en sejr for at sikre kvalifikationen, og Island fortsætter bare deres overlegne kvalifikations-raid med en 2-0-føring over Letland.

18:44 FODBOLD - Italien ryster chokudligning af sig

Italien er tilbage på sejrskurs. Monaco-angriberen Stephan El-Shaarawy har netop scoret til 2-1 mod Aserbajdsjan. En sejr til Italien betyder, at de er direkte kvalificeret til EM i Frankrig, og det er samtidig godt nyt for Norge. Nordmændene skal nemlig møde Italien i deres sidste kvalifikationskamp og håber ganske givet på, at italienerne til den tid ikke har noget at spille for.

18:33 FODBOLD - Så fik Holland hul på bylden

Kæmpe forløsning for Holland! Med flot, fladt spark har Georginio Wijnaldum netop bragt de pressede stjerne foran mod Kasakhstan. Det har indtil nu på ingen måde været overbevisende fra Hollands side, og de bliver ofte presset af miniputterne, men lige nu er de på vej mod sejren.

Det samme er Island i øvrigt hjemme mod Letland. Her har Gylfi Sigurdsson netop øget til 2-0.

18:32 - FODBOLD - Italien er overraskende i problemer

En lille overraskelse trænger sig på i Aserbajdsjan. Her har hjemmeholdet netop udlignet mod Italien. Målscorer: Dimitrij Nazarov

18:30 - FODBOLD: Kæmpe afbrænder af Memphis Depay

Holland har brug for alle de point, holdet kan få. Men når man ikke kan omsætte chancer som den, Manchester United-stjernen Memphis Depay lige har brændt, så bliver det virkelig svært at vinde. Alene med Kasakhstans keeper har han alle muligheder for at sætte bolden ind, men sparker helt ubegribeligt forbi mål.

18:19 - FODBOLD: Norge er på vej mod EM

Norge har sat kursen direkte mod EM i Frankrig. Hjemme mod Malta har nordmændene netop fået gevinst for deres tunge pres. Efter et hjørnespark var midtbanemotoren Alexander Tettey først over en retur, som han fra klos hold fik sparet i nettet. Lidt held skulle dog til. Umiddelbart blev hans spark blokeret, men inden han nåede at fjerne benet, blev bolden reflekteret ind på hans støvle og fandt derfra vej til målet.

18:12 - FODBOLD: Serie A-topscorer bomber for Italien

Han scorer mål på samlebånd i Serie A, og nu har Sampdoria-angriberen Eder også bevist, at han kan få nettet til at blafre på den internationale scene. Ude mod Aserbajdsjan har han bragt Italien foran 0-1.

18:08 - FODBOLD: Island buldrer derudaf

Island har forlængst kvalificeret sig til EM, men det har ikke fået øboerne til lette foden for gaspedalen. I hjemmekampen mod Letland er de kommet foran 1-0 efter bare fem minutter. Målscorer: Kolbeinn Sigthorsson.

18:01 - FODBOLD: Holland har kniven for struben

Så er aftenens første kvalifikationskampe i gang. Her er opgørene:

Island-Letland

Kasakhstan-Holland

Aserbajdsjan-Italien

Norge-Malta

Udover Norge er det særligt værd at holde øje med Holland. Huntelaar, Depay og de andre stjerne har to kampe til at hente tre point på Tyrkiet i gruppe A, ellers får de ikke engang lov til at spille playoff. Mod Kasakhstan er det startet ok. Allerede efter 40 sekunder har de fremtvunget et gult kort til modstanderen.

17:52 - FODBOLD: Kan Norge kvalificere sig til EM?

Så er der kun få minutter til, at aftenens første kampe i EM-kvalifikationen går i gang. Hos vores norske naboer sidder de med garanti allerede og bider negle. For første gang siden 2000 kan Norge kvalificere sig til en slutrunde. Vinder de hjemme over Malta, og sætter Kroatien samtidig point til mod Bulgarien er Per-Mathias Høgmos tropper klar til EM i Frankrig.

16:53 - HÅNDBOLD: Sønderjyske vinder forventet sejr

Der var lidt startvanskeligheder at spore i Sønderjyskes hjemmekamp mod bundproppen Skive. Ved pausen var stillingen 14-14, men i anden halvleg skruede hjemmeholdet op for tempoet og trak stille og roligt fra. Kampen endte 29-25 til Sønderjyske og dermed rykker de op på en øjeblikkelig ottendeplads i Boxer Herreligaen, mens Skive er isoleret i bunden uden point efter syv kampe.

16:40 - GOLF: Søren Kjeldsen stadig i front i British Open

Der er gode golfnyheder fra England set med danske øjne. Søren Kjeldsen fører stadig British Open midtvejs i tredje runde. Midtvejs på lørdagens tredje runde har Kjeldsen spillet solidt og er efter 10 huller to slag under par. Han deler i øjeblikket førstepladsen med engelske Matthew Fitzpatrick - begge er de samlet elleve slag under par. BT følger Søren Kjeldsens spil resten af eftermiddagen.

16:25 - FODBOLD: Ekskone forsvarer suspenderet Blatter: Alle vil korsfæste ham

Den suspenderede FIFA-præsidents ekskone, Graziella Blatter-Bianca, er ude at forsvare sin udkældte eksmand. I den schweiziske avis Tages-Anzeiger, udtaler hun, at det er uretfærdigt, at Blatter er blevet suspenderet, og at han kun har gjort gode ting forbolden - specielt for kvindefodbold.

Det står dog i skærende kontrast til hvad selv samme Sepp Blatter udtalte i 2004, da han blev spurgt ind til, hvordan man kunne gøre kvindefodbold mere populært. » Lad kvinderne spille i mere feminint tøj, som de gør i volleyball. De kunne for eksempel spille i strammere shorts.«

Den lader vi lige stå et øjeblik...

15:52 - FODBOLD: United-stjerne vil redde fars job

Daley Blind vil gøre alt for at sende 'Oranje' videre til EM - og dermed redde sin farmands, Danny Blinds, landstrænerjob. Holland har skuffet fælt i EM-kvalifikationen, hvor de blandt andet har tabt begge kampe til vores skandinaviske kollegaer fra Island. I øjeblikket ligger Holland på en skuffende 4. plads i Gruppe A, hvor Island og Tjekkiet allerede er kvalificeret.

»Jeg vil se, at min far stadig er landstræner efter de næste to kampe,« udtaler sønnike Daley Blind.

Holland møder lørdag aften Kazakhstan på udebane.

15:45 - HÅNDBOLD: Tæt kamp i Sønderjyske

I den danske Boxer Herreliga spiller Sønderjyske hjemme i Skansen mod bundproppen Skive. De undertippede skibbonitter har dog overrasket positivt i første halvleg. Således er pausestillingen 14-14.

15:03 - FORMEL 1: Rosberg i pole i Sotji
Nico Rosberg sikrede sig pole position i Sotji foran teamkammeraten Lewis Hamilton og den finske Williams-kører Bottas. McLarens Jenson Button og Fernando Alonso sluttede igen uden for top ti. Læs mere her.



14:53 - FODBOLD: Olsen varsler genvalg trods skuffelse
Lørdag eftermiddag var der pressemøde i landsholdslejren i Helsingør, og her var budskabet klart fra landstræner Morten Olsen. BTs mand i lejren fortæller, at Morten Olsen ikke har planer om at lave store ændringer på holdet til søndagens opgør mod Frankrig, som på papiret er uden betydning. Det er på trods af, at flere profiler skuffede i torsdagens 0-1-skuffelse i Portugal, som betyder, at Danmark skal håbe på albansk pointtab mod Armenien for at undgå playoff-kampe om at komme til EM.

Det danske fodboldlandshold træner i Helsingør før søndagens kamp i Parken mod Frankrig. The Denmark national football team trains at the stadium in Helsingor, on October 10, 2015, on the eve of a friendly football match against France. AFP PHOTO / ODD ANDERSEN
Det danske fodboldlandshold træner i Helsingør før søndagens kamp i Parken mod Frankrig. The Denmark national football team trains at the stadium in Helsingor, on October 10, 2015, on the eve of a friendly football match against France. AFP PHOTO / ODD ANDERSEN Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere


14:42 - FORMEL 1: Massa ikke med i Q3
Helt som ventet er det Mercedes-teamet, der dominerer lørdagens F1-kvalifikation i russiske Sotji. Nico Rosberg har sat foreløbig bedste tid foran teamkammeraten Lewis Hamilton inden tredje runde i kval'en, hvor der køres om de ti forreste startpositioner i søndagens grand prix. Den bliver højst overraskende uden Williams-køreren Felipe Massa, der ligesom det russiske håb Daniil Kvyat ikke kom videre end Q2.

14:04 - FORMEL 1: Godt nyt fra Carlos Sainz Jr.

Carlos Sainz Jr. bragede ind i barrieren under lørdagens Formel 1-træning i russiske Sotji og efterlod tv-seere, kolleger og familie chokeret. Spanieren blev fløjet på hospitalet i helikopter, men meddeler nu selv på de sociale medier, at han er helt okay. Faktisk øjner han nu muligheden for at deltage i grandprixet søndag.

»Alt er okay. Der er intet at bekymre sig om. Tænker allerede på, hvordan jeg skal overbevise lægerne om at komme tilbage på banen i morgen!,« skriver spanieren på Instagram.




13:35 - BOKSNING - Så blev de fire
Boksestjernen Mikkel Kessler blev tirsdag far for anden gang. Det meddeler han lørdag på sin Facebook-profil, hvor han viser seneste skud på stammen frem. Stort tillykke!

13:07 - FORMEL 1 - Team chef bekræfter godt nyt

Det så slemt ud, da Carlos Sainz Jr. bragede ind i barrieren i lørdagens Formel 1-træning i russiske Sotji.
Spanieren blev kørt væk i en ambulance, men havde heldigvis overskud til at løfte tommelfingeren på båren som et tegn på, at han trods det voldsomme uheld er ved godt mod.

»Han er ved bevidsthed og er i lægernes hænder. Vi ved ikke, hvordan han har det, men indtil videre ser det ud til, han er okay,« siger Toro Rosso-teamchef Franz Tost.

12:54 - FODBOLD - Platini appeller FIFA-suspendering
Torsdag blev Michel Platini suspenderet som vicepræsident for FIFA for i 2011 at have modtaget to millioner dollars for at rådgive FIFA. Nu har han appelleret suspenderingen. Læs historien på bt.dk om et øjeblik.

12:10 - FORMEL 1 - grim ulykke under træning
Lørdagens træning i russiske Sotji frem mod eftermiddagens kvalifikation tog en grim udvikling, da Toro Rosso-Renault-køreren Carlos Sainz Jr. kørte i barrieren og måtte bæres væk på båre. Heldigvis meldes han ok.



11:00 - IDRÆT - Internationale topstævner på vej til København

Fredag blev det offentliggjort, at København skal være vært for EM i svømning på kortbane i 2017. Det skal afholdes i Royal Arena, som kan rumme op til 12.500 tilskuere og op til 15.000 koncertgæster. Arenaen er stadig under opbygning i Ørestaden.

Netop den arena er nøglen til fremtidige store sportsarrangementer i København.

»Med Royal Arena rykker København op i en anden liga som sportsby. Med en superarena og flere store hoteller lige ved siden af og en international lufthavn ti minutter væk får vi et internationalt event-hotspot i København,« siger Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) i en pressemeddelelse.

»Det er et stærkt argument i vores arbejde med at byde på værtskaber af internationale sportsevents,« siger Lars Vallentin Christensen, ansvarlig for sportsevents i Wonderful Copenhagen.

10:10 - FODBOLD - Vores naboer er også i problemer

Det er ikke kun Danmark, der har problemer med at indløse EM-billetten. Vores svenske naboer har det heller ikke nemt. Til gengæld er de forsvarende europamestre slutrundeklar. I aftes faldt der en del brikker på plads i det store kvalifikationspuslespil. Læs det her.

10:05 - HÅNDBOLD - Vildt dansker-comeback
Vi spoler lige tiden lidt tilbage. I aftes fandt der en opsigtsvækkende håndboldkamp sted i Tyskland med dansk deltagelse. Danskerklubben Magdeburg med Jacob Bagersted, Michael Damgaard og Jannick Green i truppen førte 20-11 med 17 minutter tilbage af hjemmekampen mod Füchse Berlin. Alligevel endte kampen uafgjort 24-24. Mon ikke der blev røbt en smule i omklædningsrummet efter det kollaps? Jeg tror det.

09.25 - FODBOLD - Ak, Aguero

Manchester City må undvære sin argentinske skarpretter Sergio Aguero i en måned. Det er i hvert fald angriberens egen vurdering. Dermed står han til at gå glip af Champions League-kampene mod Sevilla og det store Manchester-derby mod United om to uger.

- Jeg tror vi lander på cirka en måneds pause. Alt afhænger naturligvis af, hvordan skaden udvikler sig, men jeg får nok brug for en måned til at komme mig, siger Sergio Aguero ifølge ESPN.

Læs mere om den historie her.