Den danske speedwaykører Hans Andersen slipper nådigt fra et slemt uheld mandag aften, hvor han var i aktion for sin engelske klub, Poole Pirates.

Andersen væltede og slog nakken, men valgte trods store smerter alligevel at fuldføre ligamatchen.

Efter løbet blev han fragtet til hospitalet iført en anordning, der skulle fiksere hals og nakke, indtil lægerne fik klarhed over, hvor alvorligt det var fat med den 36-årige fynbo.

I første omgang lød dommen, at Andersen havde brækket en nakkehvirvel - en skade, der potentielt kunne true hans karriere. Nye CT-skanninger afblæste dog alarmen: Der var alligevel ingen brud i nakken.

»Hans hviler nu hos familien, hvor flere undersøgelser er planlagt, før han igen kører fredag, hvis helbredet er til det,« lyder det på Hans Andersens profil på Instagram.

Det er blot en måned siden, den tidligere verdensmester Nicki Pedersen kom til skade med sin nakke i en ligamatch i Holsted.

Pedersen har siden været sygemeldt og måtte senest melde afbud til grandprixet i Horsens i lørdags.

/ritzau/