Efter aflysning af VM- og EM-kvalifikationsløbet i Slangerup har Hans Nielsen udtaget kørerne, der er videre.

København. 21. april i Slangerup skulle 16 af Danmarks bedste speedkørere dyste om, hvem der skulle videre til næste runde i VM- og EM-kvalifikationsløbene.

Men efter blot to heats boykottede kørerne løbet, fordi de mente, at banen var for farlig at køre på, og det førte til aflysning.

Nu har landstrænerteamet med landstræner Hans Nielsen i spidsen i stedet udpeget de kørere, der er videre. Det skriver Danmarks Motor Union (DMU).

Michael Jepsen Jensen, Kenneth Bjerre og Mikkel Michelsen skal deltage i VM-kvartfinalerne, hvor Rasmus Jensen og René Bach bliver reserver.

Leon Madsen kører kvartfinale i Zarnovica, mens Peter Kildemand og Hans Andersen skal køre i Abensberg.

De danske deltagere til EM-kvalifikationen bliver Rasmus Jensen, Patrick Hougaard, Michael Jepsen Jensen, Hans Andersen og Kenneth Bjerre, Nikolaj Busk Jacobsen samt Nicolai Klindt.

Ikke alle kørere i de respektive serier deltager i samme kvalifikationer.

Om udtagelsen siger landstræner Hans Nielsen:

- Trænerteamet med Henrik Møller, Erik Gundersen og jeg har med opbakning fra sportskommissionen været i stand til at udpege de kørere, som, vi mener, har de bedste muligheder for at komme så langt som muligt i SGP- og EM-serien.

- Det er selvfølgelig ærgerligt for de kørere, som havde en forhåbning om at kvalificere sig i fredags, og det har bestemt ikke været i vores eller DMU's interesse at lave udvælgelsen på denne måde, men vi har ikke set andre løsninger end denne, siger Hans Nielsen.

/ritzau/